Med afslutningen af den kolossale saga om Cerebus the Aardvark har den canadiske forfatter og tegner Dave Sim i mere end én forstand skabt en milepæl i tegneseriens historie. Fortællingen om barbaren der blev pave, spænder med sine 6000 sider vidt og når fra det nær banale til det helt sublime. Rackham tager et kronologisk vue over serien, og skitserer samtidig et portræt af en mand, der efter alt at dømme skrev og tegnede sig ud over vanviddets rand.

Den canadiske forfatter og tegner Dave Sims serie om det sværdsvingende jordsvin Cerebus er en bemærkelsesværdig bedrift på flere måder. Dels på grund af sit indhold og det stadigt stigende raffinement hvormed den er blevet udført, dels på grund af den unikke vision og ambition, der ligger til grund for serien. Cerebus er en tegneserie på 6000 sider, der oprindeligt blev udgivet i 300 numre over en periode på 26 år. Fra seriens nummer 65 og frem har tegneren Gerhard sørget for baggrundstegninger og skraveringer, men derudover kan hele værket på alle måder tilskrives Dave Sim.

I USA bliver de allerfleste månedlige tegneserier til i et samarbejde mellem flere kræfter. Et nummer af fx Spider-Man involverer gerne en forfatter, en tegner, en rentegner og en håndtekster plus et par redaktører, der skal sørge for at seriens overordnede kontinuitet ikke kommer ud af skred. Et sådant team kan arbejde i kortere eller længere tid på den samme serie, i sjældne tilfælde i en god håndfuld år, før der kommer nye kræfter til. Cerebus, derimod, er fra start til slut at betragte som én mands værk; et projekt, der er uden sidestykke i den engelsksprogede tegneserieverden.

Da Dave Sim i 1979 bekendtgjorde planerne for sit værk, var der da heller ikke mange, der havde andet end en hånlatter til overs. Alt taget i betragtning, var det vel også den mest oplagte måde at reagere på. Cerebus the Aardvark havde på daværende tidspunkt blot et dusin numre på bagen og et oplagstal, der ikke oversteg de 2000 eksemplarer. Derudover havde Sim ikke noget økonomisk sikkerhedsnet i form af en stor forlagsvirksomhed at falde tilbage på; Cerebus blev ikke bare skrevet og tegnet af Sim, han stod også for finansieringen og udgivelsen af den.

Også dengang var de to store forlag Marvel og DC med titler som Superman og Batman, Spider-Man, The Fantastic Four og X-Men de altdominerende udbydere på det amerikanske tegneseriemarked. Kvaliteten af deres udgivelser var imidlertid dalet mærkbart i løbet af årtiet, og generelt var branchen i slutningen af halvfjerdserne præget af kunstnerisk stagnation og økonomisk recession. Tressernes undergrundsudgivelser var for længst afgået ved døden, og mindre forlag som Harvey og Warren kæmpede for at overleve. Det var på denne baggrund, at Dave Sim i 1977 grundlagde sit eget forlag Aardvark-Vanaheim.

Sammen med sin daværende kone Deni varetog Sim her alle kunstneriske som administrative opgaver i forbindelse med udgivelsen af Cerebus. Der var tale om regulær self publishing – et fænomen, der dengang var noget nær uhørt, og under alle omstændigheder ikke at betragte som andet end en idealistisk døgnflue. Via postordresalg og de nys opdukkede tegneserieforretninger lykkedes det dem imidlertid at konsolidere en fast læserkreds, der over årene langsomt udbyggedes og sørgede for at Cerebus – også økonomisk – kunne karakteriseres som en moderat succes. Ægteparret Sim var således særdeles udslagsgivende i etableringen af en subkultur på halvfjerdsernes amerikanske tegneseriescene (1).

Den almene skepsis overfor fuldbyrdelsen af det enorme projekt har dog vist sig sejlivet. Den blussede op i takt med at serien vandt i kompleksitet og de af Sim fremførte synspunkter i fortællingen blev stadigt mere kontroversielle. I en årrække så det vitterligt ud som om, Cerebus måtte bukke under. Oplagstallene raslede ned og nærmede sig i perioder den håndfuld tusind eksemplarer månedligt, som i sin tid havde været seriens udgangspunkt.

Først for nylig er skeptikerne forstummet. De 300 numre og 6000 sider er blevet til virkelighed, og alle er de skrevet og tegnet af Dave Sim med hjælp fra assistenten Gerhard. Hæfterne er siden blevet opsamlet i 16 store bind, hvoraf det sidste netop er udkommet. Fuldbyrdelsen af det enorme projekt er en realitet, og det er under alle omstændigheder en bedrift uden sidestykke i den engelsksprogede tegneseriehistorie. Spørgsmålet er så, om værket indholdsmæssigt fortjener den samme form for reverens. Vi skal i det følgende foretage en kronologisk overflyvning over en serie, der bevæger sig fra at være ren sjov og ballade til at blive et stadigt mere komplekst og indædt personligt korstog.

SVIN OG TROLDDOM
Cerebus tager sin spæde begyndelse som en parodi på Robert E. Howards pulp-figur Conan the Barbarian – nærmere bestemt den version af figuren, som forlaget Marvel leverede i tegneserieform fra 1970-74 til manuskript af Roy Thomas og tegninger af Barry Smith. Med den lille tilføjelse, at seriens protagonist er et jordsvin, der bevæger sig omkring i en verden befolket af mennesker (2). De første mange numre er derfor rendyrkede sværd- og troldomsrutiner med et ironisk glimt i øjet, hvor Cerebus efterstræber denne eller hin magiske genstand. Ikke sjældent bliver jagten på guld og grønne skove dog i stedet til en kamp for ren og skær overlevelse, når jordsvinet må slås med iltre troldmænd, kamplystne skeletter eller monstrøse edderkopper. Cerebus må i regelen gå tomhændet derfra, alene med drømmen om rigdom og et sorgløst liv intakt. Men i virkeligheden synes det jo også som om han er tilfreds, så længe han blot har penge til at drikke sig fra sans og samling i det nærmeste værtshus.

Sim får i løbet af de første 25 hæfter, som i opsamlet form udgør bind 1, konstitueret en broget fantasiverden, kaldet Estarcion, med talrige referencer til områder, begivenheder og sammenhænge, som endnu ligger uden for læserens (og sandsynligvis fortællerens) rækkevidde. Disse danner grobund for seriens videre forløb, men på indeværende tidspunkt kan de enkelte kapitler sagtens læses selvstændigt. Det er først hen imod slutningen af bind 1, da Cerebus ankommer til delstaten Palnu, at Sim vover sig ud i en fortløbende kontinuitet. Her møder jordsvinet den absolut irrationelle despot Lord Julius, der forvalter sit embede, som var det et absurd teaterstykke. Cerebus får her sit første indblik i de storpolitiske magtstrukturer, der siden skal blive et væsentligt omdrejningspunkt i serien.

Bind 1 introducerer os i det hele taget for broderparten af det persongalleri, der kommer til at udgøre serien. Til en begyndelse fremstår flere af disse blot som rudimentære øjebliksinkarnationer, der alene tjener til at pifte en given fortælling op, men Sim har over årene udvist en sjælden evne til at udbygge og uddybe sine karakterer, så de til sidst er kommet til at fremstå med en egen underfundig betydning og konsistens i al deres bizarre og absurde eksistens. Man bør dog allerede fra starten skelne imellem karakterer og karikaturer.

Snart sagt alle de mandlige karakterer i serien er modelleret over allerede eksisterende populærkulturelle ikoner – virkelige som fiktive. Lord Julius henter tydeligt nok såvel sit udseende og sin gestik, som sine villede konversationelle fejlfortolkninger med plat pointe til følge hos Groucho Marx. Elrod the Albino er en øretæveindbydende mandsling, hvis udseende er nøje kopieret efter Barry Smiths version af en anden litterær fantasifigur, Michael Moorcocks Elric of Melniboné, men hvis uophørlige kværnen tydeligt nok henter inspiration i Warner Brothers’ tegnefilmsfigur Foghorn Leghorn. The Cockroach, siden Captain Cockroach, Moonroach, Wolveroach og meget andet, er til gengæld, som de mange aliaser mere end antyder, en parodisk figur, der til enhver tid udstiller de værste sider af superheltegenren.

Senere i seriens forløb bliver vi bl.a. præsenteret for figurer, der henter inspiration i så forskellige ikoner som Mick Jagger, Oscar Wilde, Norman Mailer, The Three Stooges og Todd McFarlane. Alle er de karikaturer med en narrativ funktion: deres respektive forskruede adfærdsmønstre er med til at sætte handlingen i gang – og gerne over styr. Troværdige karakterer opnår de dog aldrig at blive, i den forstand at ingen af dem er i besiddelse af nogen former for realistiske bevæggrunde eller genkendeligt rationale, og at de alle sammen har en tilgang til virkeligheden – deres egen såvel som vores – som mildt sagt er aparte (3).

Troværdige er til gengæld flere af de i serien få, men vigtige kvindelige karakterer den tavse, uudgrundeligt sørgmodige danserinde Jaka, hvis tilstedeværelse hele tiden lurer i fortællingens periferi – og hvis betydning for Cerebus vi aldrig lades i tvivl om. Og senere det køligt registrerende og manipulerende magtmenneske Astoria, der dog også kan vise ægte menneskelige kvaliteter som vrede og fortvivlelse. Kun Red Sophia – endnu en åbenlys parodi på en Robert E. Howard-figur, Red Sonja – falder igennem som rendyrket karikatur. At det således er Sims kvindelige karakterer, der først og fremmest kommer til at stå som faste pejlemærker af genkendelighed i en absurd og fremmedartet verden, er tankevækkende, når man tager seriens senere livtag med kønnenes respektive karakteristika i betragtning.

