Af Henry Sørensen

Den tuberkuløse Toco, der i bogstaveligste forstand døde af grin en sommer, viser sig stadig med jævne mellemrum for de udvalgte få. Siddende på bænken under det gamle træ, vinker han med hånden gemt et sted inde i de alt for lange ærmer og sender gerne et smil. Måske tænker han på dengang Israels tvillingesøster forsvandt under solformørkelsen. Eller dengang Luba åbnede Palomars første biograf og dermed bragte rigtige mandfolk som Sterling Hayden og James Cagney til byen. Måske ler han i sit stille sind over lidelsesfællen Martin El Loco - landsbytosse om en hals, men med en evne til at få øje på ting, som går de mere velfungerende indbyggeres næse forbi. Måske længes han bare efter at smage Tonansins berømte babosas eller Pipos suppe, der efter sigende kan kurere alle former for hjertesorg.

Som man kan se, fejler fabuleringsevnen ikke noget hos den amerikanske tegneserieskaber Gilbert Hernandez. Og det er da heller ikke uden grund, at anmeldere verden over har set sig i stand til at drage paralleller til skønlitterære sværvægtere som Gabriel García Márquez og John Steinbeck. For i Gilbert Hernandez' fortællinger fra Palomar mødes den magiske realisme med en jordbunden og ægte kæren sig om karaktererne. Med udgivelsen af den digre Palomar - The Heartbreak Soup Stories får læseren nu for første gang mulighed for at læse Hernandez' mange hjertevarme og hjerteskærende historier som én samlet fortælling - som én stor krønike.

KÆRLIGHED OG KANONER
Brødrene Gilbert og Jaime Hernandez blev i begyndelsen af 1980erne de kunstneriske frontløbere på det dengang lille amerikanske forlag Fantagraphics. Med hæfteserien Love & Rockets blev de snart at regne blandt de helt store fornyere af den amerikanske tegneserie. Mens lillebror Jaime tog pulsen på post-punk miljøet i storbyen, lod Gilbert Hernandez sine fortællinger udspille sig i den fiktive latinamerikanske flække Palomar. Sammen fik de et helt nyt publikum i tale, og Love & Rockets var i høj grad medvirkende til at gøre den amerikanske tegneserie voksen.

Siden Love & Rockets' begyndelse har der hersket bred enighed om, at Jaime var ham med de gode tegninger - men de lidt svage historier - og vice versa for Gilberts vedkommende. Mens man måske nok kan forsvare første halvdel af standpunktet, bør man imidlertid tage anden halvdel med et gran salt. For nok er der ikke helt den samme overlegne finish over Gilberts tegninger, men de kan til overflod hvad de skal: med sin lidt friere streg og med en overlegen forståelse for karikatur og ansigtsudtryk formår han at besjæle sine figurer i en grad, hvor Jaimes mere naturalistiske streg til sammenligning ofte kommer til kort.

Endelig må man holde sig for øje, at det er tegneserier, vi har med at gøre og ikke enkeltstående illustrationer. Derfor er samspillet mellem tekst og tegning af større vigtighed, end hvordan illustrationerne tager sig ud isoleret. Nok kan Gilbert Hernandez tegnemæssigt være stiv i betrækket og ind imellem synes grænsende til det ubehjælpsomme, men man er aldrig i tvivl om, hvor han vil hen eller hvad han vil formidle. Gilbert Hernandez kan fortælle en fængslende historie på bare to billeder, og man behøver således ingen regnemaskine for at konstatere, at denne samling med sine mere end 500 sider giver fuld valuta for pengene.

Palomar er først og fremmest og i bogstaveligste forstand svedig i kraft af sine eksotiske himmelstrøg, det flammende temperament og den dampende erotik. Men den er også kontemplerende på en tilbagelænet siesta-agtig måde. Der spilles på læserens hele følelsesregister. Humor og alvor afløser hinanden fuldstændig gnidningsløst, når historierne da ikke ligefrem svinger sig op til at være både morsomme og tænderskærende sørgmodige på én og samme tid.

Palomar er et mikrokosmos, og som alle sådanne er det etableret, for at fortælle noget om de større sammenhænge: historierne skærer ind til benet af det universelle i det lokale. Det handler om menneskers tab af uskyld, de bristede drømme og forhåbninger som alle bærer på, og hvordan fortiden altid er parat til at stikke en kæp i hjulet, når man tror, at banen er fri. Ikke engang de døde, som vi skal se, kan man lægge bag sig.

STRANGERS IN A STRANGE TOWN
I den første fortælling, "Heartbreak Soup", som også har givet samlingen sin undertitel, møder vi Heraclio, der som ganske ung mand ankommer til Palomar. For ham er alt nyt, lige så vel som det er for læseren. Han undres og det samme gør vi. Palomar er et lille bysamfund "somewhere south of the U. S. border", hvor man døser i solen, hvor pubertetsdrengene stjæler øl og opdigter historier om seksuelle eskapader. Men bølgerne kan også gå højt. I Palomar er det således ikke ualmindeligt, at der er slagsmål i kirken; ja selv til begravelser bliver der ind imellem uddelt øretæver. Det bliver altså gennem Heraclios optik, at vi i første omgang får et blik ind i det brogede og mangefacetterede univers, som er Palomar.

Her møder vi bl.a. den rapkæftede Carmen, hittebarn og sandsigerske på ti, der gang på gang letter trykket, når samtaler og situationer truer med at blive for alvorsfulde. Vi møder den smukke Pipo, der kurtiseres af Manuel med smørtenoren til stor fortrydelse for Gato, hvis jalousi gør ham til en tikkende bombe. Vi møder byens bañadora, badstuemadamen Chelo, der i kraft af sin praksis har både sheriffen og andre af byens høje herrer i sin hule hånd. Og endelig møder vi den særdeles storbarmede Luba, der, lige som Heraclio, netop er ankommet til byen.

Luba bliver hurtigt seriens gennemgående ledefigur, den drivende kraft og omdrejningspunktet for mange af fortællingerne. På grund af sit udseende og sit væsen, kommer hun i højere grad end Heraclio til at føle, at hun er en udefra kommende. Hun insisterer dog hårdnakket på sin egen dagsorden, omend den så måtte støde imod konsensus i det lille lokalsamfund. Det er naturligt nok Palomars kvinder, der har mest at sige hende på. For Luba har på indeværende tidspunkt fire børn med lige så mange fædre og kun hun ved, hvem der er ophav til hvem.

