|
Forsøger man at forestille sig
hvordan tegneserien ville se ud, hvis man betragtede dem fra stor
afstand - sådan som de vil fremstå for folk om to- eller trehundrede
år - vil det sandsynligvis være et ganske anderledes medie man
møder. Dets udvikling vil ikke karakteriseres ved de højdepunkter
og lavpunkter vi i dag forestiller os, og man vil se at seriemediets
udvikling i lige høj grad skyldes indre omstændigheder, som det
omgivende samfunds historie.
Først og fremmest er
tegneserien et 1800-talsmedie. Tegneserien har rødder i 1800-tallets
mange forsøg på at gestalte bevægelse gennem forskellige former
for billige og bredt tilgængelige massemedier inden filmens blev
opfundet. Det virker som om man i 1800-tallet var besat af bevægelse:
Århundredets kulturelle landskab er fyldt med thaumatroper, zoetroper,
lanternae
magicae, billedbøger med figurer, hvis arme og ben kunne bevæges,
hvis man hev i snore, panoramamalerier
som blev rullet frem for publikum, scene for scene, og på den
måde tog én med på rejser til fremmede lande. Det virker helt
naturligt at betragte tegneserien i denne sammenhæng, at se den
i forbindelse med alle disse former for legetøj og opfindelser.
Alle disse frembringelser havde til hensigt at give beskueren
den oplevelse filmen giver os. Alle var de mislykkede forsøg på
netop dette. Det virker som om man fornemmede at den tekniske
udvikling var på vej til at muliggøre et massemedie, der kunne
levere en ny, fascinerende illusion af bevægelse: Man havde en
klar forestilling om, hvordan det ville være at opleve denne illusion
før man vidste hvordan den skulle opnås (det viste sig først at
ske i 1895, da brødrene Lumière præsenterede deres løsning: filmkameraet
og -fremviseren).
Måske bør jeg præcisere
hvad jeg mener: Jeg påstår ikke at tegneserien blev opfundet i
1800-tallet. Tegneserielignende billedsekvenser er blevet frembragt
i hvert fald siden middelalderen (forsøget på præcist at definere
en tegneserie, for derefter at finde frem til den første af slagsen,
eller den første talebobbel, osv. er mig ikke specielt interessant),
men 1800-tallet var det første århundrede, hvor massemediet som
fænomen opstod.
Tegneserien var det billigste
og enkleste af disse forsøg på at skabe film uden filmkamera.
Et mere primitivt middel til at skabe indtrykket af bevægelse
en håndtegnede, statiske scener er svær at forestille sig, og
det fungerer som bekendt ganske glimrende. Det var præcis tegneseriens
enkelhed, der muliggjorde at den kunne blive en massemedie. Zoetropen,
praxinoskopet
og de andre apparater som må anses som filmens forgængere havde
aldrig samme potentiale og forblev legetøj og kuriosa.
Læserne havde ingen problemer
med at forstå den bevægelse tegneserierne illuderede. De enkelte
billedrammer opfattedes som stillbilleder, klippet ud af en fortløbende
handling - ideen appellerede til en helt naturlig del af avislæsernes
tænkemåde lang tid før det blev muligt at klippe stills ud af
en filmstrimmel. 1830ernes tegneserielæsere gjorde noget med hovedet,
som ikke skulle blive muligt rent praktisk før man havde adgang
til et klipperum. Bevægelsen var ofte hele pointen: ældre tegneserier,
fra 1800-tallet eller 1900-tallets begyndelse, er i langt højere
grad end nutidens fyldt med visuelle gags som bygger på bevægelse.
De fungerer ofte helt uden talebobler: de er stumfilm på papir,
en færdigudviklet form langt inden stumfilmen fandtes. Der er
talrige eksempler på forvandlingssekvenser; ting, som - fra den
ene billedramme til den anden - vokser eller krymper, eller forandres
så de ligner noget andet; sekvenser hvor nogen stigende bliver
berusede eller irriterede.
Kort sagt processer, vi i dag snarere forbinder med film end med
tegneserier. Tag f. eks. tegningen
"What may happen when little boys play leap-frog too much": to
drenge som hopper over hinandens rygge forvandles til et par frøer.
