|
Gaetano "Tanino" Liberatore blev født i 1953
i Quadri i Italien, er som man vil kunne læse i det følgende,
næsten uddannet som arkitekt. Han begyndte at arbejde som
professionel illustrator i 1974 og gjorde sig i 1978 bemærket
i tegneseriekredse med serien Rankxerox, lavet i samarbejde
med Stefano Tamburini (f. 1955, død af en overdosis i 1986)
og publiceret i bladet Cannibale. I 1980 opdaterede de
figuren og hans univers og publicerede serien først i Italien,
i Frigidaire, siden i Frankrig, i L'Écho des
savanes. Samme år flyttede Liberatore til Paris og
begyndte at arbejde som illustrator. I tegneseriesammenhæng
er han, udover Ranxerox nok bedst kendt for sine forsider
til bl.a. Métal Hurlant, men han har også
lavet en række kortere historier med skiftende forfattere,
nogle af hvilke kan findes i opsamlingsalbummet Vidéo-Clips
(1984).
Ranxerox er en bodybuildet, svømmebrilleudstyret androide
med anderumpe, grøn læbestift og kort lunte. Hans
elsker er den mindreårige Lubna, der med sin pigebande bakker
ham op i konflikter med alskens kryb. Der står sex, drugs
og ultravold på plakaten i de yderst usammenhængende
historier, der kan læses som stilfetischistiske og selvcentrerede,
men også akut følte vrangbilleder af den kaotiske
samtid, hvori de blev til. Historierne om Ranxerox er opsamlet
i tre albums Ranx à New York (1982), Ranx
2: Bon anniversaire, Lubna (1984), Ranx 3: Amen! (1997)
- disse er også kommet på dansk og det første
nød i følge overleveringen den utvetydige anerkendelse
at blive sendt til forbrænding efter klager over dets indhold.
Liberatores tegneserieproduktion er lille og han opfatter da
også primært sig selv som illustrator. Rackham
mødte ham i forbindelse med det udsmykningsprojekt, han
var del på Louisianas Jean
Nouvel-udstilling, sommeren 2005.
---
Jeg kan forstå at du bor i Frankrig og har gjort det
længe?
Ja, jeg bor i Frankrig – det har jeg gjort… det er
sket over to etaper; i første omgang boede jeg der fra
1980-1992, hvorefter jeg tog tilbage til Italien, hvor jeg boede
indtil 1998. Og nu bor jeg der så igen, og det bliver nok
for evigt, for jeg en datter, der har boet i Frankrig siden hun
var tre og taler fransk som sit førstesprog, hun taler
også italiensk, men hun er fransk, så jeg er tvunget
til at blive til den bitre ende [latter]
Det er da heller ikke så dårligt.
Nej, bestemt ikke, jeg elsker det. Jeg kom der ikke fordi jeg
blev nødt til det, men fordi det tiltalte mig. Det er helt
fint.
Flyttede du der til på grund af dit arbejde med tegneserier?
Ja, i første omgang var det fordi mit forlag, Albin Michel,
inviterede mig. Og Paris havde altid været noget stort for
mig, et sted jeg drømte om som barn, ligesom New York.
Så da jeg kom dertil, kunne jeg godt lide det og sagde derfor
for sjov til min forlægger: ”Hør, kan I ikke
lige finde mig et hus her med det samme, for jeg vil gerne bo
her?” Og så gik der nogle måneder, hvorefter
de ringede til mig og sagde ”Nå, vi har fundet det
hus, du gerne vil have” – ”men jeg lavede jo
bare sjov” – vi mener det sgu!” [latter] Og
sådan kom jeg til Paris.
Blev du gift der?
Nej, jeg var allerede gift i Italien med en pige fra min landsby
[griner] og vi tog sammen til Paris. Vi tog så tilbage til
Italien igen, fordi hun ikke brød sig så godt om
det. Men det var vigtigt for mit arbejde at være i Frankrig,
da stort set alt jeg lavede mellem 1992 og 1998 var fransk arbejde,
og jeg rejste frem og tilbage hver eneste måned. Oven i
det var der min datter, som havde problemer i Italien og gerne
ville tilbage, så vi tog tilbage.