Som dreng indlemmes Heraclio snart i den dagdriverbande, der driver værket frem til en begyndelse, og som der siden vendes tilbage til adskillige gange i den samlede krønike, når Hernandez føler trang til at berette om ungdommens sorgløse dage som modvægt til voksenlivets fortrædeligheder. I begyndelsen slår den alvidende fortæller ned stedvis, for så at forsvinde igen. Senere hen viger han gerne pladsen, for at en eller flere af dramaets aktører kan komme til orde og give sin version af begivenhederne.

STEMMER I TIDEN
Efter at "Heartbreak Soup" har præsenteret os for det væld af karakterer, som bebor det lille samfund, springer Hernandez adskillige år frem i tiden, og læseren genfinder i "Act of Contrition" de samme personer som voksne. Drengene er blevet unge mænd, der nu hænger foran natklubberne i den nærliggende storby San Fideo, Luba har lukket badstuen og i stedet åbnet Palomars første biograf, etc. Grundlæggende er alt dog ved det gamle i byen, og en eventuel newcomer må stadig lide under de gamle indvåneres mistro og murren i krogene.

Det må bedemanden Archie sande, da han ankommer og langsomt begynder at gøre kur til Luba. Archie er et godt eksempel på Hernandez' evne til først at lancere og derefter nuancere en kartakter: han dukker op ud af intet som en lidt lurvet charlatan med en dubiøs dagsorden, men viser sig efterhånden at være en både tillidsvækkende og troværdig sjæl.

Det nævnte store spring i tid foretages iøvrigt uannonceret og uden varsel, noget man som læser lige så godt kan vænne sig til først som sidst, da det bliver et tilbagevendende kunstgreb for Hernandez. Han giver os enkelte pejlemærker undervejs, som Tocos død og åbningen af Lubas biograf, men ellers er det op til læseren selv at sammenstykke kronologien de enkelte kapitler imellem.

De mange små indskudte flashbacks er med til at skabe et flimrende kalejdoskop af tid og sted. Men der springes ikke alene frem og tilbage i kronologien - også fortællingernes point of view har det med at skifte. I "Act of contrition" refereres den samme begivenhed af forskellige personer - med mærkbare forskelle til følge. Hernandez får via Lubas og Archies henholdsvise erindringer sat en fed streg under de dybt uforenelige måder, hvor på mænd og kvinder læser og fortolker en given situation.

I den senere "For the Love of Carmen" er fortællerstemmen givet til Heraclio, der genkalder sig sin historie fra det øjeblik, han ankommer til Palomar, og til han venter sit første barn sammen med Carmen. Endnu længere henne får også Pipo lov til at give sit bud på en selvbiografisk overflyvning. Som læser må man altid holde sig for øje, at ikke alle fortællerne er lige pålidelige, eller at de i hvert fald ikke alle ser en given situation i det samme lys.

Det er i det hele taget som om, Hernandez har en samling anekdoter, som han så spiller ud igen og igen fra forskellige synsvinkler, for dermed at opnå forskellige udfald og skabe en levende, vibrerende mytologi, så polyfon og disharmonisk som virkeligheden selv. Således skriver Hernandez sig altså ikke blot ind i forlængelse af García Márquez' Macondo-univers, men i lige så høj grad også i den form for multiperspektivisk krønikeskrivning vi bl.a. finder i William Faulkners bøger om det vidtløftige fiktionsunivers Yoknapatawpha County.

Det kronologiske kaos hersker imidlertid ikke kun imellem kapitlerne. Også internt i de enkelte historier springes der ofte i tid, gerne i form af en næsten demonstrativ brug af flashbacks. I "The Reticent Heart" er der sågar flashback i flashbacket! Tilbageblikkene benyttes på klassisk vis til at uddybe og forklare personernes nuværende bevæggrunde og handlingsmønstre, som nu i "The Laughing Sun" hvor Heraclio, Israel, Satch og Vicente - nu granvoksne mænd og spredt for alle vinde - mødes igen, fordi det er slået klik for deres barndomskammerat Jesus Angel, der først har banket sin kone og siden er flygtet op i bjergene.

Jesus' efterfølgende fængselsophold skildres i den krasse fortælling "Holidays in the Sun". Her nødsages vor ven til at dyrke sex med sine mandlige medfanger, alt imens han fantaserer om Luba og hjemsøges af billeder af sin kone. Også spøgelset af Toco dukker op. I et to siders tilbageblik på Jesus og Lauras ægteskab, bryderierne og den efterfølgende rettergang, erfarer vi, hvorfor den forholdsvis milde forbrydelse har kunnet afføde så en hård straf, og får samtidig rekonstitueret vor opfattelse af Jesus som et på bunden godt og retskaffent menneske.

De to siders opsummering er et festfyrværkeri af klassiske tegneserievirkemidler: springende sveddråber, stjerner og dampskyer fyger om hovederne på de stærkt karikerede personer. Således får Hernandez skabt en larmende diskrepans mellem formens nærmest slapstick-agtige letbenethed og indholdets begrædelige alvor.

BE BOP A LUBA
Uoverensstemmelser i et ægteskab er ingen spøg, men fænomenet har ikke desto mindre været underlagt talløse granskninger af humoristisk tilsnit. "Min kone forstår mig ikke" er blevet en komisk standardreplik, som Hernandez tager til nye højder i den korte "Love Bites". Her udstilles de konfliktsky mænds reaktionsmønstre i en hylende grinagtig værtshusscene, der endnu engang blot understreger, hvem der i sidste ende bestemmer, hvor skabet skal stå i den lille by.

For Palomar er jo i virkeligheden et matriarkat. Det er gang på gang kvinderne, der formår at tage sagen i egen hånd og få tingene gjort, mens mændenes respektive livsbaner i højere grad synes at stile ad den vej, vinden blæser. Det er således ganske betegnende, at det i den samlede fortællings anden halvdel er kvinderne (Pipo, Maricela, Doralis), som opnår succes i USA, mens flertallet af de mænd (Soledad, Vicente, Jesus), der har krydset grænsen, er rejst slukørede hjem igen.

Uden for byen tårner de enorme statuer sig op, som områdets oprindelige befolkning har rejst. Flere af disse tager sig ud som kopier af Venus fra Willendorf i overstørrelse og signalerer, at her kunne rituelle frugtbarhedsceremonier have fundet sted. Men samtidig er det også herfra, de hvileløse ånder kommer som, i følge den nuværende overtro, er skyld i alskens ulykker. Således får Hernandez ikke alene antydet en dobbeltbundethed i selve det at kunne give liv, men i lige så høj grad også i de seksuelle drifter, som er uløseligt forbundet dermed.