MAGTENS KORRIDORER
”From now on... Cerebus intends to be taken seriously...”, vrisser jordsvinet et sted i bind 2, [”High Society” p. 126], og det er jo først og fremmest et udsagn, der inden for fiktionen skal tages som udtryk for, at han er træt af at ligge under for skiftende magtstrukturers skalten og valten med hans eksistens. Men det kan også læses som et metanarrativt udsagn, hvor forfatteren Sim endeligt understreger, at de første 25 hæfters parodiske faldballader fra nu af søges erstattet af et mere seriøst (om end stadig ironisk doceret) indhold.

Til en begyndelse gør Cerebus sin entré i politikkens verden, og med hjælp fra den manipulerende Astoria (4) lykkes det ham at blive premierminister i delstaten Iest. Cerebus’ første tid på magtens tinde er imidlertid alt andet end problemfri. De lande han har tilkæmpet sig, viser sig alle at være i bundløs gæld, og i det hele taget er hans embedsperiode plaget af inflation og konjunktursvingninger, der orkestreres af den snarrådige Lord Julius. Cerebus må endvidere slås med fejlslagne felttog, udefra kommende invasionsstyrker, negativt stemte grupperinger i sin egen befolkning, kirkefædre, embeds- og pengemænd. Inden længe trues hans administration af at blive ædt op af sit eget bureaukrati, og hele det så lovende machiavellianske eventyr lakker snart mod enden.

Man må holde tungen lige i munden, hvis man skal følge med i de storpolitiske magtspil. Af og til er strukturerne så komplekse, at det kan synes som om ikke engang de involverede parter formår at hitte rede i dem. Cerebus er måske nok en marionet, men han er i det mindste selv klar over det. Som læser sættes man gang på gang i tvivl om, hvor Cerebus står intelligensmæssigt. Umiddelbart er han en storskrydende, stordrikkende bonderøv, ”a stupid peasant from the North”, og de af hans egne optegnelser som vi senere får indblik i, er fulde af naive registreringer og afslører en himmelråbende uformåenhed i forhold til hans nuværende embede. Men ind imellem åbenbarer han sig også som en mesterlig analytiker og strateg; han synes i virkeligheden at være langt klogere end han gør væsen af.

”High Society” kan og skal – modsat seriens første bind – læses som én lang fortælling. Man fornemmer tydeligt, at Sims ambitionsniveau som forfatter stiger i løbet af samlingen og at han har evnen til at forvalte længere, mere komplekse forløb – på trods af løse ender og et til tider noget knudret fortællemønster. Også grafisk begynder der at ske ting og sager. Sim får i løbet af seriens bind 2 kastet det noget ubehjælpsomme udtryk af sig; figurernes mimik og dynamik raffineres til stadighed, samtidig med at seriens overordnede visuelle udtryk knæsættes. Ikke mindst aner man i ”High Society” begyndelsen til den fabelagtige forståelse af – og leg med – tegneserieformens virkemidler, som har gjort serien til noget helt for sig selv.

Det kan komme til udtryk i enkelte sekvenser, som når Sim på et tidspunkt lader Astoria forsvinde igennem en skjult døråbning, der visualiseres som en hvid ramme på en helt sort baggrund. Her lader Sim den visuelle information glide umærkeligt over i selve formens faktiske virkemidler: døråbningen bliver til en i fiktionen konkretiseret spejling af tegneseriens fremmeste virkemiddel – tomrummet mellem en række billeder i sekvens.

Men Sim tager også gerne mere åbenlyse og mere radikale midler i brug for at underbygge en stemning eller overbringe et budskab. Fx er de sidste 150 sider i ”High Society” tiltet 180 grader, så resten af fortællingen forløber i tværformat. Hvad enten det nu sker for at understrege, at balancen i jordsvinets selvopfattelse, i den øjeblikkelige politiske situation eller i det overordnede plotforløb er nået til et vendepunkt, så giver det Sim muligheden for at lege med sine figurers – og sine læseres – perception og reception: da Cerebus vågner efter en endog meget våd nat, gynger og skrider omgivelserne i en sådan grad, at man som læser til sidst er nødsaget til at vende bogen på hovedet for at kunne læse forløbet! Det var bl.a. kunstgreb som disse – men også materialets tiltagende kompleksitet som helhed – der snart gjorde det evident, at Cerebus var andet og mere end en parodi på diverse mainstream-serier. Den var et solidt og håndfast alternativ til disse.

HIMMELFARTSDAG
Efter at være blevet stødt fra magtens tinde, sætter Cerebus sig for at nedfælde sine erindringer fra sin tid som premierminister til gavn for kommende generationer af potentielle ledere. Og jordsvinets magtsyn er bestemt ikke uden modsætninger: på den ene side er han parat til at give stemmeret til ”farmhands and fish merchants... whores and bums as well...”, fordi ”it would put pressure on governments to be more responsible about their debts and loans. Cerebus hasn’t met a whore, yet, who could abide giving anyone credit...” [”Church & State I” [herefter C&S I] p. 61]. På den anden side mener han samtidig, at man som leder ”... [should] stop listening to people, except when they are telling you facts. As soon as they start saying opinions, you should stop listening.” Og som vælger ”... you should shut up and do as you’re told or go to jail. Period. Otherwise nothing gets done.” [C&S I p. 17]

På de første sider af ”Church & State”, der former sig som en pastiche på Hal Fosters Prins Valiant (1937-1980), komplet med tekstkasser under tegningerne og mænd med pagehår, må Cerebus nu skovle gødning i en hestestald for at tjene til dagen og vejen. Det er hans første job siden tiden som premierminister og, noterer han sig, de to poster er alt i alt ikke så væsensforskellige endda. Men som vi skal se, bliver opstigning og fald snart et gennemgående motiv i seriens cykliske univers, og inden længe beklæder Cerebus endnu en absolut toppost – denne gang indenfor kirken.

Som pave synker Cerebus til nye dybder. Knap indsat i embedet, skynder han sig ud på en balkon for at tale til de ventende masser. Talen går kort fortalt ud på, at Tarim (ækvivalenten til Gud i seriens univers) ikke, som folk altid har fået fortalt, elsker de svage og fattige – for så havde de jo hverken været det ene eller det andet – eo ipso elsker Tarim de stærke og rige. Han opfordrer derfor masserne (der jo tæller flest af de svage og fattige), til at aflevere alt hvad de måtte sidde inde med af guld til ham, hvorefter han til gengæld vil gå i forbøn for dem. Da en desperat mor gentagne gange rækker sit barn frem og beder paven velsigne det, opfylder en irriteret Cerebus til sidst hendes ønske og kyler derefter det skrigende spædbarn ud i folkemængden. Han trakterer med en lille morale: ”The valuable lesson is that you can get what you want and still not be very happy.” [C&S I p. 296]

Da Astoria senere spørger til, hvordan Cerebus har tænkt sig at styre Iest, svarer han: ”By hammer and sword, fire and iron. By putting the weak to death and constant testing of the strong.” [”Church & State II” [herefter C&S II] p. 911] Det får naturligt nok Astoria til at stille paven følgende spørgsmål: ”Don’t you ever wonder... why the deity you worship is so destructive? That he is the creator of all things... and yet his only concern according to the teachings of your church is destruction... That doesn’t strike you as a contradiction? A creator destroying his creation?” [C&S II p. 912] Serien vinder til stadighed i kompleksitet, og de skarpe skel mellem det feminine og det maskuline, som efterhånden skal blive dens hovedsagelige problemstilling, er så småt ved at blive trukket op (5).

Det kommer bl.a. til udtryk i en længere teologisk debat mellem Astoria og Cerebus, hvor de diskuterer Skaberens beskaffenhed. Cerebus sværger til Tarim, mens Astoria advokerer for Terim, en feminin udgave af samme: ”Has it never occurred to you that a male creator makes no sense? If all things come from the creator, and if we are made in the creator’s image, does it not stand to reason that we who create new life with our bodies... more closely resemble the creator than you... you seed dispensers?” [C&S II pp. 914-915] Skaberen er, ifølge Astoria, en kvindelig entitet i en evigt genkommende fødsel-død-genfødsel cyklus.

En sådan blasfemi kan paven naturligvis ikke sidde overhørig, og en retssag mod Astoria følger. ”What is truth?”, spørger Cerebus hende, og som om det ikke skulle være nok, vasker han siden sine hænder. Cerebus er altså her at jævnføre med Pilatus, og Astoria positioneres tilsvarende som en anden Jesus. Rollerne forbliver imidlertid ikke entydige; ja, de to opponenter bytter sågar ansigter, og allerede nu aner vi, at snart sagt alle grænser i dette særprægede univers er flydende.

Et i serien tilbagevendende religiøst-mytologisk omdrejningspunkt er ”The Ascension”, en forudsagt himmelfart, som skal bringe den udvalgte i kontakt med Skaberen selv. Igennem hele ”Church & State” følger vi den matriarkalske gruppering Cirinisternes forberedelser til denne begivenhed. Det falder dog i jordsvinets lod at foretage rejsen, der kommer til at forme sig som et billede på tiltrækningskraften mellem kønnene: Efter retssagen mod Astoria finder vi Cerebus på toppen af det tårnhøje bjerg, hans kirke hviler på. Det falliske tårn vokser og vokser, for til sidst at ”rive sig løs” og nærme sig månen – det ultimative kvindelige uterussymbol.

