|
Første
gang jeg stødte på canadieren Rand Holmes’ tegneserier var
omkring 1979, da jeg som bumset teenager som sædvanlig stod og
stirrede på det gigantiske udvalg af seriealbum i Tempokiosken i
Nyborg. En af titlerne var Hare Cornelius’ cafeteria – et
nummer i forlaget Interpresses Underground-serie, der i titel
og en del af indholdet refererede til franskmanden Moebius’
nonsensfortælling Jerry Cornelius’ hermetiske garage, som
dog først blev udsendt herhjemme tre år senere. Så det var ikke
kun fordi jeg var ung, dum og grim, at jeg ikke fattede en lyd. Til
gengæld faldt jeg pladask for albummets første serie, Rand
Holmes’ Nip
og Tuk, en (b)anal historie, om to junkie-mus, der
forsøger at score en opium-stikpille dybt begravet op i et par
fede, kvindelige røvballer. Den historie viste jeg til min
klassekammerat John, og når vi sprang lektierne over og ræsede af
sted på hans borede Kreidler, grinede vi meget af den serie. Og
videre gik det til Holmes’ hovedserie med hippierøven Harold
Hedd - selv i dag, når jeg om morgenen vakler ud på
lokummet med vandpik, tænker jeg på, at gamle Harold altid løste
det problem ved at pisse i håndvasken.
Rand
Holmes var hovedårsagen til, at jeg røg på den amerikanske
undergrundstegneserie. Senere kom Gilbert Shelton til, og,
naturligvis, Robert Crumb, samt en lang række andre syrehoveder.
Det der skete på de sider var simpelthen så skide frækt og
forbudt. Når man til skolefest endnu engang stod og trykkede bumser
ud på sidelinien i gymnastiksalen mens man så på de dumme tøser
med deres fede røve og ikke-eksisterende teenage-babser danse til Funky
Town med Lipps Inc. eller Rod Stewarts Da Ya Think I’m
Sexy?, og hellere ville hive luftguitaren frem til en frisk
lille sag med AC/DC, ja så kunne man jo altid ovre i det mørke hjørne
med sin citronvand, med meget lidt Martini i, klukke af Rand
Holmes’ tegneserier.
I
disse var der det hele og lidt til: sex og stoffer, bajere og store
patter, græsk og oliespansk, joints og piller, masser af tæsk og
vold og øjne, der popper ud af skallen på folk, blowjobs og
drinks, der pisses i. Jeg syntes, at Holmes tegnede røven ud af
bukserne og historierne var flabede og frække. Som så mange andre
af hans undergrundskolleger var han inspireret af de gamle skrækserier
fra EC Comics og udnyttede ungdomsoprørets liberale opbrud til at
give løjerne ekstra tempo. Aldrig har der været så mange bankende
blodårer på figurernes pikke, aldrig har patterne hængt så meget
på kællingerne, og aldrig har deres brystvorter strittet så
meget, aldrig har billardhajerne set så onde ud, og aldrig har
bumserne været så bumsede som i Rand Holmes’ tegneserier. Holmes
tog den amerikanske undergrunds oprør bogstaveligt, og da genren
ebbede ud, var hans tid også forbi. Hans comeback-forsøg med Kokain
i lasten var kun et svagt ekko af fordums tiders larm, skrål og
skrig. Han forsvandt ud af branchen og hvad han egentlig lavede de
sidste år af sit liv, aner jeg ikke.
Rand
Holmes blev 58 år.
|
|
[2002]
|
|
|
|
|
|
|