Frugtbarhedsgudinde om en hals er selvfølgelig Luba. Hun er på én gang mor og sexsymbol - og så meget kvinde, at da drengene endelig får muligheden for at komme i lag med hende i "The Reticent Heart", går de bagover af bar benovelse og præstationsangst. At Luba ikke alene er et seksuelt kraftcenter af de helt store, men også forstår at udnytte dette til at få et fast greb om byens mandlige beboere, symboliseres - grovkornet, men effektivt - i den falliske hammer, hun konstant bærer rundt på. Hun har dem, som de siger derovre, by the balls.

Alene det at Hernandez kan skabe en figur, der ikke er bleg for at benytte sig af sine fortrin for egen vindings skyld, og som læseren alligevel finder sympatisk, er lidt af en præstation. Men Luba er også en mere kompleks størrelse end som så. Nok giver hun sig hen til snart sagt alle og enhver, men det er lige så ofte af nød som af lyst og under alle omstændigheder altid med blandede følelser og følger.

At en sådan form for dolce vita også har sine omkostninger, bliver efterhånden tydeligere og tydeligere i takt med, at forgreningerne på stamtræet tager til. I anden halvdel af den samlede fortælling ser vi en Luba, der ikke blot truer med at bukke under af stress, men også resignerer overfor det erotisk ladede kaos, som hun til dels selv er anstifter af og midtpunkt i, og som hun hidtil - med nogen succes - har formået at holde i ave.

At kærligheden i det hele taget altid har en vrangside belyses, typisk for Hernandez, dels via et humoristisk, dels et alvorlig eksempel: Heraclio, der nok får sin højt elskede Carmen, men som til gengæld må give afkald på snart sagt alle andre interesser, og så Pipo, der i kraft af sit ægteskab med Gato, snart får kærligheden at føle i mere end én forstand af sin jaloux ægtemand.

KORT OG GODT
Det er naturligt nok de længere forløb, der giver os den største indsigt i karaktererne, deres personlige udvikling og interaktion, men Palomar ville ikke være det festfyrværkeri af fortælleglæde og fantasi, uden de mange små dagligdags punktnedslag. De korte 2 - 10 siders historier, der ofte har byens børn i hovedrollerne, smyger sig som små vignetter omkring de længere forløbs kontinuitet, og har gerne et anekdotisk præg, der føjer til byens mytologi. Samtidig får de funktion af comic relief i forhold til den seriøse grundtone, der præger værket som helhed.

Ofte tages der udgangspunkt i børnenes møde med de voksnes verden, med alt hvad det afstedkommer af undren og misforståelser. De små fortællinger kan imidlertid også pludselig slå om i en mere seriøs tone. Det ser vi fx i "On Isidro's Beach", hvor en strandturs liv og glade dage får en brat ende, da Luba og børnene render ind i staklen Isidro.

Safterne stiger til gengæld i "Ecce Homo", der udspiller sig under den årlige festival for de døde. Her sættes hårdt mod hårdt i en fornøjelig afsøgning af de i høj grad spanske - men jo altså også universelle - tematiske modpoler: liv og død. For det er jo i disse ekstremer, at menneskene for alvor viser, hvem de er og hvad de er gjort af - i spørgsmål om liv og død, kærlighed og krig. Det er ikke uden grund, at Hernandez-brødrenes hæfteserie hedder Love & Rockets.

EN VERDEN UDENFOR
I "An American in Palomar" er det igen via en udefrakommende via får et blik ind i det lille samfund. Men denne gang er der tale om et virkeligt fremmedlegeme i form af den nordamerikanske fotograf Howard Miller. Miller har høje tanker om sig selv og ser i Palomar den rustikke setting til en fotobog, der endeligt skal befæste hans geni.

Den flyvske Tonansin ser til gengæld et springbræt til guld og grønne skove i fotografen. Hun kommer således til at lægge krop til såvel hans linse som hans begær; Miller lover til gengæld at vise billederne af hende "i Hollywood". Man kan selv gætte hvem, der får mest ud af dén transaktion.

Millers ønske om at profitere og profilere sig på de lokales elendighed, kan selvfølgelig læses som en kritik af vesterlandske kunstneres trang til at æsteticere og udstille andre kulturers nød. Her bliver kritikken dog vinklet humoristisk, i det det gang på gang viser sig, at Miller nærmest selv må fremtvinge eller iscenesætte elendigheden for at få den i kassen. Den slags vil de lokale selvfølgelig ikke stå model til i længden, og inden længe er fotografen da også smidt på porten.

Palomar er et dueslag uden for tiden; en helle i en rivende strøm, der styrer direkte mod afgrundens rand. Men nyheder fra den store verden udenfor trænger selvfølgelig også ind. Som nu i "The Way Things Are Going", hvor globale problemer som AIDS, krig og arbejdsløshed kommenteres. Også frygten for en overhængende atomvinter kan spores i flere af fortællingerne fra 1980erne. Som Tonansin siger i "Duck Feet": "The U. S. are now preparing bombs that'll have almost worse effects than their most popular books and movies."

Udsagnet har selvfølgelig en ironisk-humoristisk slagside, men er også emblematisk for de fleste af indbyggernes forhold til supermagten mod nord. Da Soledad Marquez vender hjem fra en tur til staterne, kan en vantro Satch fortælle de andre drenge at "he hated Disneyland (...) He went on and on about how he hated the States and that Disneyland was just the States in miniature..." Drengenes opfattelse af USA som The Promised Land får altså et gevaldigt skud for boven, og tvinger Satch til at omvurdere alle værdier med spørgsmålet: "What if Disneyland does suck, huh?"

Pipo, der senere henne i forløbet opnår stor succes i tekstilindustrien nord for grænsen, er selv sagt begejstret for den amerikanske way of life, men er også fortvivlet over, at en ung immigrantkvindes finden vej til toppen i USA automatisk tilskrives et udslag af held snarere end dygtighed. At Jesus Angel derimod finder stedet falsk og forløjet, kommer til udtryk i hans syn på de nordamerikanske kvinder: "The girls were fake looking, like wax and rubber... not one was as beautiful as a Palomar woman." Vicente, der ikke har opnået samme succes som Pipo, har mildt sagt også sine forbehold.

Nu er det imidlertid ikke blot USA, men snart sagt ethvert alternativ til Palomar, der vækker ambivalente følelser i byens beboere. De føler sig på en gang tiltrukket og frastødt af verden uden for. Indser på en gang nødvendigheden af og mærker frygten for at knytte an til omverdenen. I den lange fortælling "Human Diastrophism" diskuteres det således livligt, hvor vidt det nu er forsvarligt at installere en telefon i byen. For som Alcalde siger: "I know of stronger cultures that were crushed by the invasion of fashion and consumerism and rock'n'roll (...) I want to keep our culture and heritage intact. The outside world is a stinking dying elephant and to become directly linked with it would mean our end as well..."