Det enorme værk afsluttes med en månevandring, hvor Cerebus endelig møder, om ikke Tarim selv, så ét af hans direkte talerør, den voluminøse The Judge, der henter inspiration i karakteren af samme navn i tegnserietegneren og multikunstneren Jules Feiffers skuespil Little Murders (1968) (6). The Judge forudsiger Cerebus’ endeligt; han kommer til at dø ”Alone. Unmourned. And unloved.” [C&S II p. 1212] Herefter indvier han det målløse jordsvin i universets tilblivelse. Det er en særegen skabelsesberetning, der former sig som et slags astralt samleje mellem en feminin form og et maskulint tomrum. Denne særprægede kosmologi modsvares siden direkte i serien, for så atter at blive genetableret. Men mere herom senere. Efter månevandringen vender jordsvinet tilbage til Iest, som han finder aldeles sønderbombet i forlængelse af Cirinisternes nylige magtovertagelse.

”Church & State” er på flere måder et skelsættende afsnit i sagaen om Cerebus. Det er her mange af seriens overordnede problematikker tager deres udspring, og det er her mange af dens tilbagevendende metaforer og mytologier nedfældes for første gang. Samtidig er den enorme fortælling rasende godt fortalt; man formelig stryger igennem dens næsten 1200 sider. De to bind er imidlertid ingenlunde fejlfri. Der balanceres mellem parodi og patos, men flere af især førstnævnte indslag er decideret going nowhere. Det bliver fx aldrig helt klart, hvad vi skal med karikaturerne af Mick Jagger og Keith Richards, som også gør deres entré i serien, og de mange vink til Frank Millers The Dark Knight Returns (1986), Chris Claremonts X-Men (1975-1991) og andre af tidens hotte samtaleemner i tegneserieverdenen er måske nok veloplagte, men går dårligt i spænd med den seriens tematiske udvikling i takt med at den vinder i selvstændighed og seriøsitet. Man begynder at ane den senere så udtalte manglende evne hos Sim til at vægte sit materiale fornuftigt og overskue egne plotstrukturer og handlingstråde.

SANKT OSCAR
Det næste bind i serien, ”Jaka’s Story”, fortælles dels på et fremadskridende nutidsplan i gængs tegneserieform, dels som en række flashbacks i form af længere tekststykker ledsaget af enkeltstående illustrationer. Begge forløb tager sig god tid, og på overfladen synes der at foregå meget lidt. Der er en larmende diskrepans mellem de miljøer og situationer som henholdsvis den meget unge og den voksne Jaka befinder sig i, men efterhånden som begge forløb får lov at udfolde sig, bliver parallellerne åbenbare i takt med, at de to verdensbilleder tilspidser sig og hver især truer med at gå under.

I tegneseriesekvenserne følger vi danserinden Jaka og hendes mand, Ricks – umiddelbart betragtet – næsten fuldstændig begivenhedsløse hverdag, efter at de har taget den detroniserede pave Cerebus ind under deres tag. Ind på scenen træder også digteren Oscar, en ind til benet skærende karikatur af Oscar Wilde, hvis liv der parafraseres over i dette og det efterfølgende bind af Cerebus. Men Sim vender behændigt op og ned på alting i Wilde-biografien: i ”Jaka’s Story” er det Henry Wotton, der har forfattet The Picture of Dorian Gray, der her bliver til ”The Picture of Alfred Douglas” (7).

I tekststykkerne får vi indblik i Jakas barndom og ungdom, der på overfladen viser hendes prinsesseagtige tilværelse som Lord Julius’ niece, men som på bunden afslører en dybt traumatisk fortid. I disse indskudte flashbacks viser Sim sig også som en ganske effen prosaforfatter, om end stilen (bevidst) er vel elaboreret og overlæsset. Tekststykkerne suppleres af fornemme enkeltillustrationer, hvor især Gerhards mange og fine små detaljer gør sit til at fremkalde fornemmelsen af børnebogsillustrationer fra forrige århundredskifte.

Godt halvvejs inde i ”Jaka’s Story” bliver der skabt bro mellem fortællingens to parallelle forløb. De indskudte prosastykker, erfarer vi, er alle skrevet af Oscar (hvilket jo unægteligt forklarer den stærkt affekterede stil, om end virkelighedens Wilde aldrig var kvart så pernitten i sine tekster), og er hentet fra dennes work in progress, ”Jaka’s Story”, der er skrevet ud fra de oplysninger, som Jakas husbond Rick har givet videre til forfatteren. Metalagene begynder altså så småt at gøre deres entré i serien, selvom de siden skal blive meget mere eksplicitte. I ”The Upper City”, fortæller Oscar, har han mødt ”the author of Church & State... funny looking chap.” [”Jaka’s Story” p. 162] Kommentarer som disse afslører en Sim ikke uden selvironisk distance.

Den forholdsvise idyl får dog ikke lov at vare ved: ”Jaka’s Story” udspiller sig dels i danserindens hjem, dels på den beværtning, hvor hun danser for at tjene til livets opretholdelse. På de sidste 200 sider splintres dette lukkede univers dog ganske brutalt, da Cirinisterne melder deres ankomst. Denne matriarkalske gruppering er kommet til magten efter Cerebus’ fald, og slår nu hårdt ned på alt og alle, der måtte afvige fra deres dagsorden. Jaka og hendes mand Rick bliver interneret og lejlighedsvis underkastet forhør af den uhyrlige Mrs. Thatcher, der naturligvis er nøje modelleret over 1980ernes kvindelige og konservative premierminister i Storbritannien (8). Således får Sim hen imod slutningen elegant spejlet sine egne karakterers skæbne i den historiske Oscar Wildes pinsler og prøvelser.

Bedst som vi har levet os ind i én fiktion, trækkes tæppet imidlertid væk under fødderne på os, og vi må se den erstattet af en anden. For den Oscar vi møder i seriens næste bind, ”Melmoth”, er ikke den samme, som ham vi blev præsenteret for i ”Jaka’s Story”. ”Melmoth” gengiver nemlig mere eller mindre nøjagtigt de sidste dage i den ”historisk korrekte” Oscar Wildes liv, mens han ligger for døden på et hotel i Rue des Beaux Arts i Paris omgivet af vennerne Robert Ross, Frank Harris og Lord Alfred Douglas. Og det meste af det kendte materiale er med: Wildes tilskadekomne øre efter faldet i fængslet, champagnen og lægerne ved sygelejet, den eftergivende hotelindehaver og brevvekslingen mellem Reggie Turner og Robert Ross om Wildes sidste dage, der af Sim citeres in extenso, dog med enkelte ændringer og udeladelser.

Cerebus selv er efterhånden skrevet mere eller mindre ud af fortællingen. På de sidste 200 sider i ”Jaka’s Story” er han helt fraværende, mens Cirinisterne langsomt konsoliderer deres rædselsmatriarkat. I ”Melmoth” er han forvist til sidelinjen – fuldstændig paralyseret efter Jakas forsvinden sidder han på hotellets veranda, knugende sin elskedes kludedukke, Missy. Det er kummerligt at se den engang så handlekraftige stridsmand reduceret til et tomt hylster. På de sidste sider vågner han imidlertid atter op til dåd, da en Cirinist fortæller, hvordan hun har mishandlet Jaka.

LAG PÅ METALAG
The Eye in the Pyramid, Pigterne, Illusionister, Cirinister og Kevillister; det formelig vrimler med religiøse, politiske og filosofiske grupperinger i Cerebus. Mange af disse har kun været strejfet i serien indtil nu, og Sim anvender derfor de næste fire bind – under ét kaldet ”Mothers & Daughters” – til at forsøge at få samlet nogle af de mange løse ender, som de første 3000 sider har efterladt. Det lykkes ikke særlig godt. Dels fordi han vil for mange ting på alt for kort tid, dels fordi han sideløbende med tegneseriesiderne præsenterer os for helt nye indfaldsvinkler til seriens univers i form af en række prosatekster.

Ét af de centrale punkter i ”Mothers & Daughters” er striden mellem Cirinisterne og Kevillisterne. Begge er de feministiske grupper, men med dybt uforenelige dagsordener. Hvor førstnævnte advokerer for, at moderrollen må være det helt centrale i kvindens selvforståelse, repræsenterer sidstnævnte en mere moderne side af kvindesagen, hvor intet må komme i vejen for kvindens selvudfoldelse – heller ikke børn. Indledningsvis er det jo fristende at læse stridsmålet som Sims kommentar til den altid verserende debat om abort, men det bliver snart evident, at en sådan læsning er fuldstændig beside the point. For begge indgangsvinkler, opdager man, er lige forskruede ifølge Sim. Om Cirinisternes diktatoriske styreform siger han siden hen: ”It is not parody or caricature to me; it is pure extrapolation” [”Going Home” [herefter GH]; noter til p. 341]

I ”Reads”, tredje bind af ”Mothers & Daughters”, er der dømt showdown mellem Cirinisterne og Kevillisterne, repræsenteret ved henholdsvis det kvindelige jordsvin Cirin og så Astoria. Til stede er også Illusionisten Suentus Po, et mandligt jordsvin, og Cerebus, der erfarer, at han i virkeligheden er hermafrodit, og altså dermed bliver at læse som en syntese af Cirins magtbegær og Pos pacifisme. For Po er den aldrende vismand, der har trukket sig tilbage fra verdens larm og gøgl, fordi han har indset, at: ”The only person you can control is yourself.” [”Reads” p. 81] Han lader Cerebus forstå, at jagten på magt og rigdom er den direkte vej til fortabelse. Samme standpunkt indtager Astoria efter nogen overvejelse; også hun vælger at trække sig fra magtkampen.

