|
Udstillinger af tegneserier er en vanskelig ting; et forhold som Angoulême-festivalen år efter år synes at bære vidnesbyrd om. Årets udstillinger, og der er mange, er ingen undtagelse. Med enkelte undtagelser er de usædvanligt kedelige og synes ofte at mangle en god styrende idé.
Værst er viften af udstillinger på det store tegneseriecenter, CNBDI. Her har man valgt at bringe to retrospektive udstillinger, som altid en af festivalens præsident, Georges Wolinskis værker, og en af den i følge mange oversete italienske genretegner og auteur i fåreklæder Guido Buzzelli. Wolinskiudstillingen er en traditionel retrospektiv, der kronologisk lægger værket frem - fra de helt tidlige ting før fast publikationsorgan over storhedstiden i Hara-kiri og Charlie mensuel til de seneste årtiers mere rutineprægede produktion for diverse store magasiner og blade. Desværre er der noget discount-agtigt over præsentationen, der er henvist til museets lille andensal, i stedet for, som det ellers har været kotume for præsidentudstillingerne, de langt mere rumlige lokaler i stueetagen, nogle af hvilke ikke en gang er taget i brug i år. Dertil kommer, at udstillingesdesignet med dets store fadt farvede skillevægge er ganske tarveligt. En ærgerlig nedprioritering af en væsentlig, om end ikke altid lige interessant, tegners værk.
Buzzelliudstillingen består også af et bredt udvalg af værker på tværs af karrieren, fra diverse tidlige genreserier til nyere illustrationsarbejde. Problemet er her, at kuratorerne ikke på nogen måde forsøger at præsentere materialet og forklare hvorfor arbejdet, der bestemt er kompetent men ikke virker særlig usædvanligt ved første øjekast, er noget særligt. En forspildt chance for at introducere Buzzellis angiveligt meget originale arbejde for et nyt publikum.
Mest er der gjort ud af udstillingen "Peur[s] du noir", som viser arbejdet på en animationsfilm af samme navn, der har planlagt premiere i 2007. Filmen er instrueret af den tidligere Futuropolis-forlægger Étienne Robial og præsenterer arbejde af en række af tidens store navne indenfor tegneserier: Dupuy & Berberian, Blutch, Charles Burns, Lorenzo Mattotti & Jerry Kramsky, Richard McGuire, samt animatorerne Marie Caillou og Pierre de Sciullo. Meningen er, at disse hver især skal lave en kortfilm baseret på udstillingens tema: frygt for mørke/det sorte. Udstillingen er stilrent præsenteret i sort og orange og rummer alt fra skitser, character designs og storyboards til animatronics og enkelte næsten færdiggjorte sekvenser. Ideen er at give indtryk af såvel de enkelte kunstneres arbejde, som selve processen mod færdig animationsfilm
Det er sjovt at se Charles Burns ofte ret karakterløse blyantstegninger til såvel storyboards som character design ved siden af rentegnede ditto, og konstatere i hvor høj grad det er tuschningen, der skaber hans helt særlige udtryk. Og det er altid godt at se Blutch og Mattotti folde sig ud, men i sidste ende virker det hele som en overpræsenteret bagatel. Der er ikke ret mange tegninger på udstillingen og de der er er, fordi de er arbejdstegninger, ikke specielt interessante. I sidste ende er problemet, at filmen endnu ikke er lavet - udstillingen ville have været væsentlig mere berettiget, hvis den havde ledsaget premieren på det værk, den handler om.
Langt værre er dog udstillingen Les Musées imaginaires, en rodet og halvhjertet undskyldning for mangel på ideer. Udstillingens postulat er en kortlægning af de imaginære verdener og væsner, tegneserien tilbyder via en række kitchsede kulisser og rodede opstillinger af diverse objekter, ledsaget af originale tegneseriesider af alskens slags, ofte sat i guldrammer af plastic. Det lyder vagt, og det er det - man forstår ikke meningen med udstillingens design, der fra rum til rum bevæger sig fra øst til vest og tilbage igen, uden man nogensinde er med på hvorfor. Originalsiderne er selvfølgelig i sig selv fine nok, selvom der er en overvægt af inferiøre fransk-belgiske kedemestre à la Tibet, Francois Craenhals og en masse andre af deres slags. Der skal imidlertid meget til at ødelægge fornøjelsen ved at se en Vakse Viggo af Franquin, en Krazy Kat af George Herriman, en Two-Fisted Tales af Harvey Kurtzman og Jack Davis eller en Prins Valiant af Hal Foster, men der er ingen tvivl om at kuratoren har gjort sit bedste for netop dette med dette makværk af en udstilling.
Så er udstillingerne i byens teater heldigere. "De Pilote à Poisson Pilote" opererer med det smarte koncept at sidestille tegnere fra det klassiske tegneserieblad Pilote med ditto fra Dargauds auteur-venlige albumlinie Poisson Pilote. Det giver spændende og øjenåbnende kombinationer af kunstnere som Jean Giraud og Christophe Blain, Fred og Joann Sfar, og Gérard Lauzier og Riad Sattouf. Det ærgerlige er, at kuratorerne enten ikke har haft penge eller vilje til at præsentere ret mange af Pilote-tegnerne med originalsider og i stedet spiser publikum af med flade og fade computerprints. Et kedeligt kompromis, der fratager udstillingen en stor del af sit æstetiske potentiale.
