| En tatoveret
engel crash lander i et højhus, går ned
på gaden og betaler en mand med en motorsav for at frigøre
ham for sine vinger. En lille dreng samler de aflagte fjer op
af en skraldespand og skynder sig hjem. En tekstløs sekvens
fordelt over fire sider åbner farel dalrymples pop gun
war, og som læser er man allerede hensat i en tilstand,
som vi på dansk har et udmærket ord for: man er himmelfalden
– præcis lige som engelen på papiret –
forundret og mystificeret over disse sære optrin, der ellers
udspiller sig i en nogenlunde genkendelig ramme, der sagtens kunne
være dalrymples hjemby New York.
Heldigvis viser det sig snart, at den lille dreng Sinclair med
de annekterede vinger er der, for at guide os igennem dette sære
bylandskab, hvor vanvittige randeksistenser og folkeforførere
på skift råber op og prøver at fange hinandens
og læserens opmærksomhed. Nogle stifter ufred, mens
andre rækker en hjælpende hånd. Til de første
hører en ung unavngiven mand, der som en anden Loke tidligt
og silde er omkring sig for at stifte splid og dermed skubbe til
handlingen. Til de sidste hører den subsistensløse
Addison, der som den eneste får lov at formulere en slags
morale hen imod fortællingens (foreløbige) slutning.
I denne vrimmel af lede- og bifigurer finder vi bl.a. eneboeren,
der patologisk påhæfter alting med mærkater,
det være sig gulv som loft, bukser og gardiner, ja, selv
hans mange katte er blevet forsynet med hver deres signifier.
Vi finder også en vaskeægte opdager – a
private eye – der har fået de bedste anbefalinger
på trods af, at han er blind. Vi finder en dværg,
som fortællingen igennem vokser sig større og større,
for til sidst at ende som en del af byens skyline.
De enkelte optrin følger deres egen interne og øjensynligt
arbitrære logik, som var de produkter af drømme.
Måske er dalrymple undervejs blevet sig bevidst, at en sådan
taktik kan virke om ikke direkte anstødelig så dog
uholdbar for nogle læsere, og cirka midtvejs skynder han
sig at komme eventuelle kritikere i forkøbet: interviewsituationen
som Sinclairs søster, sangerinden Emily, befinder sig i,
er iværksat alene for at dalrymple kan bruge hende som talerør.
De mange kryptiske visioner hun tyr til i sine sange, fortæller
Emily, er ikke en maskerade der skal dække over, at hun
i virkeligheden intet har at sige, men er blot en måde for
hende at bearbejde de mange voldsomme sanseindtryk, som storbyen
aflejrer i hende.
Samme indgangsvinkel har dalrymple antageligvis haft til sin
fortælling. Præcis hvor han vil hen er ikke godt at
vide. Foreløbig tegner der sig blot mere eller mindre løsrevne
tableauer af skæbners interferens i storbyen. Scenerierne
er ladede og stemningsfulde, men er det til dels på bekostning
af læserens intime kendskab til figurerne. Kun Sinclair,
drengen med vingerne, hæver sig i mere end én forstand
op over og ud af denne sanseløse vrimmel, og efterlader
os med en følelse af nærvær: Han er en dreng,
der truer med at synke til bunds i storbyens virvar, men som i
bogstaveligste forstand formår at hæve sig over det.
Som en moderne Hamlet er han en tid lang blot iagttager, men ender
dog med at handle. Først hen imod slutningen begynder ledetrådene
at pege i samme retning, og det hele ender som en veritabel pastiche
på Troldmanden fra Oz. Samlingen slutter, netop
som noget interessant er begyndt at tegne sig.
farel dalrymple er født og opvokset i Brooklyn, New York.
Han er uddannet på The School of Visual Arts, og udgav i
1999 sin første tegneserie Smith’s Adventures
in the Supermundane. Året efter påbegyndte arbejdet
med sin nuværende hæfteserie pop gun war,
og markerede sig samtidig som medstifter og redaktør af
den fortløbende serieantologi Meathaus. dalrymple har senest
afsluttet arbejdet på de første fire numre af Vertigoserien
Caper, der forsøger at give et indblik i New Yorks jødiske
mafia.
dalrymple nævner selv David Mazzucchelli, Nicolas de Crécy
og Dave McKean som sine tegnemæssige forbilleder. I hans
let skitseagtige gengivelse af bymiljøer mere end aner
man dog også inspirationen fra veteranen Will Eisner. dalrymples
streg er gennemgående uhyre sikker og afslører kun
glimtvis sine mangler. Tegningerne er i hovedreglen lagt i et
realistisk leje, men bevæger sig ind imellem ud i lettere
cartoony svinkeærinder. Det skaber en utilsigtet
ubalance i den overordnede visuelle formidling, og minder os om,
at den unge tegner – hvor dygtig han end er – endnu
mangler at finde et homogent udtryk.
Det samme kunne man sige om dalrymples evner som fortæller.
Som læser drages man fint ind i seriens paranormale univers
og lægger gerne kræfter i, når der skal graves
bag om det, der bliver vist. Kun når der kammes over i decideret
surrealisme mister dalrymple grebet: man orker ikke at afkode
betydningen af en stor, svævende fisk med hornbriller, og
da slet ikke, når den øjensynligt ingen funktion
har i fortællingen, andet end at bidrage til den almene
fremmedgørelse.
Titlen pop gun war er – måske utilsigtet
– en rammende overskrift for det sære værk.
Der er knald på, og man spjætter forskrækket
over de mange skarpe smæld, der falder i løbet af
fortællingen. Men man bliver sig også hurtigt bevidst,
at det er løst krudt, der bliver affyret. Der er ikke halvt
så farligt i dalrymples univers, som der lyder til at være.
dalrymple, farel (2003). pop gun war. 140 sider,
s/h. Milwaukee, OR: Dark Horse Books. Oprindeligt udgivet
i pop gun war #1-5, Babylon, NY & Lincoln, CA: Cryptic
Press & Absence of Ink, 2000-2003.
|
|
[juni 2004]
|
|
|
| |
|
|