Tilbage står altså Cerebus og Cirin. En lang og pinefuld tvekamp begynder i en tronsal, der langsomt kollapser omkring dem. Slaget udspiller sig i én langstrakt og ordløs sekvens, der tydeligvis henter såvel sin dynamik som sin kadence i den japanske fortælletradition. Inspirationen fra Sims afdøde landsmand, kollega og ven, Gene Day, spøger dog også i måden hvorpå billeder og lydord synæstetiseres. Til sidst står kun tronstolen tilbage og reposen, den hviler på. ”The Ascension” gentages, og snart er vi atter i det ydre rum, hvor de hver især klynger sig til tronstolen og den magt, den repræsenterer. Siden glider de fra hinanden, uden at der er blevet tale om en egentlig sejrherre. Cerebus er alene i det tomme rum, hvor han fører en lang monolog rettet mod Tarim, hans Gud – eller er det Dave Sim? Forklaring følger.

De indskudte tekstafsnit i bindet ”Reads” falder i to dele. I første del befinder vi os stadig indenfor fiktionsverdenen. Vi bliver præsenteret for Viktor Reid, en forfatter i Estarcion, der skriver populære reads (9) om livet i delstaten Palnu. Hans store work in progress, ”Ascension”, undergår talrige omskrivninger for at tækkes de linjer, som forlaget Vertigo Horse har afstukket. Teksten rummer talrige slet skjulte referencer til eksisterende kunstnere, redaktører og forlag i den amerikanske tegneserieverden, men det bliver ved hentydningerne; vi er stadig forankret i Cerebus’ univers.

I anden halvdel af teksten bliver det imidlertid mere kryptisk. Dave Sim har på nuværende tidspunkt allerede introduceret ’sig selv’ på tegneseriesiderne; nu møder vi i de efterfølgende tekststykker tegneserieskaberen Viktor Davis, der arbejder på serien Cerebus. Han gør sig overvejelser over sit arbejde med tegneserien, sin voksende skizofreni (!) og refererer utilsløret samtaler med kollegaerne Alan Moore og Neil Gaiman.

Fortælleren er i den grad upålidelig. Snart hører vi om Viktor Davis i tredje person, snart er det en stemme i første person, der gør sig en række fænomenologiske overvejelser om hvad der konstituerer virkelighed og sandhed, og hvad inspiration er for en størrelse. Der diskuteres naturvidenskab versus kunst, Elvis, Madonna, Kennedy-brødrene, The Beatles, Tarotkort, Saturns ringe og, ja, lad os bare slå fast, at han i det hele taget kommer godt rundt i krogene. Sim barberer konstant lag af fiktionen. Fra tegneseriesiderne i Cerebus når vi ned til manden bag og videre endnu, indtil fortællerstemmen til sidst refererer – og dikterer – hvad der foregår i læseren (!) Hvad er fiktion? Hvad er virkelighed? Hvor er vi henne i metalagene?

Skabelsesberetningen fra slutningen af ”Church & State” tages op igen i tekststykket, men nu med omvendte fortegn. Denne gang er tomrummet blevet en feminin størrelse, og formen en maskulin. Kvinden, hævder Viktor Davis, er som det tomme rum, som et ubeskrevet blad, der henter al sin kraft og identitet fra mandens virilitet og livskraft. Som en anden succubus dræner hun manden for al styrke og hindrer ham dermed i at indfri sit egentlige potentiale. Kvinder, fortsætter Davis/Sim, er som dyr: ikke rationelt funderede men udelukkende emotionelt styrede, hvorfor der var ræson i, at de i gamle dage ikke havde stemmeret. At vi i dag har politikere som er valgt ud fra snart sagt alt andet end deres politiske ståsted, er ifølge Sim også et udtryk for, at vi lever i hvad han kalder ”The Female Void Age”. Teksten, der er at finde i bindet ”Reads”, sluttes af med en Viktor Davis, der stirrer ud over stolerækkerne i ”The Cerebus Theatre”, hvor hans læsere sidder. Her ser han adskillige par, hvor kvinden er i færd med at æde mandens hjerne, mens sidstnævnte stammer et apatisk ”I love you”.

Det lader sig forstå, at en sådan svada ikke gik upåagtet hen. Hvad enten det nu skyldes det formmæssigt afskrækkende i de alenlange tekstsegmenter eller det endnu mere afskrækkende i teksternes indhold, så kunne Sim på indeværende tidspunkt notere sig en tilbagegang i antallet af solgte hæfter fra mere end 25.000 eksemplarer månedligt til kun 5000. Det synes imidlertid kun at have bestyrket ham i sin teori om, at resten af verden ligger under for hvad han kalder ”The Feminist-Homosexualist Axis”, og han har siden fremturet i samme gale baner i resten af serien, i interviews og i essays (10).

Som nævnt forsøger Sim i ”Mothers & Daughters” at få afviklet alle de løse ender, som serien indtil nu har aflejret. I huj og hast krydsklippes der mellem handlingstråde, hvis udspring ligger år tilbage, og hvis endelige effektuering derfor kommer til at virke forceret. Man fornemmer et stigende ønske hos Sim om at vaske tavlen ren og begynde forfra. Det giver sig bl.a. udslag i, at han vælger at skrive et par af de mere parodiske elementer ud af serien. Således gør The Cockroach og Elrod the Albino deres sidste entré som makkerpar i form af Swoon og Snuff fra ”The Clueless” – en veloplagt parodi på de to mest populære medlemmer, Dream og Death, i den metafysiske septet ”The Endless” fra Neil Gaimans Sandman-serie (1988-96). I disse afsnit er Sim på toppen af sin parodiske formåen, men hvad de egentlig har med fortællingens hovedforløb at gøre, bliver aldrig evident.

I ”Minds”, som er sidste bind af ”Mothers & Daughters”, finder vi Cerebus mutters alene på planeten Juno i langstrakt dialog med sin skaber Dave. Jordsvinet beklager sig over sin skæbne og spørger, hvorfor han ikke bare kunne få lov at leve resten af sine dage sammen i fred og fordragelighed med sit hjertes udkårne, Jaka. Dave gennemspiller herefter et alternativt plot-scenario for Cerebus, hvor dette ønske umiddelbart går i opfyldelse. Det varer dog ikke længe før jordsvinet selv får ødelagt idyllen via den æggende girl next door, Joanne, og dét med fatale konsekvenser. Sekvensen afsluttes med delirisk bravour, hvor Sim – med særdeles håndfaste midler – får jordsvinet til at indse sine fejltrin (11).

”Mothers & Daughters” er som nævnt ingenlunde nogen fejlfri præstation. Det er dog et overmåde vigtigt kapitel i sagaen om Cerebus, fordi Sim her lader serien tage skridtet fra nogenlunde reflekteret fiktion til rendyrket metafiktion. Implementeringen af slet skjulte referencer til vores egen virkelighed i form af forfatterens personlige politiske kæpheste, og ikke mindst positioneringen af skaberen som aktør, gør, at det herefter ikke længere er læseren forundt at fortabe sig fuldt ud i fiktionen; det er ikke længere muligt at dykke ned i Cerebus’ univers uden at gøre sig tanker om, hvad der måtte ligge bagved, om hvad der driver værket.

UNGKARLELIVETS GLÆDER
Efter på én gang at have forsøgt at knytte de mange narrative løse ender og omkalfatret hele seriens raison d’etre i ”Mothers & Daughters”, synes Sim at have brug for et pusterum, en parentes i fortællingen. Den kommer i form af Bøgerne ”Guys” og ”Rick’s Story”, hvor der køres på narrativt vågeblus. De to bind foregår på det samme værtshus, hvor Cerebus nu er blevet bartender. Værtshuset fungerer i serien som fristed for de maskuline individer, som ikke har formået at indrette sig under Cirinisternes regime. Her finder vi jordsvinet genforenet med bl.a. stridskammeraten fra de tidlige år, den brovtende Bear, og vi bliver beriget side op og side ned med indblik i ungkarlelivets lyksaligheder, dets umådeholdne drikkegilder, sexistiske vittigheder og en indleven i sportens verden, som gjaldt det liv og død. Der sker vitterlig ikke ret meget.

På denne minimalistiske scene gør Jakas nu tidligere husbond Rick sin entré. Han er i mellemtiden blevet forfatter, der vægter sit materiale således, at det kan slippe igennem Cirinisternes skarpe censurinstans. Vi får adskillige indblik i hans værk, ”The Book of Ricke”, der stilistisk er nøje kopieret efter den engelske King James-oversættelse af Det Nye Testamente. Indholdet er imidlertid en kende anderledes: ”And it came to pass that tho this certaine ruler perceiued himselfe to be a wonder and an astonishment to his friend; Euen so was his friend wroth with him instead and pitied him and said inwardly, My friend the certaine ruler who lieth in his own vomit and who pisseth himselfe is a stranger unto me.” [”Rick’s Story” [herefter RS] p. 108]

Rick har udråbt sig selv som profeten, der skal bane vejen for frelseren, som kommer i skikkelse af Cerebus. I de alenlange uddrag fra Ricks evangelium udbygges det kvindesyn, som allerede blev introduceret i ”Reads”: kvinden fremstilles som et på overfladen besnærende væsen i kraft af sine ”great melons and other attributes”, men dybest set er hun ”a lunaticke being in part a woman, in part a uiper and in part a scorpion.” [RS p. 130] Vi får syn for sagen, da kvinden Joanne, der jo oprindeligt var en ’opdigtet’ skikkelse i den alternative fremtid, Dave præsenterede Cerebus for i bindet ”Minds” (se ovenfor), ankommer til baren. Hendes tilstedeværelse stifter splid og jalousi imellem værtshusets mandlige klientel.

