RACKHAM - Artikelbase

BØRNENES BEDRE VERDEN
Quinos Mafalda

Af Matthias Wivel

”Quino eksisterer og Mafalda er hans profet” er de ord, den argentinske serieskaber Fernando Sendra lægger i munden på sin kendteste figur Matías i en hyldesttegning til sin ældre landsmand og kollega. Dette afspejler ganske godt den status Joaquín Salvador Lavado alias Quino (f. 1932) nyder, ikke bare i sit hjemland, men i den ganske spansktalende verden. Og ikke bare blandt tegneseriefans. Quino, der debuterede midt i 50erne, står i dag som en af Latinamerikas største bladtegnere nogensinde, og hans sofistikerede satire- og gagtegninger hører da også til i genrens absolutte top, men det var striben om den lille, sundt kritiske pige Mafalda og hendes venner, der virkelig gjorde ham til folkeeje uden for sit eget lands grænser.

Striben, der på ydmyg vis startede som en aldrig gennemført reklamekampagne for et selskab, der producerede elektronisk isenkram til hjemmet, debuterede i ugeavisen Primera Plana i 1964, flyttede til dagbladet El Mundo det følgende år og endte i ugeavisen Siete días i 1968, pga. El Mundos lukning året før. Der blev den resten af sin levetid, indtil Quino uden videre forklaring besluttede sig for at stoppe den i 1973, mens dens popularitet var på sit højeste og den tilmed gik sin sejrsgang som animeret TV-serie, samt i form af et væld af merchandise. Quino har siden fortsat sit virke som bladtegner, men er aldrig vendt tilbage til dagstribeformatet. Ikke desto mindre er senere tilkomne generationer i Latinamerika vokset op med Mafalda i form af konstante genoptryk af striben i såvel dagblade som samleudgaver.

Mafalda regnes i den spansktalende verden blandt de største tegneserieklassikere overhovedet og sammenlignes der, pga. af det åbenlyse slægtskab, ofte med Charles M. Schulz’ Peanuts til sidstnævntes ufordel. Ens smagspræference uanset er sammenligningen på flere områder passende, og det er under alle omstændigheder tydeligt, at Mafalda i den del af verden okkuperer en position meget lig den Schulz’ klassiker gør i Nordamerika og dele af Europa. Desværre er den sjældent på mere end stedmoderlig vis blevet introduceret udenfor det latinske sprogområde – i Danmark har den fx. kun pletvis optrådt i et par aviser og blade samt i en enkelt bogopsamling fra 1984 – men det bliver der nu gjort et forsøg på at råde bod på. Udgivelsen af en komplet engelsk udgave i 10 bind, svarende til standardopsamlingsudgaven på spansk, er nu blevet påbegyndt af Quinos argentinske forlægger.

Og hvad er Mafalda så for en stribe? Sammenligningen med Peanuts er et godt udgangspunkt. Striben var fra starten åbenlyst inspireret af Peanuts og i udgangspunktet skåret over samme læst – småfilosofiske, underfundige og morsomme optrin blandt en gruppe gammelkloge middelklassebørn – men den er samtidig helt sin egen. Hvor Peanuts er en forstadsstribe, foregår Mafalda i storbyen. Hvor Peanuts entydigt fokuserer på sine børnefigurer, der derved bliver stand-ins for de voksne, er forholdet mellem børnene og de voksne og deres orden et af de centrale temaer i Mafalda. Hvor Peanuts’ pointer afleveres i et næsten tidløst spillerum, er Mafalda kontinuerligt social- og samfundskritisk, uden dog at blive dagsaktuel og -bunden. Men i sidste ende er det grundtonen der er til forskel mellem de to striber: Peanuts foregår i et tavst ingenmandsland af en soveby, hvor drømme og aspirationer mødes af tomheden over de tætklippede plæner og bag de hvide stakitter, mens Mafalda, selvom den ikke er uden melankolske undertoner, er varm, venligtsindet og har fingrene godt nede i det levede livs muld.

Mafalda er barn af en omtumlet periode i sit hjemlands historie. I den periode, hvor Quino skildrede hendes hverdag på avisernes sider, skiftede landet regeringsleder 6 gange, og alle var de repræsentanter for forskellige repressive militærregimer. Den politiske vold var fremherskende og kun punktvis blev der foretaget demokratiske tiltag. Samtidig var også resten af Latinamerika præget af politisk uro og undertrykkende regimer, Vietnamkrigen eskalerede, Kinas kulturrevolution tog sin begyndelse og våbenkapløbet mellem Øst og Vest var i fuld gang. Alle disse ting er akut reflekterede i striben, selvom de kun punktvis nævnes direkte, ligesom ånden fra 68, kvindesagen, og hele den nye ungdomskultur med The Beatles som sin uomgængeligt tilstedeværende førsteeksponent, også kommer til udtryk. Quino er i bund og grund en humanist, der nærer en dyb mistro til alle former for autoritet, om det så er kapitalismens brutale hegemoni eller kommunismens knusende åg.

