| Det
er ingen hemmelighed, at det fransksprogede tegneseriemarked har
oplevet en rivende udvikling de seneste ti års tid. Den
omskrivning af reglerne L’Association og de andre små,
uafhængige forlag med deres bevidst anderledes og personlige
udgivelseslinier indledte i begyndelsen af 90erne har haft så
gennemgribende konsekvenser, at markedet i dag igen er verdens
måske mest alsidige og livlige. Sidste års Angoulêmevinder
for ’Bedste album’ – første bind af Manu
Larcenets serie Le Combat ordinaire – er tydeligt
vidnesbyrd om tingenes tilstand. Ikke siden Claire Brétechers
og Gérard Lauziers storhedsdage i de tidlige 80ere, har
tegneserier af så prosaisk og hverdagsagtigt indhold opnået
så stor populær anerkendelse, og den gang var der
tale om satire. Selvom han bestemt ikke er uden humor, giver Larcenet
os hverdagens umiddelbart banale, men altid vitale skærmydsler
straight. Larcenet har indtil nu været bedst kendt
for de altid veloplagte, morsomme og smukt tegnede serier, han
fortsat producerer for Fluide Glacial og de albums han
har lavet i samarbejde med bl.a. Lewis Trondheim, Joann Sfar og
sin bror Patrice – fx Les Cosmonautes du futur (2000-2001),
Donjon Parade (2000-2001) eller Les Entremondes (2000-2001).
Men han har sideløbende haft en mere personlig produktion,
der bl.a. omfatter de stærke selvbiografiske serier Dallas
Cowboy (1997) og Presque (1999) og længe har
vidnet om en ambition udover det sædvanlige. Men hvor den
slags arbejder før blev foretaget for mindre forlag, har
han nu med Le Combat ordinaire lanceret sit klart mest
ambitiøse og personlige arbejde fra en af mainstreamens
højborge, Dargaud.
Det er historien om en thirty-somethings livtag med
den voksne tilværelse og det ansvar, den bringer med sig.
Om den første præ-midtvejskrise, så at sige.
Vi introduceres til vor helt, Marco, just som han forsøger
at fortælle sin psykolog, og naturligvis sig selv, at han
ikke længere har brug for hans assistance. Marco er fotograf,
men føler ikke længere den kreative drift, der førhen
har ledt ham ud i verdens afkroge på jagt efter det fortællende
billede. Nu søger han tilflugt i sit gamle, fugtige hus
i det smukke nordfranske. Marco er single, og bilder sig selv
ind, at han ikke har behov for andet end sin koleriske lille kat,
Adolf, i sit liv, hvorfor han gør sit bedste for at skubbe
den kvinde, Émilie,
han alligevel møder, fra sig. Marco har brug for en vejleder
i livet, hvorfor han indleder et problematisk venskab med en gammel
mand fra egnen, der viser sig at være mere kompliceret end
han først synes. Marco ved at hans forældre er i
en sværere situation end han har lyst til at indse, hvorfor
han i stedet for konfrontationen søger tilbage til enklere
tider foran Playstationen sammen med sin mere stabile, men næsten
ligeså virkelighedsfornægtende bror, Georges, mens
han nakker den ene ”gros pétard” (da. ”fede
blålyn”) efter den anden. Marco har dårlige
nerver, og hjemsøges af alvorlige angstanfald, selv ikke
de piller han glubskt sluger hver gang det er ved at gå
galt, helt kan forebygge. Marco skal tage sig sammen.
Det kan forekomme lidt banalt, når det opsummeres på
den måde, og det er det for så vidt også. Seriens
grundproblem kan afledes af denne banalitet – de fleste
af menneskerne omkring Marco synes af blive sat i en tand for
afklaret og fornuftigt et lys, mens Larcenet gør sig lystig
over hans mangler og brister. I det hele taget præges serien
af en lidt for fastholdende og konservativt humanistisk grundtone,
der forhindrer at den i de mange ambitiøse tiltag, den
præsenterer i forhold til sin skildring af tilværelsen,
virkelig letter. Men på den anden side er det hele fortalt
med en sådan charme, humor og ærlig indlevelse, at
det kun med få undtagelser besnærer læseren
og fordrer umiddelbar indlevelse i de forskellige figurers liv.
Kun når Marco – og i forlængelse af ham, Larcenet
– punktvis gør sig en række lommefilosofiske
betragtninger over livet på udvalgte, forstyrrende realistisk
tegnede, monokrome
sider, tangerer det ind i mellem det højspændte.
Resten af tiden er fortællingen genuint rørende.
Dette skyldes i lige mål Larcenets sans for den sigende
og altid underholdende dialog, der kan skifte fra det slapstick-agtige
til det alvorlige fra billede
til billede og hele tiden fastholder den menneskelige grundtone,
og hans løse, animerede streg, der særligt, når
han holder den cartoony, indfanger en bred vifte temperamenter
og sindsstemninger ganske suggestivt, samtidig med at han ind
i mellem åbner fortællingen op i smukke halvsides
vuer, der giver fortællingen
de nødvendige, meditative pusterum. Til dette kommer en
smagfuld og særdeles kongenial farvelægning, der antyder
en sommeraftens lys, en frostmorgens bid og en nat i samtale ved
køkkenbordet lige livligt.
Det andet album i hvad der er planlagt til en serie på
cirka 5, fortsætter historien hvor det første slap,
og udforsker især Marcos forhold til sine forældre
yderligere, hvilket giver Larcenet adgang til en udforskning af
livets mere opædende følelsesmæssige sider,
samtidig med at han – gennem introduktionen af farens gamle
arbejdskammerater
på skibsværftet – får muligheden for at
kommentere det franske samfunds udvikling, ikke mindst i kølvandet
på det katastrofale præsidentvalg i 2002. Det er ikke
de store politiske indsigter der diskes op med, men den klart
venstreorienterede Larcenet formår alligevel at til en vis
grad at give det højrenationale Frankrig et forståeligt
og menneskeligt, om end stadig forkasteligt ansigt. I det hele
taget er Le Combat ordinaire en overordentligt bredt
favnende skildring af det moderne liv, og et kærkomment
bud på relevant og tidssvarende fransk mainstream.
Larcenet, Manu (2003, 2004). Le Combat ordinaire &
Le Combat ordinaire - Quantités négligeables.
Farve, 12,60 Euro. Paris: Dargaud.
|
|
[Juli 2004]
|
|
|
| |
|
Marco møder Émilie. Alvor og humor blandes lydefrit.
En af de indskudte sider, der giver eftertænksomme pauser
i fortællingen.
Eksempel på de meditative enkeltbilleder, der giver fortællingen
ro og poetisk dybde.
Larcenet formår gennem skiftende alvor, humor og et allegorisk
indskud at skildre Marcos forhold til sin far, og dennes alvorlige
helbredssituation.
Larcenet forsøger at forstå Front Nationals fremgang
og give partiets støtter et menneskeligt ansigt.
|
