Først var der én and. Siden en mand, der gjorde anden
levende. Denne mand er nu død - længe leve anden!
Carl Barks gjorde Anders And til multidimensionel person. Efter
Barks var den før så ensidige and pludselig mange mennesker
i ét. Indenfor rammerne af en enkelt historie kan Anders
gå fra at være dybt professionel til at være dybt
dum til at være en regulær helt, uden at man som læser
på ét eneste tidspunkt blinker med øjnene. Barks
Anders And er den diametrale modsætning til det litterære
princip om den ‘tomme’ hovedperson, som indenfor tegneserien først
og fremmest er kendt fra Tintin. Hvor Tintin er tom, er Anders
fyldt til randen. Hvor Tintin på grund af sin tomhed er åben
for identifikation fra læseren, inviterer Anders til identifikation
fordi han allerede rummer læseren. Han er et regulært
gestalt-væsen! For at kunne agere måtte dette mangefacetterede
menneske have en form for klangbund. Og hvad, eller rettere hvem,
var mere nærliggende end Rip, Rap og Rup? Nevøerne
agerer skiftevis fornuftens stemme overfor Anders' temperament,
nemesis overfor hans hybris og sidst, men ikke mindst, den familie
han, når det kommer til stykket, vil gøre alt for.
Efter at have fundet sig til rette med denne, sin første
store bedrift, tog Barks skridtet videre. Han gjorde et menneske
ud af sin egen figur, Onkel Joakim. Hvor Anders er os, er Onkel
Joakim os, og lidt til. Han er en gnaven fedtsyl af Guds nåde.
Han er snedig, manipulerende og fedtet, som gjaldt det hans liv.
Og det gør det - Onkel Joakim er ikke rig for magtens skyld,
men fordi han elsker at springe gennem sine penge som en delfin,
at grave sig gennem dem som en muldvarp og at kaste dem op i luften,
så de dumper ned i hovedet på ham. Hans penge er hans
liv. Men til trods for sine til tider noget utidige opførsel,
er han i bund grund et dygtigt, klogt og moralsk menneske. Og dette
i sådan en grad, at han når han følger disse
sider af sig selv næsten altid opnår det, han sætter
sig for - han er simpelthen larger-than-life. Onkel Joakim rummer
vores fejl, men er samtidig et ideal, vi kan måle os selv
i forhold til. Idealanden. Barks var en vaskeægte lænestols-Marco-Polo.
Han sendte sine ænder ud på de syv verdenshave, til
de syv verdenshjørner, og mere til. Han betonede selv, at
det han lavede var ren og skær eskapisme - I hans historier
kunne man glemme hverdagen et øjeblik. Paradoksalt møder
man i den kulørte flugt fra det daglige, Barks leverer, på
forførende underholdende vis grundlæggende spørgsmål,
til det vi egentlig troede vi havde glemt, da vi åbnede seriehæftet.
Farvel og tak!
|
|
[2001]
|
|
|
|
|
|
