RACKHAM - Artikelbase

DEN EVIGE JØDE
Will Eisners Fagin the Jew

Af Henry Sørensen

Will Eisner er den sidste overlevende af de gamle mestre ud i tegneseriehåndværket, og den idag 86- årige amerikaner har en imponerende karriere bag sig. Han var ganske vist ikke til stede ved tegneseriens fødsel, men var der - med egne ord - "til at holde barnet, da det skulle døbes". Eisner var blandt de første til at forsvare tegneserien som en seriøs og legitim udtryksform og hans betydning for udviklingen af mediets formsprog kan dårligt overvurderes. Hans berømmelse hviler først og fremmest på de 650 episoder om forbryderbekæmperen The Spirit (1940 - 1952) - en berømmelse han siden har cementeret med en lang række graphic novels som A Contract With God / En kontrakt med Gud (1978), A Life-force / Livskraft (1985) og To the Heart of the Storm / Den fjerne torden (1990), der til stadighed har flyttet grænserne for, hvordan en tegneserie kan se ud, og ikke mindst hvad den kan indeholde.

Interessen for de socialt udstødte, de helt almindelige mennesker som du og jeg, der af omstændighederne er tvunget til at forbryde sig mod loven (i videste forstand) og som følge heraf ender i ulykke, løber som en rød tråd igennem hele Eisners forfatterskab. I sit seneste værk, Fagin the Jew, parafraserer han over et litterært forlæg, hvis hovedperson måske er selve sindbilledet på forkommenhed: Oliver Twist.

Ind imellem sine egne større værker har Eisner i tre tidligere tilfælde kastet sig over litterære klassikere og omsat dem i tegneserieform. Der har været tale om særdeles spredt fægtning, og ingen af adaptionerne har været videre vellykkede. Siden Eisner nu er amerikaner, kan det måske synes naturligt nok, at han har forsøgt livtag med Herman Melvilles Moby Dick - The Great American Novel par excellence - men med sine kun 32 sider til rådighed kan det ikke undre, at projektet blev - man undskylder udtrykket - en dødssejler. Eisners Den store hvide hval (1998) er i bedste fald en opsummering af det rent narrative forløb i Melvilles klassiker; dybderne bliver aldrig loddet og romanens vældige scope forbliver uudforsket.

Det samme antal sider synes heller ikke helt tilstrækkeligt i Eisners forsøg med Miguel de Cervantes' Don Quixote; dog er Den sidste ridder (1999) den bedst realiserede af de tre fortolkninger, først og fremmest fordi Eisner tager sig tid til at udmale hele sekvenser fremfor den forpustede staccato-stil, der prægede Den hvide hval. Fuldkommen overflødig virker derimod Prinsessen og frøen (1998), der er en tegneserieadaption af brødrene Grimms klassiske eventyr af samme navn. Eisners berømmelse beror måske først og fremmest på hans evner som realist, som skildrer af storbyens skyggesider, og derfor virker eventyrets intrinsiske naivitet og moralitet, hyllet i rosenrødt tyld og taft, som noget, han ikke rigtigt kan (eller bør) få noget fornuftigt ud af.

Melville, Cervantes og Grimm. Spredt fægtning, som sagt. I sin stadige søgen efter mulige litterære forlæg stødte Eisner så imidlertid på den mere væsensbeslægtede Charles Dickens. Ud fra forordet i Fagin the Jew at dømme, kunne noget tyde på, at Eisner i første omgang blot havde tænkt sig at lave endnu en let læst versionering af en litterær klassiker. Under læsningen af Oliver Twist - og især granskningen af George Cruikshanks illustrationer til samme - var der imidlertid noget, der ansporede ham til at gribe materialet an fra en ny vinkel; en vinkel, der ikke lod sig beskrive på sølle 32 sider. Eisner ville gøre op med det stereotype billede som Dickens og Cruikshank tegner af jøden Fagin; den onde gamle mand, der leder Oliver Twist og alle de andre drenge i fordærv.

