| Som
de fleste af Rackhams læsere vil vide, er det over
ti år siden at Frank Miller sprang ud som independent-serieskaber
med noir-pastichen Sin City (1991-92). Siden har Miller
med større og mindre held produceret en række selvstændige
fortsættelser, som alle har den karakteristiske sort/hvide-grafik
samt den præcise, hårdkogte dialog til fælles.
Men siden det som sagt må formodes at de fleste Rackham-brugere
er bekendte med Sin City,
springer vi direkte til den danske udgave, som uden tvivl er den
mest betydningsfulde udgivelse det relativt nystartede forlag
G. Floy Studio har stået fadder til.
Skønt få tegneseriekendere vil hævde at Wolverine:
Netsuke, Marvel 1602 og Punisher: Velkommen tilbage,
Frank er andet end blød mellemvare, er det alligevel
forfriskende at G. Floy søger at bringe den amerikanske
mainstream ind på det danske tegneseriemarked. Her til lands
har dette som bekendt altid haft en stærk tradition for
europæisk, nærmere bestemt fransk-belgisk mainstream.
Amerikanske tegneserier har generelt enten været henvist
til hæfteformen eller til specialbutikker i originale, engelsksprogede
udgaver. Ærgerligt, for blandt de sidste ti-femten års
amerikanske tegneserieudgivelser har der været flere titler,
der ikke blot har fortjent dansk udgivelse, men tillige solidt
udstyr. Blandt disse finder man fx Mike Mignolas Hellboy
og Frank Millers Sin City, som nu begge endelig har fundet
vej til danske boghandlere, takket være G. Floy.
Desværre – desværre – fremstår
den danske Sin City som en defekt udgivelse, trods de
gode intentioner. Både oversættelsen og den grafiske
tilrettelægning er, hvordan man end vender og drejer det,
uacceptabelt dårlige og det er virkelig en skam. Skønt
Sin City ikke er noget hovedværk, hverken i Frank
Millers karriere eller i den amerikanske tegneseriehistorie, er
den alligevel en betydningsfuld tegneserie. Den er velgjort og
veloplagt, den har en original og omhyggelig billedside, et yderst
velfungerende drive, og har sat en høj standard
for, hvordan det man kan kalde en genretegneserie bør eksekveres.
Fra et mere kritisk perspektiv ville Sin City, med alle
sine noir-klichéer, omvendt nemt kunne karakteriseres
som en røvballekrimi, men ligesom hos Raymond Chandler,
er det netop virtuositeten og fortælleglæden, der
hæver det konventionelle og genreprægede til et særligt
vellykket værk. Som med så megen anden hårdkogt
kriminallitteratur og film noir, er det med andre ord
i høj grad stilen, der er hovedattraktionen. Derfor
er kvaliteten af billedgengivelse og oversættelse indlysende
uhyre vigtige størrelser i tilrettelægningen af en
dansk udgave, og det er netop her at G. Floy desværre har
sovet endog meget tungt i timen.
For nu at starte med første, er det helt enkelt ubærligt
at albummet frem til side 117 gengiver Millers knivskarpe grafik
i en alt, alt for lav opløsning. Stregen er simpelthen
slået i små grimme firkanter, og det ser ganske enkelt
rædselsfuldt ud. Hvorfor fejlen tilsyneladende er rettet
fra og med side 118 ligger hen i det uvisse, men at udgive en
tegneserie i hvilken den grafiske billedside er en hovedattraktion,
hvor over halvdelen af indholdet er utilstrækkeligt gengivet,
er at håne både læsere og ophavsmand.
G. Floy har tilsyneladende benyttet et portugisisk basismateriale
til den danske udgave, der skæmmes af, at man under den
grafiske tilrettelægning flere steder har glemt at fjerne
bidder af portugisisk tekst. På side 70 i den ’danske’
udgave ser man således i øverste billedramme en mand,
der bærer et skilt med påskriften ”Morram
idiotas” (i øvrigt tekstet med en grafisk
set meget upassende font). I den amerikanske original står
der ”Die
fools”. I tegneseriesammenhæng kan man altid
diskutere for og imod at ændre den tekst, der ligger udenfor
taleboblerne, og det havde absolut været okay at lade den
oprindelige, amerikanske tekst stå, men at der forekommer
portugisisk tekst i en amerikansk tegneserie, der er
oversat til dansk, er direkte bizart. På side 100 har en
portugisisk tilrettelægger ændret en af karakterernes
råb; Lucille fortvivles over at kannibalen Kevin tvang hende
til at se på, mens han spiste hendes hånd. I den oprindelige
tekst forvandles hendes råb fra ord til skrig: ”He
made me watch. He made me waaaAAAaaa”, skrevet med
store bogstaver hen over billedet. I den ’danske’
står der: ”Han fik mig til at se på. Ele
ele elhaaaAAAaaa”, hvilket selvsagt ikke giver mening.
På et mere subtilt niveau kan det konstateres at G. Floy
heller ikke er sluppet godt fra selve tekstningen. Frank Millers
oprindelige håndtekstning spiller en større rolle
for den grafiske helhed end normalt i tegneserier. Den er en integreret
del af billedfladen, hvorfor man burde have gjort en indsats for
at ramme den oprindelige håndtekstnings karakterfuldhed.
