|
Jeg hører til
den generation, der oplevede det store albumboom, som indledtes
i 70'erne og fortsatte et godt stykke ind i 80'erne. Til trods
for, at der over årene sideløbende også har
været en forholdsvis stærk tradition for at udgive
tegneserier i hæfter, har mediet først og fremmest
herhjemme markeret sig i albummet. Derfor har det også været
med stor beklagelse at følge den kvantitative regression,
der har præget 90'ernes albummarked. Og i forlængelse
af det har diskussionerne været mange og lange om, hvad
fanden der egentlig gik galt. Er tegneserien blevet presset tilbage
af elektroniske medier som den foretrukne underholdningsform,
er kilden udtømt, så der ikke længere er nogle
serier, der er værd at udgive, eller er det bare vejrets
skyld?
Store markeder som Frankrig og Amerika er mere eller mindre kommet
sig over krisen, det højteknologiske Japan sprøjter
den ene storsælgende manga ud efter den anden, og selv et
land som Norge, hvor der bor 1 million færre end i Danmark,
har formået at stimulere sit hjemmemarked, og det tilmed
med lokalt producerede tegneserier. Tilsvarende jubelrapporter
kan vi ikke komme med i Danmark, og som situationen er nu herhjemme,
skal man ikke være den afgørende bidragyder til husstandsindkomsten,
hvis man vil starte en karriere op som serieskaber.
Bevares, de store tegneserier udkommer stadig i Danmark, Bilal
og Blake og Mortimer, X-Men og Spider-Man,
og det er fint nok og viser, at der stadig er et økonomisk
incitament for de store udgivere til at blive på markedet.
Men som læser af mediet i over 30 år vil jeg også
gerne videre, ud på nye opdagelser, se hvad mediet også
kan bruges til, overraskes, glædes osv. Og disse behov tilfredsstilles
ikke alene via de mainstream-produkter, der tilbydes i dag. Dette
ikke skrevet af en elitær akademiker eller kulturradikal
smagsdommer, men en, der mener, at vi skal både have supermarkedet
og katedralen her i Danmark.
Sådanne tanker leder ofte til et lidt negativt syn på
situationen herhjemme, og i værste tilfælde (når
associationerne flyder i regnen mandag morgen på vej til
kontoret eller når man tirsdag nat netop er blevet sparket
ud af sit stamværtshus) til en fornemmelse af, at sidste
mand i branchen lukker og slukker. For når der ikke rigtig
sker noget, hvordan skal nye generationer så blive tiltrukket
af mediet?
Og så er det, at man glædes over antologien Sort
som blæk, Johan F. Krarups Brune sider og for
den sags skyld også det nordsjællandske Tegneserie-Mix
og Viborg-strømeren Bill
Nash. Hvor tegneserien af mange sortseere er blevet dømt
ude, viser en ny generation, at unge stadig gider læse og
skabe egne tegneserier. De er derude, de lever og ånder
og knokler, det meste er noget lort, men der er en lyst og en
fremdrift - og ind imellem også noget, der peger i den rigtige
retning - og en dag, når de er parate, kommer de og overtager
produktionsmidlerne og smider os sure, gamle, desillusionerede
prutter på porten.
Dybt inde på det mørke Nørrebro i København
mødes hver onsdag aften kl. 19 i Medborgerhuset på
Blågårds Plads en række unge mennesker i et
fællesskab, der er døbt Tegneserieværkstedet
Blæk. Her tegnes på livet løs, gives konstruktiv
kritik, og resultatet af dette kreative samvær har nu udmøntet
sig i antologien Sort som blæk. I alt 10 bidragydere, ni
drenge og en pige, er repræsenteret med en række serier,
som spænder bredt - fra det vildt fabulerende til det mere
selvbiografiske. Det grafiske niveau er ligeledes svingende, og
generelt er der for få, der virkelig tegner godt. Pedro
Lopez og Simon Petersen tager teten, både med tegninger
og historier. Lopez leverer en morsom historie om en kat, som
er stand-in for Tom fra Tom & Jerry i action-sekvenserne,
mens Simon Petersen bidrager med en personlig beretning om en
tur i et dansk provinstivoli. Simon Petersen er en gammel kending
fra Tegneserie-Mix og andre sammenhænge; han er ivrig,
produktiv og har været det evige talent i en fem års
tid, så nu må han snart give sig mere tid til at skabe
den rette finish i sine serier, så han kan komme
videre.
.
Således et skulderklap til Lopez og Petersen, mens de resterende
af Blæk-bidragene endnu savner den rette omhu, akkuratesse
og tålmodighed til, at der for alvor kan spås om potentialet.
Potentiale er der hos Johan F. Krarup, men lige præcis
hvilket, er svært at sige. Hans lille hæfte, Brune
sider, peger i alle mulige retninger, først og fremmest
er han en talentfuld tegner og hans absurde humor viser, at det
nok er den retning, han skal gå. Brune sider fremstår
som en lang række stiløvelser, fra enkelttegninger
til regulære tegneserier og collager. Fælles for dem
alle er en mere eller mindre artikuleret humor, fra det tumpede
og bøvede til det mere subtile. Johan Krarup har ganske
godt fat i seriemediet og forsøger derfra at prøve
det af. Som selvudgivet undergrundshæfte er det forholdsvis
vellykket, og herfra er forventningerne steget til næste
udgydelse fra den kant. Krarup og Blæk fortæller os,
at der er grøde i den danske tegneserieunderskov, og det
skal blive spændende at følge med i, hvad det ender
med.
Tegneserieværkstedet Blæk (2003). Sort som
Blæk. 80 s. S/H, København: Blæk. Kr. 30,00.
Krarup, Johan F. (2003). Brune sider. S/H, København:
Eget forlag.
| |
[februar 2004]
|

|
|
 | |
|



Fra
Simon Petersens serie i Sort som blæk.

Fra
Peter Lovdals serie i Sort som blæk.

Fra
Agnete Hjerls serie i Sort som blæk.

Fra
Brune sider.

Fra
Brune sider.
|