I forordet causerer Eisner indledningsvis over stereotype fremstillinger af etniske grupperinger. Han indser fremdeles at hans egen figur Ebony - The Spirits storlæbede og dårligt formulerede sorte medhjælper - står i voldsom kontrast til den harme han føler over stereotype fremstillinger af jøder. Stereotyper, mener han, er imidlertid et nødvendigt onde i grafisk formidling; det altafgørende ligger i ladningen af stereotypen. Med andre ord: mens Ebony fra Eisners side var ment som en kærlig karikatur, er den Fagin som Cruikshank fremstiller en ondsindet.

Idéen om at jøderne er et ondt, grisk og lidet troværdigt folkefærd griber helt tilbage til middelalderen. I litteraturen får den her mæle hos Geoffrey Chaucer i Canterbury-fortællingen "The Prioress", og i renæssancen hos Shakespeare i The Merchant of Venice. Når vi frem til 1800-tallet, er opfattelsen aldeles fremherskende i europæisk litteratur - Dickens er altså ikke ene om at være ude med riven. Men hvorfor denne opblussen af antisemitisme i litteraturen? Eisner påbegynder Fagin the Jew med en lille kultursociologisk overflyvning:

Den jødiske befolkning i 1800-tallets London bestod af to grupperinger med hver deres oprindelse: de såkaldte sefardim kom fra Spanien og Portugal, hvorfra de var blevet fordrevet af inkvisitionen. De var mestendels veluddannede og formåede med tiden at integrere sig i det nye samfund. Fra Tyskland og centraleuropa kom de såkladte asjkenazim, på flugt fra Den sorte Død, intolerance og deraf følgende pogromer. Disse havde i deres tidligere hjemlande hovedsageligt beskæftiget sig med landbrug og deslige og havde derfor sværere ved at finde en levevej i den engelske storby. Mens sefardim havde talrige repræsentanter i det politiske liv og den engelske overklasse overhovedet, måtte mange asjkenazim således ty til mere lyssky aktiviteter for overhovedet at kunne overleve.

Eisner placerer naturligt nok Fagin i den sidste gruppering, og opruller snart hans historie: som barn lærer han af sin far at begå sig ved hjælp af forholdsvis uskyldige svindelnumre, men efter begge forældres død, sørger familiens rabbi for, at han kommer i pleje hos en højtstående jødisk forretningsmand. Denne lykkes det efter mange år at rejse midler til en skole, der skal uddanne mindrebemidlede jødiske børn, og den nu halvvoksne Fagin får til opgave at gøre rent på stedet. Da ejeren af skolebygningen griber ham sammen med sin datter er freden imidlertid forbi; Fagin smides på porten og må genoptage sin kriminelle løbebane.

Efter at have involveret sig med nogle samvittighedsløse forbrydere, må Fagin betale prisen for deres lovovertrædelser: dømt for delagtighed i rovmord deporteres han til en fjern koloni, hvor han underkastes hårdt fysisk arbejde. Det lykkes ham at flygte, men hans efterfølgende forsøg på at etablere en ærlig levevis forpurres endnu engang. Efter ti år som havnearbejder vender han omsider tilbage til England, hvor han snart finder sin plads i den gamle ghetto. Han ernærer sig ved smårapserier, køb og salg af stjålne genstande, og får med tiden opbygget det netværk af fattige drenge, som mod kost og logi bistår ham i hans forehavende.

Således får Eisner Fagin placeret i den ramme, hvor han befinder sig, da Oliver Twist støder til ham. Herefter går det slag i slag med at oprulle Dickens' fortælling. Fagins livsforløb beskrives altså strengt kronologisk, og det kan umiddelbart synes som en mærkværdig disposition. Det egentlig nye i Eisners versionering er jo beskrivelsen af, hvad der gik forud for mødet med Oliver Twist, og fortællingens tyngdepunkt indfinder sig således allerede i bogens første halvdel. Eisner får dog også passet de efterfølgende begivenheder ind i sit forehavende og kan således afslutte sit værk, som en direkte anklage af Dickens' portræt af Fagin.