EKKOER OG OMSLAG
Lige som beboerne i den lille by ikke helt kan undgå at forholde sig til verden udenfor, må værket Palomar ind imellem også ty til et par intertekstuelle allusioner. Det kan være ren skæg og ballade, som når Gilbert Hernandez lader en hornbebrillet mand savle over den lårfagre Tonansin, for således at betale lidt af gælden tilbage til sit store forbillede Robert Crumb, eller når han sætter lillebror Jaime til at tegne et par af sine egne figurer ind i Palomars univers.

Men brugen af allusioner kan også have et mere seriøst sigte, som når Hernandez spejler sine egne fortællinger i allerede eksisterende, for således at forstærke deres resonansbund. "Holidays in the Sun", der fortæller den bitre historie om Jesus Angels fængselsophold, henter fx ikke så lidt fra Manuel Puigs Edderkoppekvindens kys, og man slipper næppe gennem "For the Love of Carmen" uden at høre i hvert fald et enkelt ekko af Vladimir Nabokovs Lolita.

Hernandez kan også lade en helt konkret reference føje til vor opfattelse af situationen: når Lubas kusine Ofelia læser højt af Victor Hugos Les Miserables for hendes børn, gør allerede den valgte bogs titel, at parallellerne bliver til at tage og føle på. En konkret reference kan også sige mere end tusind ord om en given karakter: i den muntre "Love Bites" må stakkels Heraclio både forsage García Márquez og pille en reproduktion af Edvard Munchs Skriget ned fra stuevæggen igen, fordi den iltre Carmen er bange for, at naboerne skal tro det er noget, de selv har malet!

Værket er imidlertid også rigt på intratekstuelle allusioner. En begivenhed kan genkaldes, eller en genstand dukke op, som refererer hundredevis af sider tilbage i værket. Det kausale forløb kan ind imellem være spændt til bristepunktet; følgerne af en given handling i bogens begyndelse går måske først op for os hen imod slutningen. Det er med til at skabe en vibrerende og levende struktur, samtidig med at helhedsfornemmelsen i værket underbygges.

Ekkoer kan imidlertid også forekomme i den enkelte fortælling. I "Whatever Happened to Israel?" lader Hernandez i en uhyggeligt ladet sekvens Tonansins nuværende modvilje mod at sætte børn i verden og hendes talen om abort finde genklang i et flashback. Her er den unge Israel netop på vej ud efter at have delt seng med den promiskuiøse Tonansin, da hun rækker ham en mølædt kludedukke, med fyldningen væltende ud af maven, og beder ham kysse babyen farvel.

Israel, der nu lever af dope og gigolotjenester i San Fideos vilde natteliv, tager retur til Palomar og genser alle vennerne. Voksenlivets trøstesløshed, ægteskabets rutiner, jalousi, skilsmisser og decideret ondskab kontrasteres af de varme, glade barndomsminder, de deler. At de samme barndomserindringer dukker op igen fra historie til historie, er kun med til at forstærke deres effekt: de vækker en genklang i læseren, på samme måde som de (antageligt) gør i figurerne; man oplever, at man har del i en fælles referenceramme.

I al klassisk narration er der et turning point, hvor karaktererne fx kommer til en skæbnesvanger erkendelse, eller hvor tingenes status quo pludselig ændres med ofte fatale følger. Sådanne omslag finder man selvfølgelig også i den overordnede plotstruktur hos Hernandez. Men det er værd at bemærke, at når krisen sætter ind på det personlige plan for karaktererne, sker det som regel uden for fortællingen. Vi er ikke til stede, da det slår klik for Jesus Angel eller da Lubas smukke ekskæreste Khamo kaster sig ind i flammerne. Vi møder dem bagefter og ser, hvad krisen har resulteret i, men resten må vi selv tænke os til. Et sådant kneb er med til at forstærke illusionen af, at fortællingerne er forankret i en større sammenhæng, en udenfor liggende virkelighed, om man vil, og det er i sidste ende med til at give Palomars univers sin høje grad af troværdighed.

Den samme effekt har de talrige anekdoter, som fx den om Ofelia, der har dårlig ryg, fordi en kirke engang styrtede sammen over hende (!) Sådanne episoder bliver aldrig illustreret, men kun fortalt en passant, som del af den lokale fællesarv, som del af kontrakten mellem forfatteren og læseren. De er med til at gøre Palomar til et kludetæppe af brogede, eksotiske historier; et væld af små fantastiske episoder, der er lige præcis så far fetched, at de bliver troværdige.

Hvis krisen finder sted inden for de afstukne rammer, spilles den til gengæld ud ganske uden dramatik: Lubas datter Socorro erfarer, at hun har seriemorderen Tomasso som fædrene ophav. En så hårrejsende afsløring leveres i og for sig ganske udramatisk og i al underspillethed, og opnår dermed desto større effekt. Nyheden slippes midt i et andet handlingsforløb og i et billed af gennemsnitlig størrelse. Her er ingen dramatisk opbygning eller udpenslede splash pages; læseren modtager nyheden så at sige på niveau med figurerne i fortællingen.

FORLØBEREN
I "The Way Things Are Going" drømmer fortælleren, at Luba er faldet i et hul. I den efterfølgende "Duck Feet" er hun - uvist af hvilken grund, men altså i meget bogstavelig forstand - som sunket i jorden. Snarere end at have en konkret betydning, skal en sådan begivenhed nok læses symbolsk og i forlængelse af den ovenfor skitserede funktion Luba bl.a. har i krøniken. Det er i kraft af at Luba som Den Store Livgiver er 'skrevet ud' af fortællingen, at Døden kan gøre sit indtog i Palomar.

Det gør den i form af en bruja, en heks. Klædt i sort og med en kardinalhue på hovedet vandrer hun gennem gaderne, mens hun slår taktfast på en lille pose. I posen er der et barnekranium, som Palomar-ungerne snart får fat i; det ender i hullet hos Luba. Ude af sig selv kaster brujaen en forbandelse over hele byen og alle, på nær Tonansin og Martin El Loco, bliver syge, hoster blod og går omkring som zombier. Selv sherif Chelo bliver rædselsslagen, da heksen kaster et ondt blik på hende. Men i blikket ligger der også en gensidig genkendelse; man drager ubevidst en parallel mellem heksens døde barn og Chelos barnløshed.