Jeg vil selvfølgelig gerne stille dig et par spørgsmål
om det aktuelle projekt her. Hvordan startede det?
Det er nok bedre at du spørger Jean Nouvel om det [griner].
Nej, han kontaktede mig gennem nogle gamle kammerater…
Så du kendte ham ikke i forvejen?
Nej, altså, jeg kendte hans arbejde – det havde jeg
selvfølgelig set rundt omkring, ikke mindst i Paris. Og
jeg var vist også blevet præsenteret for ham et par
gange til diverse åbninger og fester, men havde aldrig snakket
med ham. Men hans ven og rådgiver, Olivier [Boissière],
kender mig, og det er ham der foreslog mig. Og det var så
en bestilling på en tegneserievisualisering af et af Nouvels
projekter, det han lavede til Hallerne i Paris, som aldrig blev
til noget. Og som alt hvad Jean Nouvel laver er det et meget let
projekt, lavet således at mennesker kan leve der, og det
tiltalte mig – jeg holder meget af mennesker og den menneskelige
side af ting som det her. Det inkorporerer den slags lette strukturer,
der tiltrækker de typer mennesker, jeg godt kan lide at
tegne.
Jeg fokuserede helt klart mest på mennesker i min tegning,
da det er det, der interesserer mig mest, men man kan så
også sige, at arkitekturen i det projekt var meget gennemsigtig.
Det er kun selve konservatoriet, der er ret monumentalt, mens
alt andet er konstrueret af glas og lette materialer.
Valgte du selv specifikt det projekt, eller blev det givet
til dig?
Der var et valg mellem tre projekter – de tre du ser nede
i salen – og de andre var allerede gået i gang med
at arbejde på de andre projekter. Jeg havde stadigvæk
valget mellem dem, hvis jeg ville, men jeg fandt Hal-projektet
helt perfekt. Det var det, der gav mig bedst mulighed for at lave
de ting, jeg foretrækker at lave… Jeg er faktisk næsten
arkitekt.
OK?
Ja, jeg studerede arkitektur som ung og blev næsten færdig
– jeg manglede kun to eksamener, men droppe ud, fordi jeg
hellere ville lave de ting, jeg endte med at lave.
OK, ja, det er klart at arkitekturen spiller en vigtig rolle
i dit arbejde.
Ja, jeg kan godt lide arkitektur, selvom jeg foretrækker
mennesker. Faktisk studerede jeg kun arkitektur seriøst
de to første år, derefter gjorde jeg det kun for
at undgå at blive indkaldt og så for at sikre mig
de penge, min far gav mig så længe jeg studerede [latter].
Men altså, jeg besluttede mig simpelthen for at gøre
det, jeg var bedst til – jeg kunne blive en middelmådig
arkitekt eller en god tegner, og jeg foretrak det sidste [griner].
Hvad med selve det sted, du afbilder? Beaubourg og Hallerne.
Spillede det en rolle i dit valg og hvad betød det for
arbejdet?
Det betød klart noget, især som det ser ud nu. Man
kunne uden de store problemer tage det direkte og inkorporere
det i Ranxerox – det er befolket af en broget og
besynderlig menneskeskare, fra Paris såvel som fra forstæderne.
Hvad enten Nouvels projekt var blevet realiseret eller ej, ville
det sted være et sted for unge af meget forskellig og ofte
udknaldet karakter, og det kunne jeg godt lide.
Man kan stadig se din noget punk-agtige stil fra 80erne manifestere
sig der… ved ikke om du er enig?
Det kommer an på, hvad du mener med ’punk’
[griner].
Jeg synes æstetikken i Ranxerox er meget 80er-punkagtig,
blandet med nogle andre ting naturligvis – og den stil lader
til at spille en stor rolle for dig.
Det er svært for mig at kommentere på. Ranxerox
var for mig selvfølgelig en opfunden verden, men jeg lavede
det også i en tid, hvor tingene var under hastig, stadig
forandring, og det er som om tingene går endnu hurtigere
i dag. I dag ser man retrostilarter, der kun strækker sig
få år tilbage. Dengang kikkede man tilbage på
70erne, nu kikker man tilbage til det nye årtusinds første
år. Den slags er svært at håndtere, så
jeg har tegnet de figurer sådan lidt ’tidsløst’
– som de kunne se have set ud i 80erne, 90erne eller i dag.