Og Mafalda er, som sagt, hans profet – hun inkarnerer sin skabers skepticisme, hans retfærdighedssans og hans indignation. Hun er hans ”ustyrlige heltinde, som forkaster tingenes tilstand… og kræver sin ret som barn til ikke blot at leve som vraggods i den fædrene verdens forlis” som Umberto Eco – Quinos første italienske redaktør – udtrykker det. Men hun er samtidig et menneske og som sådan til fals for de samme brister som os andre. Hendes verden er, trods de historiens tandhjul hvis kværnen er fortællingens substrat, en stille hverdag med skole, fjernsyn, leg, ferie og fritid. De store spørgsmål spejles i de daglige med tilbagevendende konflikt- og erkendelsesmotiver som hendes afsky for den suppe, hendes mor insisterer på at servere til middag, de blåøjede spørgsmål om verdens indretning, der bringer forældrene i forlegenhed, de absurditeter man overhører fra forbipasserende når man sidder på kantstenen i solen eller ved nyhedsoplæsningen i radioen, de 117 måder man som snarrådigt barn kan få en dørsælger til at opgive ævred, osv.

Nok er Mafalda det nærmeste man kommer et menneskeligt idealbillede i striben, men hun er – som det uvægerligt er tilfældet i typekomedier – ikke komplet uden de figurer, der omgiver hende og udgør det spektrum af udkrystalliserede menneskelige træk, der gør at den resonerer. På mesterlig vis punkterer Quino eksempelvis cirka midtvejs gennem stribens liv hendes urørlighed ved at give hende en lillebror, Guille, der er decideret anarkistisk anlagt og overfor hvem hun pludselig bliver nødt til at reproducere de venlige, men bestemte autoritære dispositioner, hun selv møder hos sine forældre. Dertil kommer, at den nogenlunde samtidigt introducerede, knivskarpe lille tøs Liberdads analytiske evne til at se The Big Picture og altid tage Folket i ed, trænger disse aspekter af Mafaldas personlighed lidt i baggrunden og giver plads til at hendes mere naturlige, sociale indsigt kan få spillerum.

I vennekredsen finder vi også Felipe med kanintænderne, den evige drømmer og ligeså evige taber – hans største helt er karakteristisk nok The Lone Ranger, men cowboy- og indianerlegen med de andre, mere realistisk disponerede kammerater bliver aldrig så eventyrlig som han havde håbet. Vi ved ikke om den smarte – smarte, vi ved ikke om hun er sød – pige i hvis blinde vinkel han altid befinder sig har rødt hår, men parallellerne til Charlie Brown er ikke til at tage fejl af, selvom Felipe – typisk for striben – har mere aktivt mod på livet end sin nordamerikanske åndsbror.

Miguelito er naturbarnet og fantasten – hvor han end går, ser han verden som eventyrlig og anderledes. Han er konstant nysgerrig og gør sig skæve og underfundige tanker om det, der driver hans virkelighed. Kendetegnende for Quinos subtile fremgangsmåde bliver det aldrig artikuleret, hvor knusende denne lille visionære purks tilstedeværelse må være for Felipe, hvis indbildningskraft altid kommer til kort. Samtidig fornemmer man, igen uden det behandles direkte, at Miguelitos lidt løse greb om verden ikke kommer fra fremmede – vi møder kun hans rengøringsvanvittige mor, for hvem børnebesøg er en invasion, et par gange og det off-screen, men konturerne af et ustabilt hjem tegner sig.

Et andet hjem med uartikulerede spændinger må være den lidt tungnemme, overvægtige Manolitos. Manolito har kun sjældent tid til at lege med de andre, fordi han skal passe den fædrene købmandsforretning. At han gør hvad han kan for at være ligesom sin hårdtarbejdende immigrantfar, og at denne også forventer dette, er tydeligt og resultatet bliver en ensporet kræmmermentalitet, der underordner og i sidste ende udelukker alle andre tilgange til livet. Manolito er et socialt analfabet, der driver sine kammerater på flugt med sine evige salgstaler for ’Almacén Don Manolo’ og med sine på byens mure kradsede reklamegraffiti.