Cerebus selv er stærkt splittet i sit forhold til Rick, og denne splittelse udspiller sig som en kamp mellem jordsvinets’ fornuftsstyrede del og emotionelt styrede del. Disse to halvdele, mener Sim, repræsenterer henholdsvis det maskuline og det feminine køn, som jo begge er implicitte i hermafroditten Cerebus. På den ene side vil jordsvinet ikke ses sammen med Rick, fordi denne er en ”girly-boy” (12), på den anden side er han i stand til at vise medfølelse overfor Rick, da han ser hvilken magt, den rædselsfulde Thatcher stadig har over ham. For dem der måtte være i tvivl, repræsenterer den første opfattelse den fornuftsstyrede del, den anden den emotionelt styrede. Tegneserieikonografisk kommer denne splittelse til udtryk i Cerebus’ tale- og tankebobler, der indbyrdes bekriger hinanden og skiftevis slår hinanden ud.

Adskillige gamle kendinge fra den fortløbende fortællings periferi dukker op – det bliver fx til et gensyn med karikaturerne af Jagger og Richards – lige som nye føjes til i form af karikaturer af bl.a. Sims kollega Eddie Campbell og forfatteren Norman Mailer. Inklusionen af sidstnævnte, der i lighed med Sim har haft sine skærmydsler med det modsatte køn (13), skal vel sagtens ses som en slags befæstning af Sims kønspolitiske diskussioner, men generelt må man dog endnu engang konstatere, at Sim ikke helt formår at overbevise læseren om nødvendigheden af bipersonernes tilstedeværelse.

Også Sim selv dukker hen imod slutningen op – denne gang in person – til en lille chat med den frustrerede bartender. På dette tidspunkt har serien udspillet sig på samme sted i årevis, og hvis dens første protagonist synes frustreret, er læseren det ikke mindre. Sim reminiscerer om sin egen tid som bar fly, mens Cerebus brokker sig over, at han har været på samme sted så længe, og at der intet synes at ske. Som i et stykke af Samuel Beckett kommenterer figurerne på det begivenhedsløse i deres egen situation og fiktion, men på indeværende tidspunkt i serien har sådanne kunstgreb for længst mistet såvel nyhedsværdi som charme, og som læser synes man unægtelig, at det er på tide at komme videre.

PÅ VEJ HJEM
Med den todelte og næstsidste story arc i serien, ”Going Home”, anslår Sim en på nuværende tidspunkt hårdt tiltrængt venligere tone, og føjer tilmed noget, der kunne forveksles med et narrativt fremskridt til fortællingen. Vi finder Cerebus genforenet med Jaka, og sammen oplever de deres anden ungdom, på vej mod Sand Hills Creek – jordsvinets hjemstavn. De er glade, nærmest joviale og fjantede til en begyndelse, men efterhånden som fortællingen skrider frem bliver fronterne trukket op, og det bliver stadigt sværere at se, hvad de to skal med hinanden – både for de involverede parter og for læseren. Rejsen falder i to dele, der hver især er bygget op omkring en karikatur af en amerikansk litterær gigant. I første bind møder Cerebus og Jaka den celebre F. Stop Kennedy – F. Scott Fitzgerald i forklædning. Det kommer naturligt nok til en del misforståelser mellem den sensible F. Stop og den ligefremme Cerebus; Fitzgerald-karikaturen projicerer sine egne manier over på jordsvinet og opnår dermed en helt forkert karakteristik af ham, mens Cerebus på sin side udviser vanlig finfølelse og spørger forfatteren, om dennes kone er ”in the nuthouse or something.” (14) [GH p. 202]

Der er mange, rigtigt flotte tiltag i ”Going Home,” der mestendels former sig som en rejse ned ad en flod på en lille pram. I de mest overbevisende passager formår Dave Sim og Gerhard at udbygge grænserne for, hvad der fortællemæssigt kan lade sig gøre i en tegneserie. Fx orkestrerer de over 20 sider en overlegen 360 graders rotation rundt om de centrale figurer, mens der samtidig i baggrunden foretages en art dobbelteksponering af tidligere sekvenser fra serien. Det ligner virkelig ikke noget, man nogensinde har set før.

Et helt års Fitzgerald-læsning er gået forud for arbejdet med ”Going Home”. Sim trakterer med direkte citater fra forfatterens notesbøger, laver egne, ret vellykkede parafraseringer à la The Beautiful and Damned, og har tilmed forsøgt minutiøst at kopiere forfatterens håndskrift. Det er alt sammen vældig grundigt og prisværdigt, ligesom det omfattende noteapparat bagest i samlingen giver et interessant indblik i Sims og Gerhards arbejdsmetoder (15). De samme noter afslører imidlertid også en unik evne hos Sim til at få passet alting ind i eget verdensbillede: ifølge Sim er The Beautiful and Damned (1922) Fitzgeralds bedste bog (det er det ikke!), og grunden til at den er så overset er, at den er blevet tiet ihjel af feministiske litterater (!) [GH; noter til p. 210]

Samme tendens finder man i noterne til ”Form & Void”, hvor Cerebus og Jaka er rendt ind i Ham Ernestway – en karikatur af Ernest Hemingway – og dennes tredje kone. Det er Mary Welsh Hemingways dagbøger fra ægteparrets tid i Afrika i 1953-54, der danner grundlag for fortællingen. Når Sim her læser, at en flok hyæner er begyndt at hyle ude på savannen, tager han det som et urovækkende tegn på, at naturen tager til genmæle mod det unaturlige i, at en kvinde går på løvejagt. Han synes helt sikker på, at der er tale om en sådan reverberation, og det falder ham ikke ind, at det kunne være ham, der læser noget ind i tingene, som der højst sandsynligt ikke er belæg for.

I noterne til ”Form & Void” bruger Sim desuden en del plads på at causere om Hemingways mildest talt højspændte forhold til sine katte, og om forfatterkollegaen Gertrude Steins antydning af, at han (Hemingway) var, om ikke latent homoseksuel, så dog i hvert fald ’hermafrofil’, som Sim selv vælger at kalde det. Denne antydning har, ifølge Sim, været medvirkende til, at Hemingway begik selvmord. Igen får vi altså et eksempel på en feminist, der er ude i et slet ærinde, og som gerne udstiller andre, koste hvad det vil, for at fremme egne dagsordener. Hvad Sim behændigt overser i forbifarten er, at hans dekonstruktion af Hemingway-myten fuldstændig undergraver det maskulinitetsideal, han selv tegnede i ”Guys”.

Ham Ernestway fremstilles i ”Form & Void” som en mand, der er så fåmælt og uvirksom, at det grænser til det apatiske. Hans kone er til gengæld handlekraftig i den forstand, at hun er dybt manipulerende. Vi får – via hendes dagbøger – naturligvis visualiseret de sagnomspundne flystyrt, og til sidst også Hemingways selvmord, der er gengivet på en måde, der giver helt ny mening til parolen ”bag enhver stor mand, står der en kvinde.” Ham Ernestway, der jo er indbegrebet af alle maskuline dyder, er selv sagt blevet et forbillede for Cerebus. Hans død efterlader jordsvinet i en tilstand af chok, der visualiseres fejende flot i en ordløs slow motion sekvens, der ender i et white out.

På de sidste sider af ”Form & Void” er Cerebus og Jaka omsider nået frem til Sand Hills Creek. På dette tidspunkt er spændingerne mellem de to taget til, og de skændes uafladeligt som et gammelt ægtepar. De finder byen fuldstændig forladt; kun en Mr. Morton er tilbage, og han kan fortælle Cerebus, at dennes far, Joseph, er afgået ved døden, uden at have haft sine nærmeste omkring sig. ”Did Joseph die. Alone”, spørger Mr. Morton Cerebus, ”Because you were. Busy. With this harlot?” [”Form & Void” p. 679] Fuldstændig opløst af sorg og vrede beder Cerebus Jaka forføje sig. I samme øjeblik dukker en hestevogn op af intet, og føreren af vognen lader os indirekte vide, at den er kommet for at føre Jaka tilbage til hendes mareridt af en indholdsløs prinsessetilværelse. Cerebus selv sønderriver sine klæder og kaster jord på sit hoved; en gammel jødisk skik, der skal udtrykke uoprettelig sorg.

Hemingway- og Fitzgerald-karikaturerne har dog deres funktion: de bliver hurtigt åbenbare manifestationer af det, der stiller sig i vejen for Cerebus og Jakas lykke og det, der skiller dem ad. Fitzgeralds elegance og æstetisme tiltrækker Jaka men frastøder Cerebus. Hemingways fåmælthed og brovtende mandhaftighed går til gengæld rent hjem hos Cerebus, mens Jaka betakker sig. De to forfatterkarikaturer taler altså til og forstærker de sider af Jaka og Cerebus, hvor de ikke kan mødes, og således er de med til at understrege endnu én af de pointer, som Sim fremsætter i sine noter: ”I find marriage ethically perverse”. [GH; noter til p. 212]

Det bliver til stadighed diskuteret, hvorvidt Dave Sims kvindesyn har forplantet sig til hans fremstilling af de feminine karakterer i serien. I tilfældet Astoria lader det sig kun vanskeligt bedømme, da Sim underligt nok vælger at skrive hende ud af serien på det tidspunkt, da fronterne for alvor bliver trukket op. Da hun går, er det til gengæld en mærkbart afklaret Astoria, der har valgt helt at forkaste sit hidtidige magtbegær, og nu ser frem til et liv i isolation og eftertænksomhed.