Almindelig praksis er simpelthen at scanne den oprindelige håndtekstning
ind og bearbejde den i noget dertil indrettet software, fx Fontographer.
Den font, der er valgt til den danske udgave virker som et fremmedelement,
især i de passager, hvor man har ladet den oprindelige håndtekstning
stå. Kontrasten skæmmer.
I småtingsafdelingen – for nu at gå planken
ud – undrer det også at man fx har forsynet bagsiden
med et ’Eisner Award’-logo. Man må kraftigt
formode at meget få danske læsere har noget forhold
til denne pris, som tegneserien i sin tid vandt i sit hjemland.
Dispositionen er muligvis helt bevidst, og synes da også
at være i tråd med beslutningen om at behæfte
forlagets nylige udgivelse Lovecraft med forlagsnavnet
Vertigo på ryggen såvel som på bagsiden, selvom
forlaget jo altså hedder G. Floy Studio.
Hvilket bringer os til oversættelsen, der er et kapitel
for sig. Den udfordring, der ligger i at oversætte Sin
City, er på en gang enkel og kompliceret. Den hårdkogte
jargon skal overføres til dansk på en både
troværdig og elegant måde, hvilket indlysende ikke
er nemt (men at det kan lade sig gøre, vidner utallige
danske oversættelser af fx Chandler, Hammett, Cain, Ellroy,
Burke og så videre om). Problemet i tilfældet Sin
City er helt grundlæggende den totale mangel på
gehør hos oversætteren, både hvad
gælder den generelle sproglige tone og, mere specifikt,
i forhold til de enkelte figurers sproglige karakteristika. I
mange tilfælde siger hovedpersonen Marv ting, som bare ikke
lyder som ham. I andre tilfælde er den simpelthen galt fat
med det danske sprog, som ofte nærmest slæber sig
af sted, tynget af kluntet syntaks og sære begreber.
Lad os se på et par eksempler blandt mange. I en af fortællingens
mest centrale sekvenser siger Marv på engelsk: ”There’s
no settling down. It’s going to be blood and blood and by
the gallons. It’s the old days. The bad days. The all-or-nothing
days. They’re back. There’s no choices left and I’m
ready for war.” Lucille tilføjer: ”Prison
was hell for you, Marv. It’ll be life this time”.
Marv: ”Hell? You don’t know what Hell is. None
of you people do. Hell isn’t getting beat up by a cop or
hauled in front of some faggot jury. Hell is waking up every god
damn morning and not knowing why you’re even here. Why you’re
even breathing. That’s what Hell is and I’m finally
out. It took somebody who was very kind to me getting killed to
do it but I’m out. I know exactly why I’m breathing.
I know exactly what I’m doing”.
På dansk lyder dialogen: ”Man kan ikke slappe
af. Der vil være blod og i spandevis. Det er de gamle dage.
De alt-eller-intet dage. De er tilbage. Der er ingen valgmuligheder
tilbage og jeg er klar til krig.” Lucille: ”Fængslet
var helvede for dig, Marv. Det bliver livstid denne gang.”
Marv: ”Helvede? Du ved ikke hvad helvede er. Det er
der ikke nogen af jer, der gør. Helvede er ikke at blive
skåret op eller at blive hevet ind foran en bøssejury.
Helvede er at vågne op hver morgen og ikke at vide, hvorfor
du overhovedet er her. Hvorfor du overhovedet trækker vejret.
Det er dét, helvede er, og jeg er endelig sluppet ud. Det
krævede, at én, som var meget venlig mod mig, blev
dræbt, for at det skete, men jeg er ude. Jeg ved lige præcis,
hvorfor jeg trækker vejret. Jeg ved lige præcis, hvad
jeg gør.”
Det manglende gehør og den kejtede syntaks synes først
og fremmest at bunde i, at metoden for oversættelsen er
den direkte, altså at ord og sætninger oversættes
forholdsvist bogstaveligt, og at man derfor ikke har forholdt
sig særlig nært til hvordan det rent faktisk kommer
til at lyde; ”The all-or-nothing days”, ”De
alt-eller-intet dage”. Eller, som på side 177,
hvor Marv slår sin yndige makker Wendy ud for at angribe
skurkene egenhændigt; replikken lyder: ”Sorry,
kid”, mens det på dansk er blevet til: ”Beklager,
barn”. Og sådan er oversættelsen desværre
hele vejen igennem.
Som sagt er den danske udgave af Sin City defekt. Det
er synd for eventuelle nye danske læsere af Sin City,
det er synd for G. Floy Studio, der ellers sender så mange
gode og rigtige signaler. Sidst, men absolut ikke mindst, er det
også synd for Frank Miller. Få tegneserieskabere med
en professionel selvforståelse ville kunne acceptere at
få forvitret sit værk i det omfang, vi her ser. Man
må håbe for G. Floy Studio at ingen danske læsere
sender Millers amerikanske forlægger Dark Horse et eksemplar
ledsaget af et forurettet brev. For så ville de givetvis
blive sat fra bestillingen. Og det ville være synd for os
allesammen.
Miller, Frank (2004). Sin City. 208 s., Kr. 148,00.
Roskilde: G. Floy Studio 2004.
|
|
[oktober 2004]
|
|
|
| |
|
|