Du kikkede også meget tilbage, rent stilistisk, i dit
arbejde på Ranxerox – der var meget retro
over løjerne.
Ja, jeg tegnede blandt andet en masse barok – mest af alt
fordi det er let at tegne, alle de runde former gør, at
man ikke behøver bekymre sig så meget om perspektiv
og del slags [griner]. Det, jeg egentlig prøvede på
var at arbejde som man gjorde i middelalderen, at bygge ovenpå
tidligere tiders stilarter – altså ikke at ødelægge
dem, men hele tiden tilføje nye ting, hvilket ikke mindst
spiller en rolle når man afbilder New York.
Ja, det er en meget additivt konstrueret by, man kan let
gå stilarkæologisk på opdagelse der…
Ja, dengang hvor jeg tegnede New York til Ranxerox havde
jeg imidlertid aldrig været der [latter], men da jeg endelig
kom derover kunne jeg se, at det jeg havde lavet faktisk ikke
var så forfærdelig langt fra virkeligheden –
en voldens by! [latter]
Det forekommer mig at du mere eller mindre har kvittet tegneserierne...
Hm, ikke rigtigt, jeg har altid mere betragtet mig selv som illustrator
end som tegneserieskaber. Tegneserierne var egentlig mest noget
der skete ved et tilfælde, og når jeg laver dem, laver
jeg selvfølgelig tegninger, der fungerer i sekvens og ikke
enkeltstående illustrationer, og jeg synes det er meget
hårdt. Jeg kan godt lide det indledende arbejde, jeg kan
godt lide struktureringen og skitse- og designarbejdet, men derefter
bliver det hårdt, alt det repetitive brødarbejde
trætter mig. Det går lidt bedre i dag, fordi jeg i
høj grad har inkorporeret computeren i arbejdsprocessen
og lige pludselig har flere muligheder. Ranxerox har
jeg mere eller mindre opgivet – jeg lavede de to albums
dengang, og så lavede jeg et tredje 15 år senere.
Men jeg er faktisk lige netop nu i gang med et nyt tegneseriealbum,
der kommer til at handle om det primitive menneske – homo
australopiticus.
OK, ja.
Men det er ikke videnskabeligt, det handler mere om bevidsthed,
det er en evolutions- og en kærlighedshistorie mellem to
halvaber. Det er rigtig skægt, det er en pantomimeserier
– jeg har allerede færdiggjort 45 sider og mangler
17.
Har du valgt det for at prøve noget nyt?
Ikke rigtig, jeg har altid holdt meget af vores fjerne fortid,
ligesom jeg har været fascineret af den nære fremtid.
Jeg blev kontaktet af en, der var ved at lave en fil om vores
forfædre og ville have mig til at lave nogle illustrationer,
som jeg lavede. Derefter foreslog han at vi kunne lave det til
en tegneserie, hvilket jeg ikke var specielt varm på. Jeg
startede med at arbejde lidt på papir og det gik ikke, men
så prøvede jeg med computeren og lige pludselig blev
det sjovt at arbejde med. De er tre år siden og det var
virkelig det, der fik mig til at interessere mig for computeren
som værktøj. Ved siden af alt det har jeg naturligvis
arbejdet på en masse andre ting, illustration, kostumer
og scenografi til film, og så videre.
OK. Det her virker lidt mærkeligt at spørge
dig om så mange år senere…
Ja? [klukler]
… men jeg ville gerne spørge dig om det provokatoriske
aspekt af dine tegneserier fra 80erne…
De var ikke rigtig provokatoriske, jeg er ikke en provocateur.
OK, grunden til jeg spørger…
Det virkede provokerende. Grunden til de serier kom til at se
ud som de gjorde var, at jeg arbejdede ud fra en levet virkelighed.