I tilfældet Jaka, der jo om nogen manifesterer det kvindelige i serien, sporer man unægtelig en udvikling fra den uskyldsrene, lettere æteriske nymfe i seriens første halvdel, til den forkælede og kværulerende primadonna i den anden. Karakteren kommer dog ingenlunde til at virke inkonsistent af den grund, men vinder snarere i sin realisme. Samtidig er det jo ikke entydigt Jaka, der stifter splid i ”Going Home.” Når hun på de sidste sider af det kapitel grædende forsøger at overbevise Cerebus om, at det er hans egen fejl, at de ikke nåede frem til faderens dødsleje, erkender vi rigtigheden af dette, og dermed det forkerte i Cerebus’ ovenfor beskrevne reaktion. Scenen er helt central i værket, fordi Sim her – muligvis ubevidst eller ufrivilligt – stirrer sin egen uforsonlighed og kompromisløshed i øjnene, og slår dens ulykkelige konsekvenser fast på papiret med syvtommersøm.

DE SIDSTE TIDER
Sim strækker gerne spændingen mellem fortælletid og fortalt tid til bristepunktet – og i begge retninger. Han kan, lidt groft sagt, bruge seks sider på at afbilde en dør, der bliver åbnet, men omvendt kan han også, som nu i prologen til ”Latter Days”, lade et helt tiår passere mellem to billeder. Det er altså en mærkbart ældet Cerebus vi møder ved indgangen til sidste ombæring af serien, hvor et triumvirat modelleret over komikertrioen The Three Stooges holder ham fanget i den tro, at han er en messiansk skikkelse, der skal bibringe dem den guddommelige sandhed.

Denne åbenbaring besværliggøres imidlertid af det faktum, at Rick (der jo var profeten, der banede vejen for Cerebus), har ladet antyde, at Cerebus er i besiddelse af en ”demon half”, og at det derfor ikke er sikkert at alt, hvad der kommer fra hans mund, er guldkorn. Sim får her midt i al slapsticken knæsat en væsentlig religionskritisk pointe, idet den guddommelige sandhed jo således bliver aldeles åben for fortolkning og dermed for misfortolkning.

Da det efterhånden godt frustrerede messianske jordsvin omsider har fået sin frihed igen, sætter han påny en offensiv ind overfor det feministiske styre, der holder hans verden i et jerngreb. Som folkeforfører er Cerebus efterhånden gammel i gårde, og til almen skræk og advarsel reinkarnerer han denne gang sig selv som Spore – en slet skjult parodi på Todd McFarlanes superheltefigur Spawn. McFarlane, der i sin tid hørte til blandt Sims gode venner, får selv kærligheden at føle i en efterfølgende sekvens, hvor Cerebus gentager sit bravournummer fra ”Church & State”, og kyler et spædbarn – denne gang McFarlanes datter – langt pokker i vold. Man kan mene, hvad man vil om Todd McFarlane, men dén sekvens er under alle omstændigheder under lavmål. Det samme er sekvensen, hvor Cerebus lytter til folkets røst, og herefter øjeblikkeligt lader en lang række kvinder henrette, her iblandt den kvindelige tegneserieskaber Julie Doucets selvbiografiske alter ego. Cerebus får altså i løbet af første halvdel af ”Latter Days” omvæltet Cirinisternes styre, og etableret sit eget ”Sanctvarie”, som det i sin tid blev forudsagt i ”The Book of Ricke”.

Anden halvdel af ”Latter Days” er viet Cerebus’ (og Sims) egne læsninger af Første Mosebog. Ansporet af det nok så bekendte faktum, at bogen indeholder, ikke bare én, men to skabelsesberetninger, forfølges den kongstanke side op og side ned, at der derfor må være tale om mere end én guddom: en egentlig, algod og alvis maskulin instans, og en slags feminin udskilning heraf, der er drevet af misundelse, hævnlyst og mindreværd. Sim får forstærket denne opfattelse af det faktum, at der skiftevis refereres til guddommen som ”God” og ”YHWH” (latiniseret hebraisk for Jahve – hos Cerebus bliver det til ”Yoohwhoo”(!)) Side op og side ned har Sim herefter sine kvaler med at påvise et mønster i disse dybest set arbitrære benævnelser (16), og han har sit hyr med at få kabalen til at gå op.

Der er talrige inkonsekvenser i Sims læsning. Det, han kan bruge til noget, tilskriver han Gud, det, han ikke kan finde mening i, tilskriver han Yoohwhoo. Efter Syndefaldet er det fx Gud der fastsætter kvindens straf, mens Yoohwhoo dikterer mandens. I tilfældet Abram lader Sim skiftevis Gud og Yoohwhoo trække i trådene, som det nu kan passe ind i hans kosmologi. Han gør sig endvidere skyldig i bevidste fejlfortolkninger, som når han læser ”in the day” som ”på dagen”, i stedet for ”på det tidspunkt” eller ”dengang”, for at understrege en pointe, som rettelig ikke er til stede i teksten. [”Latter Days” [herefter LD I] p. 305] Syndefaldet, Syndfloden, Babelstårnet; alt sammen er det Yoohwhoos værk, og alt sammen er det iværksat, for at Gud skal vende menneskene ryggen og rette sin opmærksomhed mod Yoohwhoo, så de atter kan blive eet (17). For alt feminint af natur gælder det nemlig om at opnå en tilstand af ”merged permanence” med det af naturen maskuline.

Sim har et godt øje for de non sequitur-sekvenser, og de mange, med moderne øjne, morsomme optrin som Det Gamle Testamente er fuldt af: fx får han en del skæg ud af det faktum, at Abrahams fredspagt med Abimelech sker med en flok får som vidner. Det lykkes faktisk også for Sim at lave en række interessante intratekstuelle koblinger indenfor sine egne parametre, som når han spejler nøgenhedsmotivet i fortællingen om Edens Have med det ditto i fortællingen om Noa og hans sønner i teltet. Men hvad nytter det alt sammen, når den grundfæstede præmis er vakkelvorn? Sims teologi er i sandhed en kolos på lerfødder, for nu at blive i terminologien.

Cerebus’ eksegese af Første Mosebog er henvendt til Konigsberg, en karakter, der både hvad udseende og gebærden sig angår, er modelleret over Woody Allen. I noterne til ”Latter Days” afslører Sim, at han har valgt Allen, fordi denne inkarnerer alle den moderne verdens antiteser til den religiøse verdensanskuelse, som Cerebus jo repræsenterer: ”psychiatry, communism, feminism and fornication.” [LD I p. 503]

Mens Cerebus således gennemgår Genesis, har Konigsberg på sin side sine problemer med psykologiens fædre. Det kommer der glimtvis lidt postmoderne skæg ud af, som når Konigsberg i sin Jung-læsning støder på den arketypiske ”Shadow”, for dernæst at stå overfor pulp-figuren af samme navn: ”I have to confess I find all this terribly confusing.” [LD I p. 380] Men mestendels resulterer det i en masse vrøvl, som nu (igen) i noterne, hvor Sim lader den maskuline Gud sætte dels Freud (”The Austrian Super-Ego”), dels Adolf Hitler (”The Austrian Super-ID”) i spil (18), for at Yoohwhoo kan se det forkerte i, at hun i årtusinder har modtaget brændofre af rene dyr. Eller sagt på en anden måde: Holocaust var straffen for at have ofret de forkerte dyr til den forkerte guddom.

Efter Genesis-kommentarerne er man som læser fast forankret i den tro, at nu kan det umuligt blive værre. Det kan det. I seriens sidste bind, ”The Last Day”, lægges der hårdt ud med en rent ud sagt ulidelig prolog, der endnu engang former sig som en skabelsesberetning, der i drømme dikteres til Cerebus, og det – må man tro – direkte fra Gud. Beretningen er naturligvis funderet i en religiøs forståelse, men denne gang forsøger Sim at forklare den ved hjælp af videnskaben. Det kommer der hidtil usete grader af vrøvl ud af: ”My thesis is that hydrogen is the multiplying spirit of God and helium is the result of those multiplying spirits multiplying and merging (19). The release of energy is ”the light.”” [”The Last Day” [herefter LD II] p. 10]

Sim giver os desuden en række eksempler på såkaldte ”living metaphors”, der er (den maskuline) Guds måde at illustrere sin modstand mod ”merged permanence”: manden som helhed er, naturligvis, skabt i Guds billede, men hans penis er ”made in the image of God’s spirit. Any man’s penis... is a potential troublemaker.” [LD II p. 26] Og videre: ”... it only stands to reason that God created woman (basically) as an enlarged counterpart to the man’s penis.” Og videre: ”The fact that a man’s scrotum, from a very early age, consists of two flaccid collapsed sacs, I think, is a ”living metaphor” for the fact that God’s spirit will never be able to build a Big Bang like God did.” [ibid.] Og så videre...

Efter denne ørkenvandring af idioti tager Sim fat på de sidste 200 sider af sit livsværk i bindet ”The Last Day”, og det gør han overraskende nok med al den akkuratesse og al det raffinement, som han har bygget op over årene. De sidste kapitler af Cerebus er fantastisk forvaltet, fortællingen er både vedkommende og rørende, og serien svinger sig tilmed atter op til at være genuint morsom for første gang i mange år. Vi følger den aldrende despot på hans sidste dag, plaget som han er af senilitet og smerter i enhver tænkelig del af kroppen. Beskrivelsen af den affældige Cerebus giver et gribende indblik i den isolation, der følger med alderdommen og de kompromiser, man heraf tvinges til at indgå for at opnå en smule opmærksomhed (20).