Det er ganske vist at Charles Dickens' fremstilling af Fagin har været medvirkende til at forstærke indtrykket af den jødiske befolkning som værende tyvagtig og i det hele taget ufin i kanten. Da Oliver Twist første gang møder Fagin beskrives denne med følgende ord: "standing over them, with a toasting fork in his hand, was a very old shrivelled Jew, whose villanous-looking and repulsive face was obscured by a quantity of matted red hair." Adjektiverne taler deres eget tydelige sprog, og det er svært ikke at se stegegaflen som en allusion til én af de mange uhyrlige fordomme, der på den tid verserede om jøderne: at de i mangel af bedre kunne finde på at æde deres egne eller andres børn.

Spørgsmålet er nu, om Dickens med portrættet af Fagin ønskede at give udtryk for en antisemitisk observans, eller om han blot var ude på at skabe en fæl filur - som tilfældigvis var jøde - der kunne skræmme børn under deres godnatlæsning. Ganske vist refererer Dickens i romanen næsten konsekvent til Fagin som "the Jew", hvormed han synes at ville anspore en læsning, der sætter lighedstegn mellem Fagins gerninger og hans etniske tilhørsforhold. På den anden side gik Dickens selv ind og bortredigerede de mange hentydninger til dette tilhørsforhold, da han blev klar over den effekt, de afstedkom. Da var skaden imidlertid sket; den onde Fagin var blevet en arketype på linje med Den evige jøde. Eisners retter på de sidste sider en indirekte appel til forfattere og kunstnere om at vægte deres ord og dermed undgå, at noget lignende gentager sig.

Man kan med rette anklage Will Eisners senere produktion for at være såvel tendentiøs som didaktisk. Det virker ofte som om han på forhånd har bidt sig fast i en kongstanke, som han så siden bruger et helt værk på at illustrere med eksempler. Ind imellem befæster han sine pointer indtil det irriterende, som fx i The Dreamer (1986) - en fortælling af selvbiografisk tilsnit - hvor moralen om at drømmeren nok skal nå sit mål, såfremt han holder fast i det, gentages ad nauseam. Den sene Eisner har som regel en pointe, måske endog en morale han vil aflevere, og sætter gerne alle sejl til for at få den overbragt. Man kan med få ord sige, at ambitionen i flere tilfælde overstiger resultatet. Nu er det næppe på sin plads at karakterisere Eisner som en tegneserieskaber, der ikke formår at realisere sine projekter - når det ind imellem går galt, skyldes det udelukkende en række valg han træffer undervejs, som alle har at gøre med hans overordnede parole: at man i tegneseriesammenhæng når længst med at ty til stereotyper.

Og intentionen er jo god nok: tegneserien er et blandingsmedie, der syntetiserer to forskellige strukturer (tekst og billede) til et narrativt og - oftest - fremadskridende hele. Derfor udgår mindst halvdelen af informationerne naturligt nok fra billedsiden; man kan (og bør måske endda) lade billederne tale deres eget tydelige sprog og lade læseren afkode disse ud fra de alment herskende forestillinger om typen: en skaldet mand med overskæg og solbriller opfatter vi fx straks som en skidt fyr. Så vidt, så godt. Men teknikken bider sig selv i halen, hvis den ikke suppleres af et modspil, som for eksempel teksten kunne levere, og ganske ofte sker det, at Eisner får skabt en unuanceret karakter, fordi han alene lader den forsimplede ikonografi råde. En gammel mand med fedtet hår og klude om sin hånd vil i Eisners verden næsten uvægerligt være et hjertensgodt menneske, der blot ikke har formået at drive det til noget i tilværelsen (og dette, for at det ikke skal være løgn, som regel på grund af ovennævnte skaldede mand). En sådan sort-hvid tegning af karaktererne og deres indbyrdes forhold kan måske nok bære en idé, men resulterer sjældent i troværdige portrætter.