Winsor McKays Little
Nemo bygger ofte helt på sådanne forvandlinger:
benene på Lille Nemos seng vokser ramme for ramme indtil sengen
kan skræve over et hustag. 1800-tallets serier og dem som skabte
dem tilhører en nu glemt verden. Hvis man er interesseret i at
gå på genopdagelse, kan det anbefales af besøge Dachshund
Early Comics - en webside med en fantastisk samling serier
fra tiden før 1900-tallet.
Filmen udraderede zoetropen
og alle de andre lignende apparater da den indførtes, men tegneserierne
vedblev med at eksistere. Samtidig med at filmen udvikles og perfektioneres,
i perioden 1910 til 1940, fortsætter tegneserierne med at blive
udviklet og når nye højdepunkter. De amerikanske seriers "Golden
Age", fra slutningen af 30erne til midten af 40erne (Superman
debuterer 1938, Batman det følgende år, Disney udgiver sit første
serieblad i 1940), er samtidig med Hollywoods guldalder. Tegneserierne
udvikler en genre som ikke forekommer, og skulle vise sig ikke
at fungere, i noget andet medie: superhelten.
Det synes plausibelt at betragte superhelten som en udløber af
1800-talsmelodramaets fascination af mystiske maskerede mænd med
slængkapper, blandet med 30ernes og 40ernes hårdkogte detektivhistorier.
Det er af en eller anden
grund praktisk taget umuligt at skabe film på basis af en tegneserie
og derfor er der ingen grund til at bekymre sig for at filmen
skal stjæle tegneseriens ideer og udkonkurrere den. De mange delvist
mislykkede filmatiseringer af romaner er derimod med til at udviske
forskellene mellem film og litteratur, selv når de laves med de
bedste hensigter. Forholdet mellem film og litteratur præges af
dyb, gensidig misundelse. Filmen misunder litteraturen dens status
(tegneserien har ingen status at misunde den for); litteraturen
misunder filmen fordi den tillader sig helt og holdent at være
kommerciel, og fordi oplevelsen af en fil i biografen, med farver,
lyd, musik og bevægelse er meget mere intens og lettilgængelig
end en tekst.
Tegneseriens forhold
til filmen er meget mere selvstændigt og konfliktfrit end litteraturens.
Tegneserierne låner sine funny animals til filmen uden
at forlange noget og uden at blive skadet af det - Felix
the Cat, Mickey Mouse i Steamboat Willie og Tom
& Jerry er i bund og grund tegneseriefigurer. Og i stedet
for at skade det som har succes på film, benytter tegneserierne
sig af filmfigurerne og forædler dem, mest suverænt set da Carl
Barks tog Anders And ned fra filmlærredet og udviklede ham
til en langt mere interessant figur end han nogensinde var på
film.
Tegneserien, dette primitive
1800-talsmedie, klarer også mødet med TV uden problemer. Kort
efter sin fremkomst erstattede TV filmens som det vigtigste massemedie.
Perioden hvor TV slår igennem er falder sammen med de amerikanske
seriers "Silver Age". Ofte, når folk forsøger at karakterisere
tegneseriemediets kerneegenskaber, sammenligner de med filmens
fortælleteknik, det betones, at tegneserier ligger film nærmere
end litteraturen, men serier må åbenbart gøre noget der er fundamentalt
anderledes end film og TV, eftersom der åbenbart ikke forekommer
konkurrence mellem dem - hverken om publikum eller om den svært
definerbare "kulturelle energi" et medium udvikler i sine mest
inspirerede perioder. Tegneserien har det godt i de samme periode
som film og TV, uden de behøver at stjæle fra hinanden.
Derimod modnes tegneserien
ikke under sine kommercielle storhedstider. Tegneserien kommer
først i puberteten i slutningen af 60erne, med undergroundseriernes
svælgen i sex, stoffer og bandeord, mens den bliver teenager af
den sortklædte, deprimerede og kunstnerisk ambitiøse slags i 80erne.
