|
Under overskriften "En
kickstart" havde Rackham
#5 et længere indlæg omkring dansk serieforskning, herunder
en udmærket og grundig anmeldelse af min bog Tegneseriens æstetik.
Under devisen "kritisk opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed"
havde jeg egentligt ikke tænkt mig at kommentere indlægget. Imidlertid
er jeg nu af redaktionen blevet opfordret til at give et respons
og jeg vil selvfølgelig ikke forbigå en lejlighed til at causere
over min egen bog.
Jeg har ikke her tænkt
mig at gribe fat i de kritikpunkter som kun har snæver, akademisk
interesse, dvs. de punkter der handler om formidlingsform, noteteknik,
redaktionelt arbejde etc. Jeg vil her først og fremmest koncentrere
mig om de store linjer i kritikken, og det klart væsentligste
kritikpunkt er selvfølgelig, at jeg på de centrale punkter i min
forskning klandres for ikke at bidrage med noget nyt. F.eks. hævdes
det i forbindelse med min redegørelse for definitionen af en tegneserie,
at jeg ikke kommer med en selvstændig definition, og omkring mine
betragtninger omkring tegneserien som et (post)moderne udtryk
avant la lettre siges simpelthen: "fortæl os noget vi
ikke ved". Endelig kritiseres i denne sammenhæng (og i mange
andre sammenhænge) mit kunstsyn som betragtes som hørende til
det "institutionelle" synspunkt, dvs. at kunst kun er det kulturen
benævner kunst. Jeg er uenig i denne udlægning, og vil derfor
her kort kommentere også på denne kritik.
DEFINITION AF TEGNESERIEN
Et vigtigt startsted
for en hvilken som helst forskningsvirksomhed er selvfølgelig
at indkredse genstandsfeltet. I forbindelse med tegneserien har
det imidlertid slået mig, at en stor del af tegneserieteorien
har været præget af lange og håbløse diskussioner omkring hvorvidt
Töpffer, Outcault eller Dirks skabte den første tegneserie. Indkredsningen
af "den første tegneserie" er særdeles problematisk, dels fordi
tegneserien i modsætning til filmen ikke er en teknologi, men
en fortælleform/genre, og dels fordi indkredsningen af formen
afhænger af det perspektiv der anvendes.
Jeg skitserer i min bog
to hovedperspektiver: det formelle perspektiv (anskuelsen af tegneserien
som en særlig billedfortællende genre med særlige karakteristika:
taleboblen, billedserien etc.), og det institutionelle perspektiv
(dvs. tegneseriens kulturelle og sociale brug og funktion, dens
massekulturelle og kommercielle karakter). Afhængigt af perspektivet
bliver det ofte enten Töpffer eller Outcault, der fremhæves som
tegneseriens ophavsmand - men hvis man anlægger mit syn på problemstillingen
tjener det intet formål at fremhæve den ene frem for den anden.
Selv hvis man nu vælger
at anlægge et rent formelt perspektiv på udviklingen af tegneserier
støder man ind i vanskeligheder. En genre er en dynamisk størrelse,
som er umulig at definere entydigt, idet den er skabt som et samspil
mellem skaber og publikum. I forhold til betragtningen af tegneserien
som en formel genre, dvs. som en samling konventioner, vil en
definition altid afhænge af det valgte materiale. Ligeledes vil
ophavet til genren fortabe sig i den nære fortid afhængigt af
det valgte materiale. Det kunne således være nærliggende at tildele
Grandville's tegninger med deres groteske fabuleringer og dynamiske
billedsprog større betydning som ophav for McCay, Fisher, Herriman
og Raymond, end Töpffers mere satiriske billedserier (som på sin
side har klare linjer til Outcault og Dirks).
Når jeg derfor vælger
ikke at komme med et "selvstændigt" bud på hvad der definitorisk
karakteriserer tegneserien, er det således fordi en sådan definition
ville være temmelig ligegyldig og helt afhængig af mit valgte
genstandsfelt og min betragtningsmåde.
TEGNESERIEN SOM MODERNE
UDTRYK
At se moderne populærkultur
(herunder tegneserier) som symptom på (post)moderne stiltræk og
tendenser i kulturen er der intet nyt i, dette er bl.a. blevet
beskrevet af Jim Collins, John Fiske og Kirk Varnedoe. I udstillingskataloget
til den fremragende udstilling ved Museum of Modern Art, "High
& Low," beskrev Kirk Varnedoe og Adam Gopnik malende forholdet
mellem kunst og modernitet således: "Open The funny pages of
the New York newspapers in the last decade and you see a coral
reef of modernity, a slowly accumulated deposit of the century's
style and preoccupations and properties" .
Tegneserien udtrykker
den moderne kulturs drømme og temaer, og i større perspektiv kan
mediets universelle og tilgængelige billedsprog ses i sammenhæng
med Baudelaires og Goethes romantiske drøm om et fælles sprog
og kulturel samhørighed (hvorfor Goethe da også fremhævede Töpffers
billedfortællinger).
