|
Serien om Blueberry
kan i år fejre 40 års fødselsdag, og det markeres
på behørig vis med et nyt album - det 27. i rækken
- efter fire års pause. Blueberry dukkede op for
første gang i det franske seriehæfte Pilote i
1963. Forfatteren hed Jean-Michel Charlier og tegneren Jean Giraud,
og de to fortalte i løbet af de næste tredive år
og knap to dusin albums historien om den ekskommunikerede sydstatsløjtnant
Blueberry i stadigt længere, stadigt mere raffinerede forløb,
der oftest udspillede sig - og gerne tilbød nye vinkler
på - en historisk korrekt baggrund.
Da Charlier døde i 1989 var det et tab, der kunne mærkes
og spekulationerne angående den gode soldat Blueberrys videre
skæbne var derfor mange. Giraud var naturligt nok nærmest
til at kunne løfte arven efter Charlier, men ville det
være et klogt valg? Siden halvfjerdsernes begyndelse havde
tegneren nemlig også brilleret som forfatter under pseudonymet
Moebius, men dennes udknaldede stream-of-consciousness-eskapader
virkede dybt uforenelige med den stramme kontinuitet og det strengt
logiske handlingsforløb, som læserne af Blueberry
var kommet til at forvente af serien. Før sin død
havde Charlier plottet endnu et album i serien, Arizona Love,
som Giraud skrev og tegnede færdigt, men så blev der
også stille.
Makkerparret Charlier og Giraud havde siden Blueberrys
begyndelse med ganske få undtagelser udsendt et nyt kapitel
i serien én gang om året. Der skulle gå fem
år mellem Arizona Love og det næste bind, som
udkom i 1995. Og jo, det var Jean Giraud, der stod for såvel
tekst som tegninger, og som gjorde alle spekulationer til skamme.
Med den sparsomme og højst udramatiske titel Mister
Blueberry markerede det 24. album i rækken, at her var
alt på en gang ved det gamle og så alligevel nyt.
For hvor Blueberry i Charliers tid altid var at finde i begivenhedernes
brændpunkt, bestiller han her ikke stort andet end at spille
og vinde i poker, og så iøvrigt lægge ryg til
en ordentlig røvfuld kugler på albummets sidste side.
Giraud påbegynder altså næste etape af krønikeskrivningen
ved, så at sige, at skrive helten ud af eposet. I de følgende
bind Tombstone og Geronimo er seriens hovedperson
lænket til sygelejet, hvor fra han videregiver femten år
gamle begivenheder til en sensationsforfatter, der er lige så
ivrig, som han er talentløs. Og dét på et
tidspunkt og et sted i historien, der måske overskygger
alle andre i det vilde vestens mytologi: Blueberry opholder sig
i byen Tombstone, mens autentiske skikkelser som Doc Holliday
og Wyatt Earp så småt er ved at få krammet på
den berygtede Clanton-familie, og ude i periferien lurer konstant
den sagnomspundne apachehøvding Geronimo.
I det nye album OK Corral er Blueberry imidlertid atter
kommet
på benene. Under sin lange rekonvalescens er han blevet
plejet af natklub-sangerinden Doree Malone, og da denne pludselig
forsvinder, må den sårede soldat bide skudsårene
i sig og selv tage affære. Således overladt til sig
truer den selvhøjtidelige sensationsforfatter og hans unge
protegé imens med at fortabe sig i Tombstones morads af
et natteliv. Samtidig rykker opgøret mellem familierne
Clanton og Earp hastigt nærmere; som albummets titel antyder,
er scenen i hvert fald sat.
Lige som Blueberry ved pokerbordet spiller Giraud sine kort aldeles
formidabelt i de tre første albums. Løjtnantens
erindringer og begivenhederne som de udspiller sig uden for sygesengen,
beflitter sig på en delvis parallelitet, og man læser
spændt videre i sikker forvisning om, at de to handlingsforløb
må konvergere på et tidspunkt. Albummene er krydrede
med små, pudsige metanarrative øjeblikke, som da
Blueberrys kronikør på sidste side i bind 25 ærgrer
sig over, at han nu bliver nødt til at vente på resten
af fortællingen. Man fornemmer, at Giraud har oparbejdet
en kærlig ironisk distance til sin egen serie, men balancen
mellem det parodiske og det seriøse kommer aldrig ud af
ligevægt; han leger gerne med genren, men tager den samtidig
dybt alvorlig.
De finurlige tiltag i det nye album begrænser sig imidlertid
til et par intertekstuelle indslag, der på én gang
er for åbenlyse og for malplacerede. Det kan have sin charme,
når Blueberrys kronikør Campbell, ud fra et ønske
om at falde i ét med lokalkoloritten, (selv)følgelig
får skruet alt for meget op for farverne, lige som d'herrer
Dupond og Dupont i sin tid havde for vane. Men når Giraud
lader en væsentlig sekvens i albummet udspille sig som en
allusion
til Thomas Harris' Hannibal-bøger, er vi derude,
hvor man må sætte spørgsmålstegn ved
referencernes relevans.
De, der måtte have haft betænkeligheder ved Girauds
suveræne overtagelse af serien, får med OK Corral
i det hele taget et par af deres bange anelser bekræftet.
For hvad angår plotstrukturering virker det unægtelig
som om Giraud efterhånden har smidt det overordnede perspektiv
over bord, og så at sige ladet historien gå sin gang
- én side af gangen - som han jo også har for vane
under pseudonymet Moebius. Der lades hånt om klassiske dramaturgiske
spilleregler; fx indfinder der sig aldrig et klimaks i kapitlet,
der til gengæld er rigt på (endnu) uforløste
cliff-hangers.
Således må man vente til næste album Dust,
med at se det legendariske opgør ved OK Corral udspille
sig, og med herværende albums titel in mente kan det derfor
være svært ikke at føle sig lidt snydt. Samtidig
martres adskillige af albummets sider af for mange talebobler,
der, for at gøre ondt værre, oftest er så akavet
placeret i forhold til hinanden, at læseretningen vender
som vinden blæser. Trods disse kritikpunkter er OK Corral
stadig underholdende læsning, men albummet bliver aldrig
til andet og mere end 46 siders tilløb. Det er højst
sandsynlig en bevidst taktik fra Girauds side, der jo gerne leger
kispus med læserens forventninger, men det er lige før,
han spænder hanen en tand for meget denne gang.
Giraud, Jean (2003).
Blueberry 27: OK Corral. 48 sider, farver. København:
Carlsen, Kr. 89,95.
På originalsproget:
Giraud, Jean (2003). Blueberry 27: OK Corral.
48 sider, farver., Paris: Dargaud.9, 45 Euro.
| |
[December 2003]
|
| |
| |
|
|