Hen imod slutningen af værket orkestrerer Sim en lille ouverture, der udspiller sig som en hyldest til Orson Welles’ Citizen Kane (1941), og allusionen er ingenlunde tilfældig. For i lighed med filmens William Randolph Hearst må den aldrende Cerebus nu også på sin sidste dag erkende, at magt ikke nødvendigvis er ensbetydende med frihed. Faktisk er han fuldstændig isoleret i sit sovekammer, hvorfra han er forment udgang, da ”The Sanctvarie” trues udefra af de evindeligt genkommende feministiske styrker. Cerebus’ største kval i denne forbindelse indtræder, da hans søn, Sheshep, der hermed introduceres for første gang i serien, ikke kan få lov at komme i audiens, før et flertal i sikkerhedsrådet har sagt god herfor. Beslutningen trækker ud, da en gruppering af frankofile – underforstået homoseksuelle mænd – i én uafvendelighed bliver ved med at forlange indrømmelser fra Cerebus (21).

Mødet mellem Sheshep og Cerebus kommer dog omsider i stand, og udspiller sig på faderens dødsleje. Den uforsonlige søn har medbragt en kasse, hvis indhold han snart åbenbarer til lige dele fortvivlelse og afsky for Cerebus: Sheshep har medbragt en vanskabning med et menneskes hoved og en løves krop. Han fortæller, at han og moderen Joanne, med hjælp fra Cirin, har fremelsket denne sfinx i kød og blod, og sammen påtænker de at drage til Ægypten og indstifte en ny orden i blodskammens og gensplejsningens tegn. Da Sheshep har forladt sin fars kammer, forsøger en rasende Cerebus at indhente ham og dræbe ham og hans afkom, men magter det ikke. Vejen synes således banet for et nyt kapitel i Cirinisternes groteske herredømme.

Sim lægger i noterne til ”The Last Day” en, man undskylder udtrykket, meget bogstavelig dechifrering af de ægyptiske hieroglyffer for dagen. Guder med fuglehoved og menneskekrop eller en løvekrop med menneskeansigt læser han ikke som religiøst forankrede symbolske størrelser, men som deciderede afbildninger af væsener, der har eksisteret på den tid og det sted, som resultat af den fremskredne ægyptiske eksperimenteren med cross breeding. Genmanipulation og slige indgreb i Skaberværket er selv sagt at sidestille med den mest utilgivelige form for blasfemi i den religiøse Dave Sims verden, og det bliver dermed disse eksperimenter, der kommer til at ligge til grund for den ellers så avancerede ægyptiske kulturs undergang (22). Når Sim på falderebet således lader Cerebus’ særprægede univers knytte an til vores egen historiske virkelighed, er det naturligvis for at understrege en pointe. Og moralen er tydelig nok: lige som den ægyptiske kultur måtte bukke under, styrer også vores egen direkte mod fortabelse, hvis ikke vi vender om nu og genindsætter et religiøst verdensbillede i stedet for det nuværende videnskabelige og hedonistiske.

På de allersidste sider lader Sim den profeti, som The Judge allerede leverede i ”Church & State”, gå i opfyldelse: Cerebus dør som en gammel mand – ”alone, unloved and unmourned” – og tilmed på så udramatisk en måde, som det næsten kan lade sig gøre: han falder ned fra en stol og brækker nakken. I dødsøjebikket passerer glimt fra hele hans liv revu for Cerebus’ øjne. Herefter ser vi en mærkbart forynget gestalt forlade jordsvinets afsjælede legeme og stige op imod lyset, hvor snart sagt alle de karakterer, der har befolket serien, venter. Men pludselig får noget tag i ham, og selvom han prøver at hænge i af alle kræfter og anråber Gud, trækkes han væk, ud af billedrammen og ud af serien.

Den afsluttende sekvens i Dave Sims enorme saga om Cerebus er flertydig og åben for fortolkning. Man kan selvfølgelig vælge udelukkende at læse de sidste sider som en åbenlys – og lidt fortærsket – metanarrativ sløjfe, der lader den tegnede figur forsvinde ind i den hvide intethed og tilbage i det papir, han i sin tid opstod af. Men for helt at kunne lodde dybderne i afslutningen på det enorme værk, bliver det om et øjeblik nødvendigt at kaste et blik på Sims forhold til religion, til sin kreation og til sig selv.

LYS OG MØRKE
Dave Sims forfatterskab er på den ene side en homogen størrelse, der med ufravigelig konsekvens forfølger og udbygger de samme visuelle og fortælletekniske mønstre i det samme lukkede fiktionsunivers. Det er på den anden side også i en konstant fluxus, der bærer præg af forfatterens skiftende dagsordener og interesseområder – der skal selvfølgelig være plads til svinkeærinder og diskrepanser i løbet af et kvart århundrede og 6000 sider. Det bliver imidlertid problematisk, når alt for mange omkalfatringer, 360 graders vendinger og deciderede selvmodsigelser sætter ind.

Mest iøjnefaldende er naturligvis Sims idiosynkratiske værdiladning af skiftevis det feminine og det maskuline princip. Mere end én gang må han gå i rette med sig selv, når han har ændret holdning til hvilket af kønnene, der fortjener at være repræsenteret af formen og lyset, og hvilket der kan jævnføres med mørket og tomrummet. Og det er mere end én gang for meget, hvis denne dikotomi forudskikkes at være værkets bærende idé.

Lige sådan kan man undre sig over, hvilket ræsonnement der ligger bag følgende polarisering, som Sim fremsætter konkret i ”Form & Void”, men som han i det hele taget synes at forfølge: Manden repræsenterer henholdsvis fornuften og den monoteistiske tro; Kvinden, derimod, følelsen og det hedenske (her at jævnføre med ikke-tro, eller endnu værre: den forkerte tro). Dikotomien er problematisk derhen, at tro i sig selv er fuldstændig uforenelig med nogen som helst form for rationale. Gud er så at sige uden for vores empiriske rækkevidde, lige som Han er udenfor det, vi kan deducere os frem til via fornuften. Man kan ikke vide at Gud er til, man kan kun tro på det. Sim render siden hen panden mod noget nær den samme mur, da han i ”The Last Day” hårdnakket prøver at konsolidere sin teologi ved hjælp af naturvidenskabelige termer.

Dave Sims indædte sammenkædning af fornuft og tro skal ses i lyset af hans religiøse vækkelse. Denne indtraf, ifølge Sim selv, i forlængelse af hans læsninger af Bibelen og Koranen i forbindelse med ”Latter Days”, og resulterede i et eklektisk misk-mask af jødiske, kristne og muslimske overbevisninger (23). Det religiøse aspekt synes dog at have været til stede i serien fra noget nær begyndelsen. Dels i form af de tilbagevendende skabelsesberetninger, dels i form af en udefinerbar moralsk instans, der fra tid til anden dukker op: da Cerebus i ”Church & State” som en anden Onkel Joakim vælter sig rundt i de bjerge af guld, han har franarret sine undersåtter, viser der sig pludselig et lys, som ad uransagelige veje formår at bevidstgøre den korrumperede pave om det fejlagtige i hans forehavende.

Langt senere, i ”Going Home”, ser vi en Sim der – via F. Stop Kennedys tekst, ganske vist – renoncerer på den videnskabelige accidensteori og i stedet (gen)indsætter en transcendental størrelse, en ”første bevæger”: ”There are people who say circumstance must have built the universe – why, circumstance never built so much as an anthill! The eternal singularity built the anthill – and the universe as well. Circumstance, coincidence, happenstance are the names we give to our own rebellions against our Creator – a short glossary of terms by which we define our seemingly infinite failures of faith.” [GH p. 257-258]

Præcis hvad der har været incitamentet for Sims tiltagende trang til at forklare hele verden ud fra et religiøst perspektiv, er svært at sige, men den opstår i takt med hans overbevisning om, at verden regeres af de helt forkerte kræfter. Det er muligt, at han febrilsk har grebet bagud og tilegnet sig det verdensbillede, som de idéer, han foragter så dybt, til en hvis grad har været med til at afmontere. Når moderne ideologier og videnskaber som marxisme og psykiatri har spillet fallit, kan man altid vende tilbage til tanken om Gud.

Dave Sim er en kontroversiel herre, og det er han sig fuldt ud bevidst. Den lidenskab og den vedholdenhed han har lagt for dagen i tilvejebringelsen af sine synspunkter må enten bunde i, at han godt kan lide at høre sig selv tale, eller at han rent faktisk er fast forankret i dem. Måske er det begge dele. Under alle omstændigheder har Sims mange og lange udfald mod især kvindekønnet resulteret i, at stribevis af mennesker har måttet vende ham ryggen (24). I kraft af de uforsonlige holdninger man støder på i Cerebus, og Sims stædige forfægtelse af disse, er det i bogstavelig forstand lykkedes for tegneren at male sig op i et hjørne, hvor han i dag åbent erkender, at være afskåret fra så godt som enhver form for socialt liv. Det har imidlertid ikke gjort, at Sim har taget sine synspunkter op til overvejelse. Tværtimod synes det blot at have været med til at grundfæste ham i hans idéer (25).

Når Sim så alligevel i sidste bind vælger at stille en øjensynlig ambivalens til skue på Cerebus’ dødsleje, og ved dennes indgang til evigheden franarrer læseren en lykkelig udgang, kommer det til at virke paradoksalt. Derfor kan det være interessant for en stund at se nærmere på forholdet mellem skaber og skabning, på forholdet mellem Sim og Cerebus. Også her, skal vi se, synes grænserne mellem de enkelte størrelser med tiden at udviske sig.