Det som er essensen i
min analyse af tegneserien er imidlertid, at tegneserien per se
er moderne, dvs. at tegneserien ikke kun afspejler moderniteten
i stil og tematik, men tillige helt grundlæggende i mediets grafiske
sprog. Som moderne massekultur med tilknytning til en meget dynamisk
populærkultur bærer tegneserien i sig selv de selv samme træk
som ellers forbindes med moderne kunst: selvrefleksionen, betoningen
af mediets materiale (siden og rammen), opbruddet med klassiske
kompositions- og fortælleformer, bevægelsesdynamikken, m.m.
Min tese er således,
at tegneserien meget direkte interagerer med tidens æstetiske
"zeitgeist", og som sådan i lige så høj grad som modernistisk
og postmodernistisk kunst afspejler samtidens æstetiske sensibilitet.
I min bog perspektiverer jeg bl.a. disse moderne træk i forhold
til tegneseriens mediesubstans, idet jeg betoner at disse træk
i høj grad er bundet til mekanismer i massekulturens produktionsform
(gentagelsen, genreevolutionen, m.m.). På denne måde kan man se
tegneserien som modernismens kommercielle "parallel", forstået
på den måde at tegneserien flygtigt og let formidler de æstetiske
brud, som var modernismens grundlag. I og med at (mainstream)tegneserien
netop var kommerciel og ikke søgte den æstetiske innovation i
relation til æstetiske traditioner og budskaber skal man dog endelig
ikke gøre den fejl at tildele udtrykket dybere æstetisk og tematisk
mening; dette kom langt senere.
Jeg finder at netop dette
træk ved tegneserien fortjener større opmærksomhed - og er selvfølgelig
uenig i, at dette aspekt allerede er behandlet tilstrækkeligt.
TEGNESERIENS KUNST;
TEGNESERIEN SOM KUNST
At tegneserien har et
stort og særegent udtryksmæssigt og fortællemæssigt potentiale
er det vel kun de færreste, der vil benægte. Dette er en selvfølgelighed
for en stor del af tegneseriens publikum og det er for så vidt
også anerkendt af kunstkritikere (bl.a. Panofsky, Seldes og Gowan).
I denne sammenhæng fremhæves ofte sidens grafiske "arkitektur",
de særlige spring i tid og rum og syntesen mellem tekst og billede.
Jeg fremhæver i denne sammenhæng især samspillet mellem enkeltbilledet
og billedfortællingen, det forhold at læseren på tværs af fortællingens
linearitet kan fordybe sig i enkeltbilledet og gå tilbage i fortællingen.
Dette er en særligt poetisk ressource som på mange måder minder
om det vi genfinder i poesien og den eksperimenterende litteratur
(bl.a. hos Alain Robbe-Grillet).
I forlængelse heraf fremhæver
jeg endvidere, at læsningen af mainstreamtegneserier er præget
af en særlig resonans mellem fortælling og læserens egen oplevelse
af tid og sted. Tegneserielæsning har derfor ofte et nostalgisk
aspekt… og jeg er klar over, at vandene skilles mellem redaktionen
og jeg. Som jeg har oplevet og analyseret tegneserier og tegneserielæsning
løber nostalgien som en åre igennem især eventyrserier. Dette
komme til udtryk i seriernes betoning af kulturelle og underbevidste
fantasibilleder om bedre tider og steder (som vi måske har kendt
eller blot forestillet os).
Det er oplagt, at tegneserien
som en mangesidig billedkultur på mange måder er et ekko af tidligere
billedkulturer, dvs. kalkmaleriet, karikaturkunsten og billedkunsten.
Men hvor fristende det end måtte være at droppe skellet mellem
kunst og populærkultur vil dette være en alvorlig fejltagelse.
Kunstinstitutionen HAR på godt og ondt betydning for hvordan vi
tolker og forstår værker. Et billede på museum tilføjes en særlig
værdi og tolkes i relation til kunsthistorie, æstetik og udstillingens
tema. Tegneseriebilledets galleri er derimod siden og den fortælling
billedet indgår i. Udstillinger af tegneseriebilleder indebærer
således en transformation af billedet som man af selvindlysende
grunde bør reflektere over.
Tillige er det åbenbart,
at skaberne af mainstreamtegneserier - efter de første års eksperimenter
- sjældent har haft intentionen om at udfordre formen og skabe
innovationer med udgangspunkt i refleksion omkring æstetiske traditioner.
Dette er først sket de senere år, og som jeg betoner i min bog
ligger tegneseriens fremtid i høj grad i etableringen af et samspil
mellem tegneserieskabere og et kritisk forum (f.eks. Rackham),
der tager tegneserien alvorlig som andet end underholdning.
|
|
[Januar 2003]
|
|
|
|
|
|
J. J.
Grandville (pseudonym for Jean-Ignace-Isidore Gérard): Tegneseriens
"fader"?
McManus:
Bringing
Up Father. Selvrefleksionen og legen med mediet udtrykker
på mange måder en parallel til modernismens æstetiske idealer.
|