"Donde esta mi hijo?" går som et uhyggeligt omkvæd igennem hele "Duck Feet" Eksteriøret bliver stadigt mere forvredet og denaturaliseret, som indbyggernes sygdomme og de deraf følgende hallucinationer tager til. Men det hele, som vi skal se, skal blive meget værre. Brujaen får funktion af budbringer, hun er et varsel om de onde tider, der endnu ligger forude.

APOKALYPSEN I
Centralt i bogen - såvel i overført som bogstavelig forstand - finder man den mere end hundrede sider lange "Human Diastrophism". Læseren vil nok undskylde det lidt referatagtige præg, som de følgende afsnit kan antage. "Human Diastrophism" er imidlertid så kompleks, så mangefacetteret og betydningsladet, at detailobservationer, såfremt man skal sige noget fornuftigt om fortællingen, bliver uundgåelige.

Historien tager tråden op fra forrige forløb og anslår således en direkte kontinuitet de enkelte afsnit imellem, som hidtil kun har været antydet. Tonansin er på vagt over for den udefrakommende, uheldssvangre intervention i lokalsamfundet som hun ved må komme, hvad enten det så bliver i form af amerikanerne eller russerne. Vi erfarer snart, at hendes paranoia er dikteret af de breve, hun modtager fra den fængslede Geraldo, der på sin side i mellemtiden har fået sine politiske idéer afmonteret i fængslet og i stedet har søgt tilflugt i religionen.

Den lille karakteristik er nok så relevant, efter som det er Geraldo der - ubevidst, ganske vist - kommer til at anspore den stemning af panik og undergang, der præger "Human Diastrophism". Hvad han i virkeligheden sætter i gang med sine breve, er en lokal apokalypse, omend den så kun finder sted indvortes i Palomars indbyggere. Noget bliver i hvert fald afdækket; der sker et skred i den lokale bevidsthed, men, som vi skal se, også i serien som sådan.

"The mind reels", siger Heraclio et sted. Det samme gør fortællingen, der snart kører ud af adskillige tangenter. Det gælder om at holde tungen lige i munden, hvis man ikke skal fare vild i de godt et dusin forskellige parallelle forløb:

"Human Diastrophism" former sig til dels som en mordgåde. Eller snarere som en række af mordgåder, for adskillige personer findes myrdet på brutal vis - her iblandt byens borgmester og hans kone. En egentlig whodunnit er der dog aldrig tale om. Allerede på fortællingens første sider antydes det, at den indfødte men fraflyttede Tomasso har en helt central rolle i historien, da et halvt forrådnet lig bliver ved med spøgelsesagtigt at påkalde sig hans navn. Læseren er således hele vejen igennem bekendt med gerningsmanden og kan med desto større kraft rive sig i håret, når byens indbyggere, sherif og de udefra kommende efterforskningsstyrker mistænker, anholder og afhører de forkerte.

Ude i periferien af såvel byen som fortællingen er en gruppe udenbys arkæologer i færd med at afdække områderne omkring de enorme indianske skulpturer, hvis udefinerbart betydningsladede tilstedeværelse har spøgt siden første kapitel. Blandt udgraverne finder vi - ud over Tomasso - Lubas gamle flamme Khamo, der også er far til to af hendes børn. Når de ikke lige arbejder, fordriver de tiden med at dræbe de aber, der raserer byen som en ægyptisk plage. Forrest i kampen går Martin El Loco, tæt forfulgt af Chanclo, som er hemmeligt forelsket i ham.

Heraclio opdager naturtalentet Humberto, der i al hemmelighed har tegnet alle byens indbyggere i en forskruet men ekspressiv streg, på trods af at Augustin, der tegner pænt og naturalistisk, konstant er på nakken af ham. Humberto har som alle gode tegnere øjnene med sig, og det bliver da også ham, der griber Tomasso i færd med at myrde Chanclo. Han er imidlertid ude af stand til at kommunikere sin viden videre; i stedet får han afløb for sine frustrationer via sine tegninger, der snart er at finde på alle byens mure.

Den smukke Khamo lader sig snart forføre af Tonansin, der i sin søgen efter et solidt ståsted udenfor amerikanernes og russernes indflydelse, har søgt tilbage til den oprindelige befolknings levevis, og følgelig går omkring i så godt som det bare ingenting. Luba er rasende, hun går op i limningen i tide og utide, og lader som regel sin vrede gå ud over den ældste datter Maricela. For at få afløb for sin jalousi, forfører Luba Humberto, der kan matche hendes livslede, efter at han har overværet mordforsøget.

På ferie i byen er også to nordamerikanske turister, der leverer fortællingens comic relief: mens alting raser og truer med at kollapse omkring dem, er de mest optaget af at diskutere, om nu punk eller dødsmatal er sagen. Tilstedeværelsen af de to svarer nogenlunde til, at García Márquez havde ladet Beavis and Butthead dumpe ned i Macondo, men bidrager jo altså også til fortællingens kakofoni.

Tingene sker af sig selv og uden øjensynlig mening. Det er som om, den apokalypse Tonansin har forudsagt, er i fuld færd med at blive afviklet. Det er kampen mellem natur og kultur for fuld udblæsning vi er vidner til, og tegnene er mange: abernes rasende overgreb, udgravningen af den oprindelige befolknings områder, diskussionen om hvor vidt det er forsvarligt at installere en telefon i byen, Tonansins ihærdige skridten "tilbage-til-naturen", etc. Og det føles unægtelig som om naturen har fået overtaget, for også i lokalbefolkningen går de primale bølger højt.

APOKALYPSEN II
64 sider inde i "Human Diastrophism" får den på alle tangenter. Hernandez skruer demonstrativt op for fortællerytmen og allehånde handlingstråde orkestreres i et rasende tempo; der fortælles parallelt og på skift - ét billed af gangen - til takten af abernes enerverende chit-chit! Det er prestissimo i tegneseriesammenhæng, og idéen er selvfølgelig, at den rasende fortællerytme skal støtte op om det ukultiverede og det kaotiske i handlingsforløbet.

Kernen i hele dette kaos synes at være de erotiske forviklinger, som især - og igen - revolverer omkring Luba. Mordgåderne gør, at politiet - her iblandt Palomars gamle sherif, den fedladne og voldelige Borro - ankommer fra storbyen Felix. Inden længe får Borro selvfølgelig udnyttet Lubas jalousi over Pipo og Khamos forhold til egen fordel. Det gør decideret ondt at se Luba give efter for sheriffens årelange pres og man ved, at hermed er sidste bastion faldet i den centrale figur; nu må der forandringer til.