80erne lader til at have åbnet en væsentlig dør; det er først
ved udgangen af 80erne, at tegneserien har opnået den bredde,
der karakteriserer et udviklet, kunstnerisk medie. Tegneserien
er nu et medie, der lige godt - og lige naturligt - kan benyttes
som journalistisk reportage fra borgerkrigen i Bosnien (Joe Saccos
Safe Area
Gorazde) og til at beskrive desillusioneret ungdom (som
f. eks. i Martin Kellermans Rocky). For et par uger siden
dumpede Fantagraphics' seneste katalog ind af brevsprækken: at
se at så mange kunstnere fortsat finder det interessant at skabe
tegneserier i år 2002, når der findes film og billige videokameraer
og digital animation, synes umiddelbart at være lidt af en overraskelse,
når man tænker på hvor tegneserien kommer fra. Tegneserien er
et bemærkelsesværdigt fænomen blandt tidens visuelle medier. Objektivt
set burde tegneserien for længst være forældet: "Tegneserier?
Når der findes Flash?! Så kunne man da ligeså godt sidde og tegne
thaumatroper."
Forudsætningerne burde
altså være bedre end nogensinde, men samtidig virker det som om
den energi som drev mediet i 1800- og 1900-tallet er ved at ebbe
ud. Hvis man kigger ud over serielandskabet i dag, bliver der
ikke længere produceret noget interessant. Det meste af det, som
produceres er opkog af gamle ideer, og er ganske uinspireret og
letvægtigt. De unge læser ikke længere tegneserier og oplagstallene
daler. Den kommercielle drivkraft, mediet tidligere havde, har
tabt sin kraft, serier er ved at blive et anlæggende for nørder,
samlere og fanzineentusiaster. Måske er det computerspillene,
der ender med at tage livet af tegneserien, noget der aldrig lykkedes
for hverken film eller TV. Og måske vil tegneserien i fremtiden
fremstå som et 1800-talsmedie, som levede lidt længere end det
havde forudsætninger for. En primitiv måde at formidle bevægelse
på gennem tegnede enkeltbilleder inden det blev muligt at gøre
det samme med digital animation, et medie som oplevede nogle uforudsete
storhedsperioder langt efter det burde have været uddødt og som
siden forsvandt ud på kirkegården for døde medier og glemt legetøj.
|
|
Zoetrop
og thaumatrop. Ideen om at en bevægelse kan inddeles i en serie
enkeltbilleder var færdigudviklet lang tid før filmen. Indeni
zoetropens tromle finder man en række tegninger, som flyder sammen
i en bevægelse, når den snurres rundt og man kigger ind gennem
revnerne. Thaumatropen er en papskive med en tegning på hver side,
f. Eks. En fugl og et bur. Når papskiven snurres rundt, ser det
ud som om fuglen sidder i buret.
Frank
Beard, "What may happen when little boys play leap-frog too much"
(1889). Sammenlign denne serie af tegninger med tegningerne i
zoetropen.
Lanterna magica. En lanterna magica
er det vi i dag forstår ved en lysbilledfremviser. Lanterna magicaen
viste håndmalede, farvede glasplader. Glaspladerne kunne have
bevægelige
dele: F. eks. En kones arm, der giver et barn smæk, et skelet
som rejser sig og springer frem, el. lign. Forestil dig en fremvisning
af dette i et mørklagt rum, og du har en primitiv animeret film.
Videre læsning: The
Magic Lantern Society.
Rodolphe
Töpffer, scene fra serien om Monsieur Vieuxbois (1839).
I denne stribe har Monsieur Vieuxbois hængt sig over ulykkelig
kærlighed, men rebet er for langt. Han vækkes til live, da han
hører den elskede udenfor sit vindue og glemmer helt at han har
hængt sig.
Tiltagende irritation. Fra George
du Mauriers "Filosoffens hævn" (1869).
Otto Messmers stumme tegnede Felix
the Cat var en første klasses filmstjerne i 20erne. Der blev skrevet
sange om Felix. Scenen her er fra Felix in Hollywood (1923).
Robert Crumb - den fremmeste repræsentant
for undergroundtegneserien.
|
