Af T. Thorhauge

Årets mest omtalte tegneserie i USA er utvivlsomt art spiegelmans In the Shadow of No Towers, opsamlingen af de ti helsides tegneserieinstallationer, der bragtes i aviser som Die Zeit, Forward og L.A. Weekly 2002-2003. Stort set alle betydningsfulde amerikanske aviser (og øvrige nyhedsmedier) har bragt enten omtaler af albummet og/eller store interviews med spiegelman. Skønt værket generelt set ikke ligefrem har været en entydig kritikersucces, har det aftvunget stor respekt og nysgerrighed langt udenfor den sædvanlige tegneseriefold. Og så topper albummet i skrivende stund for tredje uge i træk BookScans salgshitliste for ’graphic novels’.

In the Shadow of No Towers er på ingen måde nogen konventionel tegneserie. Udgivet i overstørrelse på kartonplader à la dem, der bruges i babybøger, rummer det tyve dollars dyre album som sagt kun ti tegneserieopslag fra spiegelmans hånd – opslag, der tangerer den klassiske amerikanske avistegneseries søndagssider i farver. Selve opslagene er heller ikke udprægede konventionelle; sære Photoshop-bearbejdede collager med op til flere forskellige tegneserieforløb på samme side, med masser referencer til klassiske amerikanske tegneserier, bl.a. Krazy Kat, Knold og Tot og Gyldenspjæt. spiegelman inddrager også fotoreferencer og kaskader af metaleg. På tekstniveauet skildres – ganske som i danske Henrik Rehrs Tirsdag – på den ene side selve oplevelsen af de kaotiske begivenheder på Lower Manhattan den 11. september 2001 og på den anden side en række politiske og personligt-eksistentielle refleksioner over begivenheden og dens følger. Her stopper alle ligheder med Tirsdag så også.

Hele det formalistiske projekt går naturligvis ud på at finde og bruge en form, som på passende vis afspejler 11. september-erfaringen, og ikke overraskende har spiegelman set lyset i det fragmenterede udtryk, ganske som utallige ’post-verdenskonflikt-kunstnere’ før ham.

MAUS SPØGER
Maus, tegneserien som The New Yorker kaldte ”the first masterpiece in comics”, spøger naturligvis på flere niveauer. In the Shadow of No Towers er art spiegelmans første større tegneserie siden Maus og deler dennes grundpræmis: udforskningen af hvordan en verdenspolitisk konflikt martrer det enkelte menneske. spiegelman er selvsagt meget bevidst om at han vil blive målt og vejet i forhold til Maus, hvilket vel er endnu en god grund til at gå i en anden retning. Men i flere tilfælde kobler spiegelman sig direkte på Maus, som fx når han sammenligner Auschwitz med Ground Zero, og i endnu tydeligere grad, når han lejlighedsvis tegner sig selv som sit muse-alter-ego fra Maus. Faktisk repeterer spiegelman den famøse metadiskussion fra Maus 2s første to kapitler, hvor hans figur diskuterer spørgsmålet om fiktionsplan vs. virkelighedsplan og så videre. Denne gang i kun fire billeder, hvor spiegelman fortæller om hvordan han i tiden efter angrebet nærmest i apati lod sit skæg gro (mens afghanerne klippede deres af), og hvordan han efter ’dårlige anmeldelser’ klippede det af igen. På stribens sidste billede tegner han så sig selv som mus, der bemærker hvor problematisk spørgsmål om selv-repræsentation er; ikke blot kommer Maus stærkest ud af en sammenligning af disse to scener, Maus er i langt de fleste henseender det overlegne værk. Men mindre kan også gøre det, og konkurrence med sit hovedværk synes da heller ikke at have været spiegelmans ærinde.

ET NYT MESTERVÆRK?
Men er In the Shadow of No Towers et nyt amerikansk mesterværk? Intentionen er mildest talt ikke til at tage fejl af, for spiegelman har selv forsynet samlingen med et voluminøst forord, der på den ene og anden måde forsikrer læseren om at In the Shadow of No Towers ikke blot er sitrende sorgarbejde, men tillige en dyb, kunstnerisk refleksion i et medie, der åbenbart er særligt velegnet til en mission af denne karakter. På et niveau er In the Shadow of No Towers da også meget vellykket: den er en tegneserie, som det er svært ikke at have en mening om efter endt læsning. Hele dens grundlæggende selvoptagede og krukkede tone er basalt provokerende.