Pludselig tager fanden da også ved Luba og hun marcherer beslutsomt hen og afleverer Guadalupe til sin far Heraclio og en vantro Carrmen. Derefter ekspederer hun Casimira og Doralis videre til deres far, Khamo. Optrinnet er typisk for Hernandez' fortællemodus: vi bliver vidner til en given handling, men hvad der måtte ligge til grund for den, bliver os forholdt. Der er et hav af fuldt bevidste lakuner i fortællingen, og årsagssammenhænge må man som læser ofte selv tænke sig til eller læse mellem linjerne. Fortælleren er måske nok stadig alvidende, men bliver mere og mere påholdende med sine fakta.

Omsider trækker det op til et showdown mellem Luba, Heraclio, Khamo og Archie. Men netop som opgøret skal tage sin begyndelse og trådene redes ud, rammes Luba i nakken af Guadalupes overdimensionerede skolebog, som aberne stjal fra hende 75 sider tidligere! Det er en deus ex machina, men jo altså med omvendte fortegn: den stiller sig i vejen for en forløsning.

Det bliver dog afslutningsvis til en slags forsoning mellem de to oprindelige ærkerivaler Chelo og Luba. Chelo ønsker Lubas hjælp til at føre Palomar ind i det 20. århundrede med telefon og boliger til alle. Hun opfordrer Luba til at blive byens borgmester og lader forstå, at hun har magten til at effektuere en sådan udnævnelse. Maricela, der har fået nok af mor Lubas raseri, beslutter sig der imod for at søge lykken uden for Palomar. Det samme gør Tonansin og Khamo, dog med lidt andre bevæggrunde. Ansporet af revolutionære drømme vil de rejse verden rundt og hjælpe nødstedte mennesker i deres kamp mod undertrykkende magthavere.

Humberto, hvis tegninger har været udslaggivende for indkredsningen af morderen, inviteres på næstsidste side af Augustin til at lave en freske, der skal beskrive de seneste begivenheder i byen. Måske gemmer der sig et metalag i denne sekvens; det kan i hvert fald være fristende at læse den naturalistisk-orienterede Augustin og den mere ekspressionistisk-kantede Humberto som henholdsvis Jaime og Gilbert Hernandez, og dermed fresken som startskuddet til hele Love & Rockets-projektet.

"Human Disastrophism" ender med en tragisk konkret og tør konstatering af, at kampen mellem det naturlige og det kultiverede kræver sine ofre. At der findes flere former for uskyld, men at de alle ender med at bukke under for stærkere kræfter. Som en afsluttende apokalyptisk metafor lader Hernandez et hidtil uset metereologisk fænomen påfalde Palomar: indbyggerne tror først, at der er tale om sne (i sig selv uhørt på de breddegrader), men opdager snart, at der er tale om aske. Hvor dén hidrører fra, ved figurerne ikke - læseren kun alt for godt.

"Human Diastrophism" går generelt for at være Gilbert Hernandez' mesterstykke. Det er her ti års tilløb og handlingstråde konvergerer og knyttes til et tætvævet kludetæppe. Det er her det lille samfund for alvor bliver kærlighedens og krigshandlingernes skueplads i grænselandet mellem natur og kultur. Hernandez holder utallige bolde i luften på samme tid, og det i et rasende tempo. De enkelte handlingsforløb skrider hen imod slutningen fremad med en hastighed af to-tre (ind imellem kun ét!) billeder af gangen, så skifter scenen, og man må igennem adskillige andre forløb af samme hastighed, før man kan samle den første tråd op igen. Hernandez spænder således læserens tålmodighed til det yderste.

Samlingens suverænt længste indslag bliver også aksen, bogens andre fortællinger drejer sig om. De første kapitler lægger op til den, de sidste refererer tilbage til den. Men "Human Diastrophism" er også et brud med det, der går forud. Fortællingen sender rystelser igennem samtlige seriens lag og metalag; rystelser, der fornemmes i alle de kommende kapitler og som kommer til fuld udløsning i epilogen "Chelo's Burden". Intet er længere det samme.

HALVFEMSERNES PALOMAR
Efter denne tour de force forlod Gilbert Hernandez Palomar i adskillige år, hvor han bl.a. arbejdede på en tegneserie med udgangspunkt i den mexicanske kunstner Frida Kahlos liv. At han dog ikke formåede at kappe båndene helt, vidner den lange fortælling "Poison River" om. Her får vi et indblik i Lubas liv før hun ankom til Palomar. Efter fem års fravær vendte Hernandez i 1993 imidlertid tilbage til The Heartbreak Soup Stories med fortællingen "Farewell, My Palomar." Mindst lige så mange år synes at være gået i fiktionen.

Vi finder Jesus Angel ude af fængslet og tilbage i Palomar, hvor der er afskedsfest for den nu voksne Guadalupe og Pipo, der begge har besluttet at søge lykken i USA. Jesus må slås med de andre indbyggeres mistro. Han er jo trods alt tidligere straffefange, og selv hans gamle naboer ved jo ikke, hvad vi ved om hans rettergang. Tydeligvis sat ud på sidelinjen, observerer han livets gang i Palomar. Også den smukke Khamo er vendt tilbage, forbrændt til ukendelighed. Kun lidt efter lidt går det op for os, at det er ham, vi ser. Igen opnår Hernandez med sine bevidste lakuner en høj grad af læserdeltagelse: man må selv udfylde hullerne, som de mellemliggende år udgør, og så at sige tilegne sig Palomar og dens indbyggeres historier baglæns.

I flashbacks får vi genopfrisket Jesus' livslange fascination af Luba, men det virker blot som mere af samme skuffe. Narrativt er der tale om gentagelser, men de er mindre fokuserede og slet ikke båret oppe af den samme brændende fortællelyst og fabuleringsevne, som man fandt i de originale indslag. I stedet vinder potente, næsten surrealistiske billeder større og større indpas i fortællingerne, som når Lubas enarmede datter Casimira styrter gennem gaderne på skuldrene af sin far Khamo, med sin armprotese højt løftet over sig og antændt som en fakkel. Hvad sker der?

Man fornemmer efterdønningerne af den fortælletekniske bersærkergang i "Human Diastrophism" i alle de efterfølgende kapitler. Fra at have haft en konkret betydning og et strengt narrativt forløb, får historierne efterhånden en mere fragmentarisk komposition og et overvejende symbolsk udtryk. De sidste fortællinger er glimtvis særdeles ladede og af en tung og uudgrundelig prægnans, men hvad Hernandez måtte have at sige, bliver stadigt sværere at afkode.