Dagsordenen i Fagin the Jew er klokkeklar fra første side: Eisner har sat sig for at dekonstruere en velkendt litterær skikkelse og nuancere karakteren, for dermed at undergrave de antisemitiske aspekter af den. Og han får da også udstyret Fagin med en forhistorie, der sætter hans profession og hans hele væsen i et noget andet perspektiv end det, Dickens skitserede (eller rettere ikke skitserede): Eisners Fagin er måske nok stadig en fæl bussemand, men det har sine grunde, forstår vi, og derfor får vi måske også lettere ved at forstå hans handlinger og levevej. Men i sin iver efter at nuancere Fagins karakter kan det ind imellem synes som om Eisner selv ender i karikaturen. Hvor Dickens (måske) satte lighedstegn mellem Fagins etniske tilhørsforhold og hans skurkagtighed, gør Eisner til gengæld i første halvdel af sin version alt hvad han kan, for at fremstille ham som et uskyldigt offer for uheldssvangre omstændigheder og omverdenens antisemitisme.

Anden halvdel af Fagin the Jew er som sagt et rimelig trofast opkog af Dickens' forlæg, hvorfor Eisner da heller ikke helt formår at jævnføre sin egen dybest set sympatiske skildring med Dickens' iltre mandsling. Som læser resignerer man imidlertid over for det faktum, slet og ret fordi det episke aspekt er så velforvaltet, og hvis man under læsningen overhovedet hæfter sig ved diskrepanserne i karaktertegningen, sker det så at sige på Eisners præmisser: Fagins forbrydelser læser man netop i lyset af - og som resultat af - de fornedrelser, han selv måtte gennemgå i første halvdel. Således ender Eisner alligevel med at få tegnet et nuanceret portræt, om end de kontradiktoriske sider af Fagin måske burde have været antydet fra begyndelsen, i stedet for at være forvist til hver deres halvdel af fortællingen.

Der er dem, der vil mene, at hele projektets idégrundlag er antikveret: at Eisner spilder sine kræfter på at tilbagevise en tankegang, som intet rettænkende menneske i forvejen ville tilslutte sig. Men der ligger mere til grund for portrættet af Fagin, end en blot og bar aflivning af fordomme om det jødiske folk. For nok er Eisner selv jøde, men han er først og fremmest menneske - og dertil medmenneskelig. En medmenneskelighed, der har gennemsyret hans værk helt fra begyndelsen, hvor det ofte var den lille mand, den fortabte og de forspildte chancers mand, der blev sat i fokus frem for den handlekraftige og pluskæbede detektiv, der ellers lagde navn til serien The Spirit.

I lighed med mange af Eisners andre værker vil Fagin the Jew fortælle os, at der nok er en kausalitet på spil i tilværelsen - vi handler, vi fejler måske og må derfor betale prisen - men at nogle af os også er underlagt strukturer, som vi ingen indflydelse har på, og som vi ikke kan gøre os håb om at bryde ud af. Fagin og hans drenge kan handle lige så tosset de vil; ret beset har de dog ikke noget alternativ til deres levevej. Det gør ikke nødvendigvis Eisner til determinist, men helt sikkert til kritiker af social uretfærdighed og vrangfordeling. Denne indignation står prentet på hver side af Fagin the Jew, der måske er Eisners mest klarsynede og bedst effektuerede arbejde siden erindringsværket Den fjerne torden.

Den langt yngre kollega og landsmand Jeff Smith udtalte engang, at Eisners fortsatte produktion betød for tegneseriemediet, hvad det ville have betydet for filmmediet, hvis Chaplin stadig havde været i live og virksom. I løbet af sin næsten 70 år lange karriere har Eisner afsøgt grænser, ind imellem flyttet dem, og helt sikkert raffineret spillerummet indenfor disse. Han er muligvis ikke længere revolutionær, men mindre kan også gøre det. Will Eisner har drevet udtryksformen så vidt som han nu synes den kunne bære, og indenfor disse rammer er han til stadighed garant for den gode historie, den gode morale og det lige så gode håndværk. Ligesom Chaplin. Og ligesom Dickens.

Eisner, Will (2003). Fagin the Jew. New York: Doubleday, 132 sider, $15.95