Udstillingen af tegneserieskabere fra dette års festivals officielle gæsteland, Finland, falder bedre ud. Originalsider af en række af Finlands mest markante yngre serieskabere som Kati Kovács, Matti Hagelberg, Marko Turunen, Pentti Otsamo, Katja Tukiainen m. fl. giver et samlet indtryk af hvor innovativt og alsidigt et tegneserieland Finland er i disse år.
Ikke så langt derfra, i et 1700-talskapel, markeres afslutningen af Didier Lefèvre, Emmanuel Guibert og Frédéric Lemerciers fornemme rejseskildring Le Photographe med en udstilling af et udvalg af Lefèvres fotografier fra sin rejse i Afghanistan under den sovjetiske okkupation, såvel som nogle af de tegninger, Guibert har sat dem i sammenhæng med sin genfortælling af den. Tegningerne er i al deres ligne claire-afledte realisme flotte og hans stumpe, knækkede streg fascinerende, og Lemerciers fotos rummer fortælling uden at være prangende. Problemet med denne udstilling er, at den er tæt og svært tilgængeligt ophængt på nogle staværer midt i et kirkerum, der er fyldt med katolsk dissonans i form af kitschede kristne amatørbilleder og kalligrafiske plancher.
Mangaen, som til trods for at den i stigende grad dominerer den franske marked er mærkeligt underprioriteret på festivalen, er også repræsenteret med en udstilling, der præsenterer den stærkt originale og alsidige mangaka Kotobuki Shiriagari, der vandt den prestigefyldte Osamu Tezuka-pris i 2001. Shiriagari har tegnet for det store dagblad Asahi Shimbun og er således mester for såvel humorstrips som satiretegning. Dertil kommer en stærkt original produktion af længere historier, der kombinerer humor og mere dystre temaer. Udstillingen viser alle disse sider af hans arbejde og giver indtryk af et idiosynkratisk stortalent, der når man først har lært at sætte pris på hans noget rystede streg og flade, prunkløse formgivning, såvel som den for os ofte bizarre japanske humor, nok er et bekendtskab værd. En af de få rigtig vellykkede udstillinger på festivalen.
En anden er den lille udstilling af tyske Martin tom Diecks værker på Angoulêmes billedskole. Her er originaler fra hans to hovedværker Der unschuldigen Passagier og Hundert Ansichten der Speicherstadt, såvel som eksempler på hans dekorative, men klart mindre interessante illustrationsarbejde. Dieck er en lyrisk tegner med fornemmelse for det dragende billede. Han benytter med stor effekt skraveringer og liniebaserede teksturer til pertentligt at fremmane disse
og hans originaltegninger er en studie i den faktur, dette frembringer på papiret. Ren nydelse, og her præsenteret et ganske kongenialt sted, lige ned til floden og således i forlængelse af det vand, der står som et konstant motiv i hans arbejde.
Der er andre tegneserieudstillinger i Angoulême lige nu, men der er desværre grænser for hvad undertegnede kunne overkomme. Ikke desto mindre tør jeg vove den påstand, at det at udstille tegneserier, selv for de relativt drevne kræfter man må formode står bag de fleste af disse udstillinger, stadig er en kunst kun de færreste har forstået, endsige mestret, sikkert fordi den trods alt er et sjældnere fænomen end f. eks. anden billedkunst. Dette undskylder imidtertid ikke den skiftevis pauvre, uambitiøse eller visionsløse tilgang til udstillingerne på CNBDI (der i øvrigt er fortilfælde for i denne skribents friske erindring), såvel som flere andre steder i byen og falder i sidste ende tilbage på festivalledelsen (bortset vist fra "Les Musées..." og "Le Photographe"-udstillingerne, som er i rent CNBDI-regi), som man må håbe i fremtiden har vilje til at indføre større kvalitetskontrol.
Georges Wolinski, Centre National de la Bande Dessinée et de l'Image, Angoulême, 26 januar-28 maj 2006.
Guido Buzzelli, Centre National de la Bande Dessinée et de l'Image, Angoulême, 26 januar-28 maj 2006.
Peur[s] du noir, Centre National de la Bande Dessinée et de l'Image, Angoulême, 26 januar-31 august 2006.
Les Musées imaginaires, Centre National de la Bande Dessinée et de l'Image, Angoulême, datoer ikke oplyst på museets hjemmeside.
De Pilote à Poisson Pilote, Théâtre d'Angoulême, Angoulême, 26-29 januar 2006.
Bande dessinée finlandaise, Théâtre d'Angoulême, Angoulême, 26-29 januar 2006.
Le Photographe, Le Temple, Angoulême, datoer ikke oplyst på museets hjemmeside.
Kotobuki Shiriagari, Hôtel St. Simon, Angoulême, 26-29 januar 2006.
Martin tom Dieck, École supérieure de l'image d'Angoulême, 26-30 januar 2006
|
|
[30/01/2006]
|
|
|
|
|
|
Shiriagari, der også gæstede festivalen, skaber lyn/kæmpetegneserie på rådhusets trappe.
Storyboards v. Charles Burns.
Fra "Le Photographe"-udstillingen. Guibert, Lemercier og Lefèvre signerer.
Fra Martin tom Dieck-udstillingen.
|