Det er efterhånden så som så med den magiske realisme; de overnaturlige indslag har mistet deres troværdighed, og optrinene får i stedet nærmest surrealistisk karakter. Som i "A Touch of the Unconscious", hvor Casimira sætter ud, i grænselandet mellem drøm og vågen tilstand, for at tilbageerobre drengen Brunos øje, som en ørn har stjålet. Realismen er i samme fortælling bl.a. repræsenteret ved de voldsomme og meget koporlige ægteskabsbryderier mellem Lubas anden datter Doralis og hendes mand Chester, men det hele er lige som ikke rigtig vedkommende mere. Det er som om, Hernandez har svært ved at overbevise læseren om, at det er umagen værd at involvere sig i den nye generation af figurer, samtidig med at den gamle generation køres stadigt længere ud på sidelinjen.

De sidste fortællinger savner generelt fokus og retning. De mange genealogiske forviklinger har mistet deres charme, og til sidst nøjes man med at konstatere i stedet for at involvere sig i det veritable væld af figurer, der passerer og passierer hinanden på kryds og tværs. Det hele bliver ærlig talt en kende svært at hitte rede i, først og fremmest fordi man ikke rigtig orker. Som læser vil man gerne lægge flid for dagen, men jo altså kun såfremt man har fornemmelsen af, at det fører nogen vegne. Man skal have en belønning for sin møje, og det får man i sjældnere og sjældnere grad på Palomars sidste 100 sider. Hernandez har omend ikke mistet gejsten, så dog i hvert fald tabt pusten, og de sidste 100 sider i bogen læser man så at sige kun for gamle dages skyld.

INDHENTET AF FORTIDEN
Hen imod slutningen af den samlede fortælling tyr Hernandez til et kunstgreb, som den britiske tegneserieforfatter Alan Moore har kaldt for back engineering: det, at man pludselig udstyrer en ellers velkonsolideret figur eller fortælling med en forhistorie, der åbner op for nye perspektiver. I den korte "Another Mysterious Tree" føjer Hernandez således lidt ekstra folklore til Palomars allerede omfattende mytologi: vi hører om en altødelæggende brand i 1943 (endelig en konkret tidsangivelse at holde sig til!), som kun den halvtossede Tipin' Tipin' og Chelo endnu har i erindring. Vi hører også om gangsteren Gorgo og den smukke Maria, om hvordan sidstnævnte stikker af fra det hele og dermed efterlader sit barn, Luba (!)

Det giver et svimlende sug således at få et indblik i den helt centrale figurs forhistorie efter 500 sider. Vi finder Gorgo og Luba et sted i fortiden og et sted i USA. Gangsteren Gorgo er kommet i vanskeligheder og sender derfor Luba afsted til Palomar, hvor hun har en kusine - Ofelia - der kan tage sig af hende.

Hernandez får hen imod slutningen således skabt en fornem cirkularitet i sit værk. Da Luba ankommer til byen på de allerførste sider, ved vi intet om hende; på de sidste sider indhentes hun meget bogstaveligt af fortiden, da den gamle Gorgo nu har besluttet at besøge Palomar og præsentere Luba for hendes to søstre Petra og Fritz. Ringen er sluttet, og man er som læser velkommen til at begynde forfra på eventyret.

FÜNF AUF DER NACH OBEN OFFENE RICHTERSKALA
Den uheldssvangre understrøm, der konstant har været til stede i fortællingerne, finder som sagt sit udløb i en veritabel katastrofe: i epilogen "Chelo's Burden" har et jordskælv så godt som jævnet Palomar med jorden og forårsaget adskillige indbyggeres død. De mange ekspatrierede beboere er alle vendt hjem for at give et nap med, og sherif Chelo har sit hyr med at holde styr på gemytterne, samtidig med at hun må slås med et vældigt maveonde.

Et par af de udefrakommende opryddere er aldeles fremmed for os. De overfalder pludselig den gamle Gorgo, der dog får dræbt dem alle på nær én, som Chelo sætter efter. Det er det gamle gangsteropgør, der nu skal finde sin finale. I dette endelige opgør får Lubas evigt tilstedeværende hammer omsider en konkret funktion: som våben. Den bliver den forløsende kraft, som endelig formår at slå fortiden ned, som Hernandez ikke kunne (eller ville) skrive ind i "Human Diastrophism".

Chelos mavesmerter tager til, men hun nægter at tage ind til storbyen for at blive røntgenfotograferet, så længe der hersker undtagelsestilstand i Palomar. Derfor må den lokale heksedoktor Xiohmara - nok et bekendtskab værd, men uheldigvis en sørgeligt uudforsket karakter - tage affære. Chelos byrde bliver omsider afsløret; hendes maveonde skyldes et dødt barn, som hun har båret i sig, siden hun var teenager! For sidste gang - og med eftertryk - polariseres liv og død ud i de to tidligere badstuemadammer: den særdeles fødedygtige Luba og den lige så ufrugtsommelige Chelo.

At jordskælvet er en spejling af indbyggernes følelsesliv, bliver snart evident. Gamle forbindelser brydes og skurrer mod hinanden: bedemanden Archie har svært ved at acceptere Khamo, der har taget det ultimative stik hjem, i det han har giftet sig med Luba, og Carmen kan næppe skjule sin foragt for den nyrige Pipo, der sammen med Tonansins søster Diana og Lubas datter Doralis overvejer at opkøbe byen. Lubas ældste datter Maricela er ubøjelig i sin vrede over moderen - en vrede, der viser sig at være gengældt - og som den eneste, har hun valgt at blive i USA.

Uoverensstemmelserne er altså langt hen ad vejen betinget af generationskløfter og kulturelle barrierer; den gamle generation har svært ved at slå sig til tåls med den nyes underlæggen sig det nordamerikanske livsmønster. En gammel kirkegård synes tilmed at være epicenter for jordskælvet, så det er altså i en hvis forstand flere generationer der bides. Seriens mikrokosmos er i bogstavelig forstand blevet sprængt; der er ikke længere noget center, og figurerne har knap nok grund under fødderne mere.

VÆRKET LUKKER SIG
Vi har konstateret at Palomars afgrænsede fiktionsunivers, med sine talrige anekdoter og konstant fluktuerende understrømme af begivenheder, som vi ikke får egentlig indblik i, men blot får refereret, har formået at skabe illusionen af, at fortællingerne skriver sig ind i en udenfor liggende større sammenhæng. Fortællingerne til og - tildels - med "Human Diastrophism" konstituerer og konsoliderer et fiktionsrum, et afgrænset område, hvor læseren kan føle sig trygt hjemme blandt velkendte karakterer i ditto omgivelser.