Cerebus skriver sig til en hvis grad ind i den amerikanske funny animal-genre – med det forbehold, at det strengt taget kun er seriens hovedperson, der tager sit udspring heri. Men sjældent har en betegnelse været mere misvisende. For ganske vist kan Cerebus både være kært naiv og ufrivilligt dybsindig som Charles Schulz’ Nuser. Og han kan være grinagtigt splitterrasende eller egenrådig og selvisk, som henholdsvis Anders And og Onkel Joakim er det hos Carl Barks. Ja, han kan tilmed være underfundig og uudgrundelig, som hele den hellige treenighed i George Herrimans Krazy Kat (1913-44). Men når alle disse sammenligninger er på plads, sidder man dog tilbage med en karakteregenskab, som er uden sidestykke i den amerikanske funny animal-tegneseries historie.

For Cerebus er på bunden et egoistisk, snævertsynet og diktatorisk væsen. Undervejs bliver han nok forlenet med forsonende træk, men dybest set er han et ubehageligt bekendtskab at gøre. Sim har selv, såvel i interviews som i værket, gentagende gange refereret til Cerebus som ”an abomination.” Dels på grund af den skinbarlige malplacerethed, som uvægerligt må blive et jordsvin til del i en verden befolket af mennesker, men også på grund af figurens mildt sagt anløbne moralske og etiske standarder.

Cerebus’ særegne position som et jordsvin blandt mennesker har uden tvivl oprindeligt blot været tænkt som en gimmick – som en understregning af, at det man her fik at læse, nok ikke skulle tillægges alt for stor alvor. Da Sims ambitioner for Cerebus stiger, og serien dermed bliver mere reflekteret, har han imidlertid været nødsaget til at forholde sig konkret til denne malplacerethed, og med tiden måttet tillægge den en konkret betydning i serien. Det sker i takt med, at jordsvinet i stigende grad kommer til at fungere som talerør for Sims egne overbevisninger, og i takt med at disse bliver stadigt mere rabiate.

Når det aparte i Cerebus’ fysiske fremtoning i fiktionsuniverset pludselig bliver til en væsentlig pointe i serien, kan det være svært ikke at jævnføre den med Sims tiltagende isolation i den virkelige verden. For ret beset giver det på indeværende tidspunkt i serien ikke længere mening at skelne mellem figur og ophavsmand. Set i det perspektiv bliver spørgsmålet om, hvorvidt jordsvinet på de sidste sider nu kommer i himmelen, eller ryger lige lukt ad helvede til, i og for sig irrelevant. Hvad vi bliver vidner til, er de sidste krampetrækninger fra en mand, der for længst har tegnet og tænkt sig ud over vanviddets rand. Lige som det var tilfældet i Cerebus’ ovenfor beskrevne afsked med Jaka, synes Sim i denne sidste sekvens at stirre sig selv i øjnene, og ikke ane sine levende råd. Ikke for ingenting er den sidste replik, som bliver Cerebus til del i hele værket, et langstrakt råb om hjælp.

Det ville dog på alle måder være forkert at fremstille Sim som en stakkels galning, der i et kvart århundrede har siddet i et hjørne af verden og pludret hen for sig selv. Når den amerikanske tegneseriehistorie engang skal gøres op, er der ingen vej uden om Sim og Cerebus. Det vovemod Sim over årene har udvist som indædt enegænger i et enormt mediemaskineri, har været til inspiration for talrige senere tegneserieskabere og -udgivere (26). Small Press-succeshistorier som Elfquest (1978-84), Teenage Mutant Ninja Turtles (1984-93) og Bone (1991-2004) skylder alle Dave Sim og Cerebus noget, og når man i dag overhovedet kan tale om et fænomen som self publishing, er det i høj grad Dave Sims fortjeneste.

AFSLUTNING
I retrospekt bliver det åbenbart, at sagaen om Cerebus falder i to lige store halvdele. Man kan sige, at de første 150 numre får etableret et vidtforgrenet fiktionsrum, som de sidste 150 numre så elaborerer og reagerer på, og som de til en hvis grad dekonstruerer: alt bliver splittet ad, spejlet og underkastet en ny og anderledes belysning – alt sammen, ifølge Sim, i et forsøg på at finde ind til kernen af projektet. Sim har siden hen refereret til de to halvdele som henholdsvis den maskuline og den feminine del af værket (27).

Denne udvikling er imidlertid et godt eksempel på, at forfatterintentioner og værkets endelige udtryk ikke altid går hånd i hånd. Kunstneren vil ét, men værket gør noget andet. For hvad serien i virkeligheden opnår, er en uklædelig selvhøjtidelighed og periodisk ulæselighed. Den mister sin (forholdsvise) uskyld, sin indbyggede selvironiske distance, og bliver ucharmerende selvreflektorisk og prætentiøs (28). I de første 150 numre var ironien og det parodiske indarbejdet i fortællingen. Siden er disse aspekter af serien blevet forvist til sidelinjen, hvor figurer, der ret beset ikke længere har nogen funktion i handlingen, springer omkring og siger åndssvage ting for at tage trykket af de højstemte grundmotiver.

Anden halvdel af den samlede Cerebus lugter langt væk af forsmået ægtemand og skizofren eneboer med Kristus-komplekser. Man bør imidlertid ikke afskrive serien på det grundlag. Man bør hele tiden skelne mellem tegneserieskaberen Sim og polemikeren Sim, selvom manden selv gør, hvad han kan for at forvirre begreberne, og i højere og højere grad lader den sidste gribe ind i den førstes arbejde.

Polemikeren Sim kan være svær at tage alvorlig. Selv om man et øjeblik ville se bort fra det fuldstændig forskruede i hans lektie og forholde sig neutralt til indholdet, ville formen alene være tilstrækkelig til at forårsage et kollaps. Simpelthen fordi Sims argumentationsgang sjældent er i orden. Sim gør gerne detailobservationer, men har i øvrigt fastlagt det større perspektiv på forhånd. Hvor man normalt ville observere, registrere og addere indtryk, for derefter at nå frem til en given opfattelse, tyer Sim til den modsatte bevægelse: han har på forhånd draget sine konklusioner og dem presser han herefter ned over alt, hvad han kommer i nærheden af.

Som tegneseriehåndværker har Sim imidlertid over årene arbejdet sig op til at blive en sand virtuos. Sekvenser forløber fuldstændig gnidningsfrit på trods af, at der ofte tages livtag med formens virkemidler; figurerne besidder en egen plasticitet, udtryksfuldhed og dynamik, og den visuelle finish er – ikke mindst takket være assistenten Gerhard – formfuldendt og helt sin egen. Alene på grund af billedsiden skylder man altså sig selv at give serien en chance, slet og ret fordi den er så uovertruffent udført. Men man skylder også sig selv at læse værket – og læse det hele – selvom der unægteligt kan være et par kameler at sluge undervejs. For selvom sagaen om Cerebus i perioder kan virke som om, den er tæt på at afspore sig selv, bliver den aldrig ufokuseret, og udstråler til hver en tid den samme unikke koncentration og veloplagthed fra forfatterens side (29).

Lige så ulidelig læsning som Cerebus kan være i perioder, lige så fængende kan den være i andre. Lige så utålelige synspunkter Sim kan fremsætte, lige så hjertevarmende ditto kan han præstere på andre tidspunkter. Og bedst af alt så formår han at inkorporere sådanne idiosynkratiske aspekter i én og samme figur. Gang på gang tvinges man som læser til at tage stilling til og revurdere sit forhold til karaktererne, deres handlinger, og serien som helhed. Er man ved sine fulde fem, er det således aldeles umuligt at forholde sig entydigt til værket som helhed. Det indledende spørgsmål om hvorvidt Cerebus som værk fortjener den samme opmærksomhed som den ubetvivlelige bedrift, der ligger til grund for seriens eksekvering, skal derfor ikke besvares med et enten-eller, men snarere med et både-og. Det lader sig ikke gøre at kategorisere Sims værk som en af de serier, man enten må elske eller hade. Cerebus er en tegneserie, det er umuligt ikke at elske og hade på én og samme tid. Cerebus er vanskeligt tilgængelig. Den er i perioder uoverskuelig og decideret ulæselig. Den er flertydig indtil det selvmodsigende, og den udvikler sig med tiden til at blive et forbenet manifest for en forskruet ideologi. Men samtidig er den et nuanceret og troværdigt tværsnit af en mands overvejelser og mentale boksekampe i løbet af et kvart århundrede. Serien er på mange måder et nervøst sammenbrud for åbent tæppe. Den er en litterær antitese til den herskende konsensus om snart sagt hvad som helst og til generel god smag. Men til trods herfor – eller måske netop derfor – er den en kraftpræstation uden lige. Med sagaen om Cerebus har Dave Sim skabt et af de vægtigste og vigtigste værker i tegneseriehistorien. 

Sim, Dave & Gerhard (1977-2004) Cerebus #1-300. Kitchener, Ontario: Aardvark-Vanaheim.

Sagaen om Cerebus er opsamlet i 16 bind - de såkaldte "Phone Books", alle udgivet af af Sims eget Aardvark-Vanaheim:

Cerebus
High Society
Church & State I
Church & State II
Jaka’s Story
Melmoth
Flight (Mothers & Daughters I)
Women (Mothers & Daughters II)
Reads (Mothers & Daughters III)
Minds (Mothers & Daughters IV)
Guys
Rick’s Story
Going Home
Form & Void (Going Home II)
Latter Days
The Last Day (Latter Days II)

Dertil kommer Cerebus Number Zero og Cerebus World Tour Book 1995, der samler en række historier, både fra selve serien og andre steder fra, der ikke er inkluderet i "telefonbøgerne". Sim bidrager endvidere med materiale og kommentarer til det regelmæssigt udkommende fanzine Following Cerebus. Se en noget nær komplet oversigt over Cerebus-udgivelserne her.

	[Efteråret 2004]