|
Udbredningen af den norske
tegner Jasons værker på dansk grund har indtil for
nylig været begrænset til et enkelt bidrag i Paw Mathiasens
serieantologi Fahrenheit, og kendskabet til manden herhjemme er
nærmest omvendt proportional med den opmærksomhed
og anerkendelse, tegneren har opnået i det store udland.
I USA har Jason modtaget den prestigefyldte Harvey Award og desuden
været nomineret til såvel Eisner- som Ignatz-prisen.
Da Time Magazine i 2001 skulle kåre årets bedste
tegneserieudgivelser, kom Jasons album Vent litt... ind
på en andenplads. Hans serier er i dag oversat til en halv
snes sprog, og med udgivelsen af Jernvognen har forlaget
Fahrenheit nu endelig sørget for, at også danske
læsere kan få et ordentligt indblik i Jasons sære
verden.
Jason kom til verden i 1965 under navnet John Arne Sæteroy.
Han debuterede i 1995 med Lomma full av regn og fik to
år senere kontakt med det norske forlag Jippi, som siden
har udgivet tegnerens egen hæfteserie Mjau mjau,
der nu tæller et dusin numre. Historier herfra er blevet
opsamlet i albummene Schhh! (2000), Vent litt... (2002)
og senest altså Jernvognen (2003).
Jason har sin egen distinkte ikonografi og fortællemodus.
Kendetegnende for broderparten af hans serier er de stramt komponerede,
ofte ordløse billedforløb med antropomorfiserede
dyr som aktører. Hans ofte uudgrundelige serier - på
en gang poetiske og uhyggelige - kan ved første øjekast
vække mindelser om Jim Woodrings Frank,
men hvor Jasons amerikanske forbillede dykker helt ned i det underbevidste,
lader nordmanden gerne sine historier udspille sig i en genkendelig
ramme, og får således fremtvunget en urovækkende
idiosynkrasi i sit arbejde: miljøerne er realistiske -
aktørerne alt andet end.
Således også i Jernvognen, der dog adskiller
sig på en række punkter fra Jasons tidligere produktion;
først og fremmest ved sin længde, sin brug af dialog
og så det, at fortællingen baserer sig på et
allerede eksisterende forlæg. Landsmanden Stein Riverton,
der i virkeligheden hed noget så norsk som Sven Elvestad,
udgav i 1909 en kriminalroman af samme navn, og bogen er i dag
for nordmændene, hvad Mordet i Orient-expressen er
for englænderne. Jason har efter sigende valgt at lægge
sig tæt op af forlægget hvad plotstrukturen angår,
men det er samtidig lykkes ham at give tegneserieadaptionen sin
helt egen betoning.
Tid og sted er bibeholdt; Jasons Jernvognen udspiller
sig i 1909 i et lille landsbysamfund. Her har fortællingens
ledefigur, en unavngiven forfatter, valgt at slå sig ned
for en tid, for at slippe for storbyens stress og larm. Alt ånder
fred og ro indtil dagen, hvor forfatterens ven, forstkandidat
Blinde, findes myrdet. Det sætter gang i gamle almueskrøner
om en jernvogn - som alle nok har hørt, men ingen set -
hvis metalliske raslen altid varsler død på egnen.
Til stedet ankommer detektiven Asbjørn Krag, der snart
får sat gang i efterforskningen og dermed også rystet
idyllen i det lille bysamfund. Krag er detektiven, der synes at
have hele scenariet på plads fra det øjeblik, han
ankommer til åstedet, men afslører kun årsagssammenhænge
og bevægmotiver for de involverede parter (og dermed også
for læseren) lidt efter lidt - og altid efter eget forgodtbefindende.
Han er on top of things, på samme måde som
Sherlock Holmes kunne være det; sammenligningen er ingenlunde
grebet ud af luften - Stein Riverton var en begejstret læser
af Conan Doyles historier.
Man kan måske indvende, at historiens clou er for let gennemskueligt
og - i hvert fald for en nutidig læser - en anelse fortærsket.
Det kan godt være at Stein Riverton var blandt de første
til at give en mordgåde en sådan drejning, men som
nutidig læser er man aldeles bekendt med teknikken. At ens
allerførste formodninger således viser sig at holde
stik hele vejen igennem, må betragtes som et svaghedstegn
i en kriminalroman. Det får imidlertid være.
For når alt kommer til alt er Jason jo ikke først
og fremmest ude i et whodunnit-ærinde. Hans dagsorden
er en blotlæggelse af karakterernes psykologi - formidlet
via deres interageren, men også gerne via miljøerne.
For det er jo i virkeligheden begrænset, hvor meget man
kan aflæse ud fra de bevidst underspillede og ofte helt
udtryksløse figurer. For at afkode personernes indre liv
må man derfor ofte ty til det, der ligger udenfor disse,
nemlig naturscenerierne. De langstrakte landeveje, med enkelte
silhuetter af nåletræer, er mørke tableauer,
der hos Jason får funktion af udpenslede sjælstilstande.
Forfatteren i Jernvognen er taget væk fra storbyens
jag for at finde fred i naturen, får vi fortalt, men snarere
end at opnå en sådan, synes han at fortabe sig i omgivelserne
og fare vild i den.
Tempo og sceneskift er i Jernvognen håndteret med
en for Jason vanlig overlegenhed. Den stramme komposition, som
oftest med en 5-6 billeder af samme størrelse på
hver side, tillader måske ikke de helt store visuelle svinkeærinder,
men forstærker til gengæld fortællingens flow.
Denne nogenledes konsekvente sideopbygning tvinger samtidig læseren
ind i en rytme, der fremelsker tegneserielæserens fremmeste
kvalitet, nemlig evnen til at afkode hvad der foregår mellem
billederne.
Hvis tegneserieanalytikeren Scott McCloud har ret i at forsimplet
ikonografi fremmer læseridentifikationen og evnen til at
aflæse billedsekvenser, burde Jernvognen gå
rent hjem. Ikke alene er Jasons figurer stærkt simplificerede,
øjnene er tilmed blanke - en teknik, som Jason har hentet
helt tilbage i tegneseriens barndom, hvor sådanne var et
fast kunstgreb hos tegnere som George McManus og Harold Gray -
og det bliver derfor op til læseren selv så at sige
at besjæle figurerne. Jasons karakteristiske høje,
slanke dyr med de blanke øjne lægger på en
gang op til distancering og identifikation.
Jernvognen blev som nævnt oprindelig udsendt som
en føljeton over to numre i Jasons sort-hvide hæfteserie
Mjau mjau. Den samlede udgave er blevet beriget med en
gennemgående, rustrød staffagefarve, som tegneren
behændigt skruer op og ned for, alt efter de enkelte sekvensers
intensitetsniveau. Ud over at forlene billedsiden med den ekstra
dybde, som Jasons tegninger ind imellem kan savne, er farven i
høj grad med til at overbringe albummets grundtone af mystifikation
og fortabthed.
Den danske udgave rundes af med Benni Bødkers fine og
informative lille efterskrift om Stein Riverton, der tegner et
godt billede af en forfatter, der som så mange andre i branchen,
endte med at brænde op af lige dele alkohol og litterære
ambitioner. Alt i alt en formfuldendt udgivelse, der må
betragtes som forlaget Fahrenheits flotteste udgivelse til dato.
Jernvognen er en stemningsmættet, suverænt
forvaltet tegneserie, der fortjener mange læsere.
Jason (2003) Jernvognen.
80 sider i sort / hvid / rød, København: Fahrenheit,
Kr. 129, 50.
| |
[December 2003]
|
| |
| |
|
|
