RACKHAM - Artikelbase

SORT SOM BLÆK - OG EN FORHÅBENTLIG LYS FREMTID
Tegneserieværkstedet Blæks Sort som blæk og Johan F. Krarups Brune Sider

Af Paw Mathiasen

Jeg hører til den generation, der oplevede det store albumboom, som indledtes i 70'erne og fortsatte et godt stykke ind i 80'erne. Til trods for, at der over årene sideløbende også har været en forholdsvis stærk tradition for at udgive tegneserier i hæfter, har mediet først og fremmest herhjemme markeret sig i albummet. Derfor har det også været med stor beklagelse at følge den kvantitative regression, der har præget 90'ernes albummarked. Og i forlængelse af det har diskussionerne været mange og lange om, hvad fanden der egentlig gik galt. Er tegneserien blevet presset tilbage af elektroniske medier som den foretrukne underholdningsform, er kilden udtømt, så der ikke længere er nogle serier, der er værd at udgive, eller er det bare vejrets skyld?

Store markeder som Frankrig og Amerika er mere eller mindre kommet sig over krisen, det højteknologiske Japan sprøjter den ene storsælgende manga ud efter den anden, og selv et land som Norge, hvor der bor 1 million færre end i Danmark, har formået at stimulere sit hjemmemarked, og det tilmed med lokalt producerede tegneserier. Tilsvarende jubelrapporter kan vi ikke komme med i Danmark, og som situationen er nu herhjemme, skal man ikke være den afgørende bidragyder til husstandsindkomsten, hvis man vil starte en karriere op som serieskaber.

Bevares, de store tegneserier udkommer stadig i Danmark, Bilal og Blake og Mortimer, X-Men og Spider-Man, og det er fint nok og viser, at der stadig er et økonomisk incitament for de store udgivere til at blive på markedet. Men som læser af mediet i over 30 år vil jeg også gerne videre, ud på nye opdagelser, se hvad mediet også kan bruges til, overraskes, glædes osv. Og disse behov tilfredsstilles ikke alene via de mainstream-produkter, der tilbydes i dag. Dette ikke skrevet af en elitær akademiker eller kulturradikal smagsdommer, men en, der mener, at vi skal både have supermarkedet og katedralen her i Danmark.

Sådanne tanker leder ofte til et lidt negativt syn på situationen herhjemme, og i værste tilfælde (når associationerne flyder i regnen mandag morgen på vej til kontoret eller når man tirsdag nat netop er blevet sparket ud af sit stamværtshus) til en fornemmelse af, at sidste mand i branchen lukker og slukker. For når der ikke rigtig sker noget, hvordan skal nye generationer så blive tiltrukket af mediet?

Og så er det, at man glædes over antologien Sort som blæk, Johan F. Krarups Brune sider og for den sags skyld også det nordsjællandske Tegneserie-Mix og Viborg-strømeren Bill Nash. Hvor tegneserien af mange sortseere er blevet dømt ude, viser en ny generation, at unge stadig gider læse og skabe egne tegneserier. De er derude, de lever og ånder og knokler, det meste er noget lort, men der er en lyst og en fremdrift - og ind imellem også noget, der peger i den rigtige retning - og en dag, når de er parate, kommer de og overtager produktionsmidlerne og smider os sure, gamle, desillusionerede prutter på porten.

Dybt inde på det mørke Nørrebro i København mødes hver onsdag aften kl. 19 i Medborgerhuset på Blågårds Plads en række unge mennesker i et fællesskab, der er døbt Tegneserieværkstedet Blæk. Her tegnes på livet løs, gives konstruktiv kritik, og resultatet af dette kreative samvær har nu udmøntet sig i antologien Sort som blæk. I alt 10 bidragydere, ni drenge og en pige, er repræsenteret med en række serier, som spænder bredt - fra det vildt fabulerende til det mere selvbiografiske. Det grafiske niveau er ligeledes svingende, og generelt er der for få, der virkelig tegner godt. Pedro Lopez og Simon Petersen tager teten, både med tegninger og historier. Lopez leverer en morsom historie om en kat, som er stand-in for Tom fra Tom & Jerry i action-sekvenserne, mens Simon Petersen bidrager med en personlig beretning om en tur i et dansk provinstivoli. Simon Petersen er en gammel kending fra Tegneserie-Mix og andre sammenhænge; han er ivrig, produktiv og har været det evige talent i en fem års tid, så nu må han snart give sig mere tid til at skabe den rette finish i sine serier, så han kan komme videre.
.
Således et skulderklap til Lopez og Petersen, mens de resterende af Blæk-bidragene endnu savner den rette omhu, akkuratesse og tålmodighed til, at der for alvor kan spås om potentialet.

Potentiale er der hos Johan F. Krarup, men lige præcis hvilket, er svært at sige. Hans lille hæfte, Brune sider, peger i alle mulige retninger, først og fremmest er han en talentfuld tegner og hans absurde humor viser, at det nok er den retning, han skal gå. Brune sider fremstår som en lang række stiløvelser, fra enkelttegninger til regulære tegneserier og collager. Fælles for dem alle er en mere eller mindre artikuleret humor, fra det tumpede og bøvede til det mere subtile. Johan Krarup har ganske godt fat i seriemediet og forsøger derfra at prøve det af. Som selvudgivet undergrundshæfte er det forholdsvis vellykket, og herfra er forventningerne steget til næste udgydelse fra den kant. Krarup og Blæk fortæller os, at der er grøde i den danske tegneserieunderskov, og det skal blive spændende at følge med i, hvad det ender med.

Tegneserieværkstedet Blæk (2003). Sort som Blæk. 80 s. S/H, København: Blæk. Kr. 30,00.

Krarup, Johan F. (2003). Brune sider. S/H, København: Eget forlag.