Kapitlerne fra 90erne åbner imidlertid langsomt op for disse grænser. Flere af Palomars indbyggere fraflytter byen og bosætter sig i nye omgivelser samtidig med, at nye karakterer gør deres entré på den gammelkendte scene. Dermed sprænges det 'sikre' fiktionsrum; alt er ikke længere 'ved det gamle'. Men hvis fortællingerne i en hvis forstand åbner op for det uafgrænsede og således lader omverdenen trænge ind, er det ikke det samme som at sige, at Palomar som værk åbner op og bliver lettere tilgengælig. Tværtimod.

I takt med at persongalleriet vokser og lokaliteterne bliver flere og flere, stiger mængden af lakuner i fortællingen også. Man får fornemmelsen af, at det der bliver fortalt, kun udgør en brøkdel af det, der rent faktisk sker, og mængden af hvad man kunne kalde bagvedliggende information bliver dermed større og større. Som læser kan man ikke længere nøjes med at døse i solen og lytte til de lokale skrøner; dertil er grundlaget for længst blevet alt for usikkert. Den mængde, man som læser selv skal bringe til torvs for at få historierne til at hænge sammen, kommer efterhånden til at gå lige op med det, man modtager af forfatteren.

Man bliver med andre ord revet ud af sin døs og bevidstgjort om læseakten. Det er egentlig lidt af et paradoks: i det værket implementerer en udenfor liggende større sammenhæng, mister vi fornemmelsen af, at det er forankret i en sådan. I det Hernandez sprænger fiktionsuniverset, henleder han i samme bevægelse vores opmærksomhed på dets tilstedeværelse: værket bliver på en måde fuldstændigt; det har kun sig selv at pege tilbage på.

Mens Palomar måske nok udvider sig i rumlig henseende, begrænses den til gengæld i en hvis forstand i tid. Flashbacks bliver der stadigt færre af, og historierne nærmer sig hen imod slutningen en kronologisk lineær struktur. Til gengæld krydsklippes der stadig, som gjaldt det livet, og det imellem flere og flere lokaliteter, og i et stadigt højere tempo. Strukturen i den overordnede fortælling bliver hen imod slutningen altså stedse mere kompleks og staccato-agtig. I takt med at indholdet begynder at skride, gør formen det samme. Det er oven i købet umuligt at sige, hvilken bevægelse der gør sig gældende først: er det indholdet, der dikterer formen eller vice versa? Palomar er i den forstand - på trods af alle skred - et sammentømret hele fra begyndelsen til enden.

DE SIDSTE SIDER
Efter skærmydslerne i "Human Diastrophism" har sherif Chelo forbudt Humberto at tegne. I stedet begynder han nu at samle murbrokker, med det formål at kreere life size-skulpturer af alle byens indbyggere, for der efter at nedsænke dem på flodens bund. For som han siger til Lubas søster Petra, der under en svømmetur har opdaget skulpturerne: "I must create or... or die..." Det er selvfølgelig oplagt at se Humbertos pludselige skift fra tegner til billedhugger som en ring der sluttes i den forstand, at han jo knytter an til den kunstneriske tradition, der har været i området siden tidernes morgen. Humberto fortsætter, hvor indianerne slap.

Men hvis vi fortsat læser Humberto som en spejling af Gilbert Hernandez, viser der sig en ekstra dimension i forehavendet: ikke for ingenting skaber han figurerne ud af husmurernes ler. Palomar - byen og tegneserien - er jævnet med jorden, men ud af brokkerne vokser karaktererne som stive støtter i læserens bevidsthed: de er i bogstavelig forstand rejst af asken og set in stone. De er dét, der bliver tilbage. Som om Humberto - og Hernandez - cementerer et sidste: "Se, hvilke mennesker!"

Som sagt sker der et skred i seriens (selv)bevidsthed omkring "Human Diastrophism". Gilbert Hernandez' Palomar-fortællinger fra 90erne har i høj grad været selvreflektoriske, hermetiske og forankrede i deres egen lukkede fiktion. Med "Chelo's Burden" får Hernandez afslutningsvis såvel billedligt som bogstaveligt fuldstændig dekonstrueret sin egen mytologi: Palomar - byen og tegneserien - er nået til vejs ende. På fortællingens sidste sider stimler alle seriens figurer sammen, berøvet talens brug. Hernandez zoomer ud og viser dem alle på en helt nøgen baggrund; vi ser dem, for hvad de er: figurer på en side i en tegneserie. Der er ikke noget uden for disse sider. Men det er også alt rigeligt.

Hernandez, Gilbert (2003). Palomar - The Heartbreak Soup Stories. 536 sider S/H,
Seattle, WA: Fantagraphics Books. $39.95.

De hverdagsagtige erindringsglimt: børnene spiller fodbold og undrer sig over universets uendelighed. Hernandez dykker ned i de kollektive lag, skærer ind til benet af det universelle i det lokale.

Byens nye badstuemadam, Luba, gør sin entré. Bemærk hammeren.

En håndfuld af de talrige skæbner vi finder i den lille by "somewhere south of the U. S. border."

Karaktererne henvender sig ind imellem direkte til læseren, skælder ham ud og skubber til hans forventninger, lige som skuespillerne i et stykke af Shakespeare kunne gøre det.

En af mange lokale anekdoter: Israels tvillingesøster Aurora forsvinder sporløst under en solformørkelse. Man er velkommen til at læse begivenheden som en billedlig gengivelse af Israels tab af kvindeligt islæt og jævnføre det med hans senere brovtende mandhaftighed.

Tryk på tangenterne: Halvvejs inde i den lange "Human Diastrophism" får den alt hvad den kan trække. Der krydsklippes mellem adskillige handlingstråde i et mere end stakåndet tempo til takten af abernes enerverende skrigen.

Luba i tiden før hun ankommer til Palomar. Vil man vide mere om denne periode, må man ty til den lange prequel "Poison River", der ikke er taget med i Palomar - The Heartbreak Soup Stories.

Uudgrundeligt potente billeder af surrealistisk karakter vinder frem i takt med at det narrative forløb dæmpes, som i denne sekvens der minder ikke så lidt om noget, man kunne finde hos Hernandez' landsmand og kollega Jim Woodring.

Sherif Chelo har sit hyr med at holde styr på de ekspatrierede beboere, der alle er vendt hjem for at hjælpe med at rydde op efter jordskælvet, der såvel bogstaveligt som i overført forstand har rystet Palomar.

Læs også:
Anmeldelse: Sloth
Anmeldelse: Locas

Links:
Fantagraphics: Gilbert Hernandez
Love & Rockets Links

tilbage til Anmeldelser

© 2006 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2006 the respective artists and authors. All rights reserved.