|
I virkeligheden begyndte aftenen, da Metabaronen pludselig satte i en hysterisk griner over et solidt bud på navneforandring til nærværende organ, PHOKHAM , en vietnamesisk restaurant midt i Angoulême. Røvballehumorstilen var på et pikosekund knaldet på plads, og så gav resten jo indlysende sig selv. Ikke mindst fordi Metabaronen var blevet glad igen efter en Kebabjoint-ejer uforvarende havde charget 200 € for fire döner (de smagte glimrende, meeeeeen...). Men som sagt, efter et raskt forlig, der udmøntede sig i en stor stak små, unummererede sedler var alt godt, og natten tindrende klar til erobring.
Teamet, der nu udover Søren Schmosdal, Simon le Buk, Betamakronen og yours truly også talte den danskfødte, men franskbosatte tegneserie- boy wonder Terkel Risbjerg, sparkede selvsikkert døren ind på Le Chat noir , og lagde på genuin vikingemanér alle euro-celebriteterne for sine fødder (ret skal være ret, der blev joined forces med de svenske jomsvikinger, Fredrik Strömberg & Jakob Hallin, nordisk front NU!). Øllen var billig, den tilhørende whisky noget dyrere - til gengæld havde det legendariske in-sted installeret en kridhvid, dybt forstyrrende lokumsbelysning, fåååårrk.
Dét fandt Team Rackham + Deleuze komplet uacceptabelt, så efter en rask family council var sortekatten abandoned ship , og kursen i stedet sat resolut mod Hotel Mercures smartyfarty kokainafterparty, hvor en fuldstændig komatøs Charles Burns blev slæbt ud af en bleg, finsk punker (den tragikomiske begivenhed blev foreviget af Rackhams AV-crew, desværre må den spændte læser vendte på videoklippet; teknikken kunne være bedre, men stay tuned ).
Stemningen var helt rigtig, og snakken faldt hurtigt på påtrængende emner såsom hvilke karrieresignaler David B.s to nye udgivelser sender (er en begyndende kunstnerisk krise ved at manifestere sig efter det uafrystelige mesterværk L'Ascension du haut-mal ?), krisen i den franske avantgardesektor, det rimelige i at det store italienske håb Gipi har vundet prisen for bedste album (du tager lidt Baru, lidt Mattotti og lidt Loustal, og håndmixer lidt krigstema ind i skidtet, og VUPTI!, nej, GIPI!), om hvorvidt Bart Beatys kronragede grønjakke-look nu er passende for en nybagt art-critic-familiefar, etc. etc.
Men pludselig tog aftenen - faktisk hele turen - en uventet drejning, idet holdet, efter lang åndfuld konverseren med spanske Max, tyske Martin tom Dieck, svenske Max Andersson, etc. etc., pludselig konstaterede at man stod ryg mod ryg med Jim Lee.
To ord:
Jim. Lee.
Ord var overflødige, selskabet fornemmede straks at ekspeditionens stjernestund var en realitet. Jim Lee, amerikansk tegneseries ukronede konge smilte drilsk til os, og da den perfekte gentleman erfarede at han stod overfor et dansk selskab udbrød han med subtil verdensmandsmine: " Of course you're from Copenhagen! There's only one city in Denmark ". Replikken smeltede på stedet selv de mest mainstream-fjendske hoveders skepticisme. Snart efter stod alle og lo, skønt ingen syntes at vide ad hvad, men der var ikke noget at tage fejl af; der var dømt fuldfed samhørighed og mellemfolkelig lykke, et lille mirakel af et øjeblik. Jim var der for os, og vi var der for ham. Charles Burns var væk, Moebius gået i seng, kun Gabrielle Bell fra Kramers Ergot og MOME kunne holde trit med feltet. Bart Beaty luntede planløst frem og tilbage mellem Mercurs hotelbar og Le chat noir . Der var fanme ikke et øje tørt. Det er sgu sådan noget der gør det hele værd, fuckin'-A, man, fuckin'-A !
|
|
[28/01/2006]
|
|
|
|
|
|
Jim Fuckin' Lee!
The Mercury Lounge.
"Burns" - you're out of my class!
Phokam!
|
