| Den
fransk-belgiske forlagsgruppering Éditions Frémok,
eller bare Le FRMK, har nu i ti år, først hver for
sig som hhv. belgiske Fréon og franske Amok og siden 2002
sammen, stået for Europas måske mest konsekvente og
kvalitetsbevidste udgivelseslinie indenfor avant-gardetegneserier.
Valget er konsekvent faldet på det grænsebrydende,
det eksperimenterende, og ofte det billedkunsterisk anlagte, og
de udgivne serieskabere tæller da også blandt kontinentets
mest udfordrende: blandt andre Thierry van Hasselt, Olivier Marboeuf,
Dennis & Olivier Deprez, Stefano Ricci, Silvestre, Kamel Khélif,
Vincent Fortemps, Michael Matthys, Dominique Goblet, Martin tom
Dieck, Nabile Farès, Aristophane og vor egen Søren
Mosdal.
Udgivelserne signalerer utvetydigt og helt uden skrupler Kunst,
med stort K, og åbner sig af samme grund uvægerligt
for angreb fra to sider. Den ene er faren for overdreven prætention
og postuleret dybde, den anden er de uvægerligt ufavorable
sammenligninger med billedkunsten, der hvordan man end vender
og drejer den er storebror-mediet i denne sammenhæng. FRMKs
produktion vidner, ikke overraskende, om en ikke altid lige elegant
balancegang mellem disse to faldgruber, men de fortsætter
ufortrødent og det taler til deres ros. Det er forfriskende
at se folk, der kompromisløst hævder mediets evne
til at favne den brede vifte af udtryk, der traditionelt har været
andre mediers eksklusive domæne, og at gøre det fuldstændig
uapologetisk.
Og det er da også blevet til en række fantastiske,
om end ofte uperfekte, tegneserieudgivelser. Til disse hører
afgjort den stort anlagte og stærkt ambitiøse Qui
a connu le feu / Who Has Known Fire (udgivelsen er sideløbende
tekstet på såvel fransk som et noget mangelfuldt engelsk).
Med FRMKs vanlige sans for perfektion i tilrettelæggelsen
er det en indbunden 56-siders tegneserie, trykt i ikke-rastereret
bikromi på tykt og svagt crèmetintet bøttepapir
med indsatte tekstfelter i matguld. Ophavsmændene er forlagets
franske forlægger og her tekstforfatter Yvan Alagbé,
der med denne serie på mange måder kan siges at nå
det foreløbige højdepunkt i den fortsatte udforskning
af kolonialismens natur, han før bl.a. har behandlet i
serierne Les Nègres jaunes (1994) og Dyaa
(1997), og Olivier Bramanti, der med sine løst svungne
og pensel- og tuschtegninger fortsætter den skildring af
krigens og konfliktens natur, han allerede har taget livtag med
i sine meditationer over krigene i Bosnien og Kosovo, Le Pont
de l’Ange (1999) og Le Chemin des Merles (2001).
Præmissen for værket er en hypotetisk samtale mellem
kolonialist og kolonialiseret, personificeret i hhv. den portugisiske
Dom Sebastaio (1554-1578), der i 1578 forsvandt under et felttog
i Marokko og derved blottede sin nation for annektering af Spanien
og siden hen blev betragtet som en redningsmand, der når
tiden var inde ville vende tilbage og genoprette sit tabte rige,
og Kongen af Dahomey – det nuværende Benin –
Béhanzin (1844-1906), som i 1890erne kæmpede en indædt
men forgæves kamp mod de franske kolonisatorer, og endte
sine dage i eksil i Algeriet. Alagbé har samplet en række
historiske og litterære kilder, der bl.a. tæller Béhanzins
egne, dokumenterede ord til sit folk og et par af Portugals store
digtere, Luis vaz de Camoes og Fernando Pessoa, men også
en længere passage fra en klassisk analyse af det koloniserede
Indien, til en helhed, der ender med at blive en udforskning af
mødet med selvet i den Anden.
Dom Sebastaio og Béhanzin er på én og samme
tid skæbnefæller og modsætninger. De har begge
været betragtet som Messias-lignende skikkelser af deres
folk og har begge påkaldt sig den samme, kristne gud i deres
forehavende. Men de står samtidig på hver sin side
af skellet mellem udbytter og udbyttet, kolonisator og kolonialiseret.
Béhanzins monolog bliver således en stadig double
entendre, hvor Sebastaio tiltales ”petit Blanc”
– ”lille Hvide Mand” – og samtidig er
den Hvide Gud, han tilbeder og udenfor hvilken kun djævlen,
den Sorte, findes. Djævlen beskrives som et instrument i
den Hvides hænder, fra hvilken den Sortes Passion er den
eneste frelse og det endelige mål er naturligt nok den sammensmeltning,
man aner og frygter er umulig.
Bramantis billeder forankrer den lyriske tekst i en række
ekspressive enkeltbilleder, der indgår i dialog med ordene
og lidt efter lidt fremstår som et forløb kædet
sammen af kulturelle, religiøse og kolonialistiske symboler,
og fremstillinger af den menneskelige krop og særligt det
menneskelige ansigt. Sidstnævnte fastlægges hurtigt
som hovedmotivet og vi præsenteres således for et
katalog af fortrinsvis sorte ansigter i forskellige stadier af
klarhed – fra det løst definerede over det detaljerede
og personspecifikke til det udviskede. I al sin enkelhed suggererer
særligt udviskningen det ukendte, den Anden, for læseren.
Der er igen tale om en stadig ambivalens; på den ene side
objektiviseres det sorte menneske og den sorte krop, på
den anden side hævder billederne en afrikansk oprindelighed,
til hvilken det kolonialistiske blik er forment adgang. Helheden
bliver således et symbolsk dobbeltspil, der tjener det ambitiøse
og grænsende til det højspændte værks
i sidste ende stærkt anfægtende enhedsutopi.
Bramanti, Olivier & Alagbé, Yvan (2004). Qui
a connu le feu / Who Has Known Fire. 56 s., bikromatisk. Paris/Bruxelles:
Le Éditions Frémok.
|
|
[november 2004]
|
|
|
| |
|
|