spiegelman bruger alskens metatricks for at dække sit projekt ind, for at gardere sig. Dermed overrasker det næppe, at hans projekt – i modsætning til Maus – føles som et postulat; det har alle de rigtige intentioner, men slår blot ikke til. På det visuelle plan forekommer spiegelmans vilde Photoshop-excesser som sært ude af trit med tidens øvrige vilde farve- og filter-eksperimenter. Et leitmotif i bogen er et computerskabt billede af ”noget, der ikke er blevet filmet eller fotograferet ind i den offentlige hukommelse, men stadig er brændt ind på indersiden af mine øjenlåg, flere år senere – synet af det nordlige tårns glødende knogler før det pulveriserede”, som spiegelman forklarer i forordet. Dette motiv bruges i alle ti installationer, men virker snarere repetetivt klodset end inciterende traumatiserende. Collageformen, der som sagt inkluderer brug af klassiske amerikanske tegneseriefigurer, virker inspireret af Chris Wares Acme-hæfter, men igen forekommer effekten kluntet og forceret. Hele ’fragment’-konceptet føles i det hele taget – trods spiegelmans tydelige lyst til leg – underligt klichéagtigt.

DET ULIDELIGE
Der er noget ulideligt ved In the Shadow of No Towers og det er den højtbegavede spiegelman naturligvis bevidst om. Men der er tillige noget ulideligt over bevidstheden om at art spiegelman er bevidst om det. Skønt den tydelige intention om at ville det sofistikerede og fragmenterede værk, er der noget skurrende enstrenget over projektet. De utallige tegninger af spiegelman som angst, apatisk, fremmedgjort og så videre, er helt enkelt uspændende demonstrative. På tekstniveauet konstateres det hurtigt, at de politisk-sociologiske analyser er et godt stykke fra fx Noam Chomsky og Paul Berman. spiegelmans ærinde er naturligvis også et mere personligt, men alligevel modstår han fx ikke fristelsen til at drage paralleller til andre store historiske tragedier: ”Tiden går. Han [spiegelman omtaler naturligvis sig selv i tredje person!] kan atter tænke på sig selv i første person, men dybt inden i brænder tårnene stadig. Dræber-aberne lærte ingenting af tvillingetårnene i Auschwitz og Hiroshima... og intet forandredes den 11. september. Hans ’præsident’ lønner sin krig, og bekriger lønningerne – samme dødsensfarlige business as usual. Imens overvælder følelser af tab én besat og paranoid abe...”.

In the Shadow of No Towers er i en tegneseriehistorisk sammenhæng et spændende værk. art spiegelman har med de seneste ti års eksplosive udvikling indenfor den amerikanske voksentegneserie konsolideret sin status som den store chefideolog – ikke mindst efter at den nye, yngre generation har lagt afstand til gamle Will Eisners ideer om, og forsøg med, modne tegneseriefortællinger. Spiegelman har med In the Shadow of No Towers bevæget sig tilbage til sin eksperimenterende præ-Maus periode, og det skal blive spændende at se hvordan det vil påvirke hans eftermæle. Under alle omstændigheder skal de sædvanlige definitioner af ’et mesterværk’ ændres markant i fremtiden, hvis In the Shadow of No Towers skal gøre sig forhåbninger om at ende som et sådant i morgendagens tegneseriekanon. Værket er snarere en skygge af en intention om... alt muligt. I Amerika har man en talemåde, der lyder ”The sorrows of life, the joys of art”, en forestilling som Maus i høj grad bekræfter, men som In the Shadows of No Towers desværre afkræfter.

POST SCRIPTUM
Efter de ti opslag har spiegelman indlagt en lille sektion med klassiske amerikanske avistegneseriesider, suppleret med et forklarende essay. Her redegør spiegelman for hvordan New Yorkerne efter angrebet fandt trøst i at gå til lyrikoplæsninger, hvorimod han selv fandt opmuntring i netop Krazy Kat, Gyldenspjæt, Knold og Tot, Lille Nemo med flere. spiegelmans position som førende tegneserieformidler er næppe truet, siden han i sit essay på vanlig veloplagt maner både beskriver og forklarer denne guldalder på kløgtig, engageret og dybt afsmittende vis (ligeledes er hans indledende essay også en lille perle, fyldt med anekdoter, betragtninger og aha-oplysninger; fx skulle have været meget let at ’score’ i New York i dagene efter angrebet?!). spiegelman er naturligvis også her bevidst om, at han ved at tilføje mesterlige tegneseriesider fra gamle dage, stiller sine egne ’søndagssider’ i et sårbart lys. En blottelse, der kombineret med det udsøgte tegneserieudvalg endegyldigt – midt i den problematiske selvoptagethed – afslutter In the Shadow of No Towers som en utvetydigt sympatisk gestus.

art spiegelman (2004). In the Shadow of No Towers. 38 sider, $19.95. New York: Pantheon Books. Udgivet i serialiseret form 2002-2003.

læs også:
Tema: Tidens tegneserier

links:
Pantheon Books

tilbage til Anmeldelser

© 2005 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2005 the respective artists and authors. All rights reserved.