Det var en voldsom tid i Italien, jeg boede i Rom på det
tidspunkt, og der skete en masse med alle de voldsomme studenterdemonstrationer
og deres udvikling i retning af voldeligere aktiviteter som for
eksempel hos de Røde brigader. Jeg var midt i alt det der
– vores livsstil dengang var faktisk ikke så langt
fra den, som jeg skildrede i de albums, mange af situationerne
i tegneserien var hentet fra det virkelige liv. Selvfølgelig
overdrev vi i tegneserierne, men faktisk ikke så meget som
man skulle tro. Jeg er faktisk ikke en provocateur, selvom alle
siger det til mig… det var klart en periode, hvor vi følte
os ude over en lang række tabuer og derfor skildrede vi
tingene sådan. Jeg tegnede det, jeg havde lyst til, ikke
for at chokere, men for at tilfredsstille mig selv – jeg
tegnede for eksempel en kvinde med en masse ar, fordi jeg fandt
det smukkere og mere interessant end at tegne en konventionelt
smuk kvinde. Virkeligheden var voldsom og voldelig og derfor tegnede
jeg den sådan.
Måske er ’provokatorisk’ ikke det rette
ord, hvad med ’satirisk’ eller ’undergravende’?
Var der et socialt engagement i det?
Ja, klart – det var en analyse af perioden, men det var
egentlig ikke gjort overlagt, vi – Tamburini, mig, de andre
omkring os – beskrev virkeligheden omkring os og overdrev
den for skæg, det er voldeligt, men der er jo også
meget humor i det.
Helt klart, der er meget humor i figurdesignet…
Ja, når jeg skulle lave en figur, fandt jeg altid på
ham og hende på stedet – jeg gad ikke sidde og researche
og udvikle vedkommendes look, det var baseret på indfald.
Og så handlede det selvfølgelig også om at
lave enkelte figurdesigns, så det ikke blev dræbende
hele tiden at skulle tegne de samme figurer [latter].
Hvad ser du at kontinuiteter mellem det du lavede dengang
og dit arbejde i dag?
Kontinuiteten er mig. Dengang levede jeg sådan –
jeg gik ud og fyrede den af, men i dag er der andre boller på
suppen, med alderen er der sket andre ting, jeg sidder hjemme
og arbejder [griner]. Det ville ikke give nogen mening at tegne
Ranxerox i dag. Kontinuiteten er tilgangen til arbejdet
– jeg er meget seriøs og ærlig, overfor mig
selv og overfor andre. Det jeg lavede dengang appellerede måske
mere til folk end det, jeg laver i dag, som jo et eller andet
sted kan virke kedeligere, men sådan er det, jeg har aldrig
arbejdet for at tækkes andre. Jeg er afhængig af penge,
men har aldrig lavet noget primært for pengenes skyld, hvorfor
jeg heller ikke har særlig mange penge i dag [griner].
Jeg tænker også mere på et tematisk plan,
for jeg ser helt sikkert kontinuiteter i forhold til fascinationen
af stil og ekstravagant udseende mennesker…
Det handler om de ting, der interesserer mig. Dengang var jeg
interesseret i det, der skete omkring mig, men jeg havde ikke
lyst til at tale direkte om det, så jeg inkorporerede det
i et nær-fremtidscenarie. Lige nu arbejder jeg med den fjerne
fortid, men det er det samme det handler om, bare set fra en mand
i min alders perspektiv. Jeg har altid lavet, det jeg havde lyst
til at lave, men det handler aldrig kun om stil – der er
følelser i det, som folk kan relatere til. Det var ikke
mindst tilfældet dengang med Ranxerox, jeg var
heldig at være på det rigtige sted på det rigtige
tidspunkt [griner].
|
|
[05/06/2005]
|
|
|
|
|
|
Forsiden
til Ranxerox à New York.
Liberatore
foran Ranxerox, som han optræder på vægudsmykningen
til Louisianas Jean Nouvel-udstilling.
Liberatores
vægudsmykning til Louisianas Jean Nouvel-udstilling.
Ranxerox'
New York. Fra Ranxerox 2.
Ranxerox
slår på tæven. Fra Ranxerox 2.
Fra
Ranxerox 3.
|