Ganske rammende er det, at den der har det allersværest med Manolito er den anden socialt handicappede unge i kredsen, Susanita, selskabets pæne lille småborger. Susanita, som heller ikke er for begavet, repræsenterer den gamle orden i Duplo-udgaven. Hendes ensporethed går på at drømme sig til sin fremtidige mand og familie og tage afstand fra alt, der rokker båden, om det så er opkomlingen Manolitos næsegrust liberalistiske bekenden sig til Mammon eller The Beatles.

En sådan gennemgang af figurerne kan hurtigt få Mafalda til at lyde som trøstesløs socialkritik, men det er som nævnt langt fra tilfældet. Trods alle deres forskelle er børnene venner og giver altid plads til hinanden. Quinos tro på det sociale og moralske menneske skinner igennem hans civilisationskritik og antiautoritetære grundholdning. Mafaldas univers – det nære – er et benignt kredsløb i en gal verden, og det er troen på dette kredsløb, der gør Mafalda til en i sidste ende humanistisk og idealistisk samfundsvision.

Til tider tangerer den det banale – et tilbagevendende og lidt forceret kunstgreb er når Mafalda deler scenen med en globus og derved belejligt giver plads til ”pudsige” og ofte ret fortærskede betragtninger om verdens vanvid. Andre gange kommer løjerne farligt tæt på det småborgerlige – noget der særligt er tilfældet når der skildres små hjertevarmende optrin i familiens skød. Men langt det meste af tiden holder Quino sit hoved koldt, sin pen hvæsset og sin fine humoristiske sans skærpet. Hans mesterlige figurtegning suppleres af en udsøgt sans for komisk timing og den rammende replik. Man forstår ham, når han siger at to af hans vigtigste forbilleder er bladtegnerne Sempé og Saul Steinberg, for hans streg kombinerer netop centrale aspekter af disses vidt forskellige udtryk til en organisk og vital ’håndskrift’. Sempés samtidige sødme og frækhed er til stede i Mafaldas og vennernes mimik og præcist kondenserede ansigtsudtryk, og hans pariserelegance spejles i detaljer som antydningen af en lygtepæl i baggrunden af en parkscene mens hans atmosfæriske livlighed finder genklang når Quino tegner familiens lived-in badeværelse. Fra Steinberg har Quino ikke blot den kantede stregføring, men den intelligente brug af denne i skildringen af grafiske elementer som de spændstige krusseduller på et gulv, Mafalda tegner som billede på sin tilværelse, skraveringen på en politimands pistolhylster. Eller opfindsomheden i sidestillingen af smudsig børnegraffiti med hjemmets rette linier og de på væggene hængende, dekorative maleriers regelrette banalitet. Quino er bevidst om at enhver streg, hvis den er rigtigt ført, har sit eget liv og hans tegningers vitalitet vokser direkte ud af denne erkendelse.

Og det er netop vitaliteten i udtrykket, man gang på gang må vende tilbage til i mødet med Mafalda, der selv har barndommens forkastelse af al prædetermination og insisteren på sin frie vilje som sine kardinaltræk. Da striben stoppede, var Argentina, med den mangeårigt eksilerede tidligere diktator og præsident Peróns ekstremistiske støtters nyfundne vind i sejlene, på vej mod tilsyneladende bedre tider. Men militærkuppet i 1976 spolerede hurtigt drømmene om et bedre samfund og førte i stedet til den mørkeste periode i landets moderne historie. Dette blev som sagt uden Mafaldas daglige kritik af tingenes tilstand og man kan kun gisne om Quinos bevæggrunde herfor. Udover det i sig selv kloge i at stoppe på toppen, kan det vel netop skyldes stribens insisteren på, at verden kan blive et bedre sted, og at valget ligger i vore hænder. En indstilling der gør sig eminent godt i børnehøjde og som er for vigtig til, at vi kan lade det svækkes af verdens kaos og alderens desillusion.

Quino. Mafalda bd. 1-10. ca. 96 s. s/h pr. bind. Buenos Aires: Ediciones de la flor. Genoptrykkes jævnligt.

Quino (1998). Mafalda inédita. Buenos Aires: Ediciones de la flor.

Samtlige Mafaldastriber, inkl. upublicerede, samt skitser, illustrationer, mv. er opsamlede i: Quino (1997). Toda Mafalda. 658 s., s/h. Buenos Aires: Ediciones de la flor.

På fransk:
Quino (1999). Mafalda: L'Intégrale. 575 s., s/h, €30,00. Paris: Glénat. Den franske udgave af Toda Mafalda.

På engelsk:
Quino (1999). Mafalda and Friends. ca. 96 s. s/h, $7,50 pr. bind. Buenos Aires: Ediciones de la flor. Engelsk udgave af den spanske ti-binds standardudgave. Desværre udstyret med en grim computertekstning.