RACKHAM - Artikelbase

DEN GAMLE DAME RØRER PÅ SIG!
En vis tendens i forlaget Carlsens udgivelser i foråret 2003; Bouncer, One Piece og Manga Tegnekursus

Af T. Thorhauge

Skønt det gådefulde hollandske forlag Arboris for længst har overgået Carlsens albumoutput, har den gamle dame i Bagsværd - eller hvor hun nu bor i disse rationaliseringstider - stadig så meget streetcredit tilbage fra hedengangne tiders ihærdige & fremsynede bedrifter (man behøver blot at sige Tintin og Rasmus Klump; den kulturakkumulation, der udspringer fra disse to titler alene kan næppe overvurderes), at den historisk bevidste tegneserielæser til enhver tid bekymrer sig mest om forlagets velbefindende; det gør på en eller anden måde mere ondt at se Carlsen skvætte rundt i mudderet som en Kreutzfelt-Jacob-inficeret ko, end f.eks. Arboris eller Egmont. Under alle omstændigheder er det på ingen måde betryggende eller opkvikkende at betragte hovedparten af dagens dansksprogede tegneserieudgivelser, uanset hvilke forlag, der står bag. Der mangler ligesom en linje, eller snarere en fremadrettet vision for fremtidens danske tegneseriemarked.

Og den gamle dame er da også begyndt at røre på sig. Medicinen er importeret fra Japan, og patienten fik i første omgang udskrevet recept på det forholdsvist dyre præparat Akira, men først da mirakelmedicinen Dragon Ball rodfæstede sig, satte bedringen ind. Den gamle dame er kommet ved så godt mod at hun tilmed er begyndt at smykke sig med et smart badge, "Carlsen Manga", for ligesom at understrege, at det nu for alvor er blevet muligt at være ung med de unge. Så langt, så godt. Men underligt nok sporer man stadig visse af de gamle symptomer hos patienten, som måske blot er momentane og uskadelige tilbagefald, men hvem ved? Først og fremmest er der den højst anakronistiske western-fetichisme. Hvorfor er patienten ikke blevet kureret for den? Er der hos den danske ungdom - eller blandt voksne, for den sags skyld - nogle som helst indikationer på at dette er en genre, man ikke kan få nok af? Sker der noget spændende indenfor genren? Hvis der gør, er det så ikke lidt påfaldende at der hverken i filmens, computerspillets, tv-seriens eller romanens verden er matchende tendenser? Noget tyder på at den gamle dame under sine efterårsbesøg i Paris går i de samme, gamle apoteker, som hun altid har gjort, upåagtet at det er i andre butikker, hendes nye ungdomsmedicin kommer fra. Netop nu er der mange spændende nye præparater i franske apoteker - måske er det lidt angstfremkaldende, at det er andre fabrikanter, der står bag?

Fair nok, lad os give hende en chance; når nu damen absolut insisterer på at udgive Deribs sidste fire Buddy Longway-albums, Van Hammes og Rosinskis Western - eller Blueberrys unge år, for den sags skyld - i stedet for noget mere tidssvarende, energisk, overraskende & bæredygtigt, må det vel have en årsag. All right, vi ved alle at en af de største franske tegneseriesucceser nogensinde, eposet om Blueberry, ikke er til at komme udenom, anakronisme eller ej - selv efter Charliers død og Moebius' kreative deroute, klarer Giraud ærterne på forbilledlig maner. Men nyskabende og fremadrettet ligefrem...?

En af den gamle dames hovedattraktioner i foråret 2003 er Jodorowsky og Boucq's dobbeltalbum Bouncer, udgivet i prægnant luksusudstyr. Måske en granskning af denne kunne afsløre western-genrens bydende nødvendighed i dansk tegneseriekultur? Lad os kigge nærmere: Bouncer er en lille hævnskrøne i to bind, godt krydret med Jodorowsky-trademarks. Drengen Seth overværer den onde sydstatsfanatiker Raltons brutale nedslagtning af sine forældre (og sin hund!), og søger mod den nærmeste by efter den enarmede revolvermand Bouncer, som skal bistå ham i jagten på Ralton. Det viser sig at Bouncer, Ralton og Seths far Blake alle er brødre, sønner af "vestens mest ihærdige prostituerede", Aunty Lola - altså med forskellige og ukendte fædre. Bouncer forklarer Seth, at det var de tre brødres jagt på kæmpediamanten Kains Øje, som i sin tid skilte dem ad. Bouncer påtager sig opgaven at gøre Seth til "den perfekte dræber" i bedste mester/novice-stil, men da Seth endelig er færdigudlært som iskold revolvermand, kommer den skønne skolelærer Deborah desværre mellem ham og Ralton, ak!

Jodorowsky har et højt rutineniveau, men Bouncer danser konstant på kanten af det lumsk uengagerede, skønt typiske Jodorowsky-motiver er strøet ud over fortællingen; den amputerede helt, moderkomplekser, luderkomplekser, shamanisme, euforiserende stoffer, men bedst af alt - SPOILER! - diamanten er gemt i den døde mors kusse, således de grådige brødre må stikke hænderne op i skrævet på deres gamle mama for at nå målet, yum-yum! Men alle disse auteur-træk er ligesom for forudsigelige, som om en dygtig kopist har sat sig for at konstruere en Jodorowsky-fortælling, bare uden de sidste overraskende 5 procent. Skuffende, ikke mindst i lyset af at filmskaberen Jodorowskys bedst kendte film, El Topo (1970), netop er en western, som tilmed går for at være udpræget original (nej, jeg har desværre ikke set den).

Dermed samler interessen sig - i endnu højere grad - om François Boucqs tegninger. Billedsiden i Bouncer er uhyre konsekvent, og afholder sig fra de surrealistiske svipture, som ellers er Boucqs claim to fame. Formsproget er i forhold til sidelayout, billedkomposition og -beskæring, tyktflydende klassisk. Bouncer synes fra Boucqs side i det hele taget at være et konsekvent forsøg på at lave et rent genrestykke, i modsætning til f.eks. Djævlemund (forfattet af Jérome Charyn), hvor surrealismen på den ene side også var dæmpet, men uden ligeså bevidste genrereferencer. Siden Månemanden I-II (Jodo & Boucqs første samarbejde), hvor Boucq havde frit slaw til at dyrke sine tilbøjeligheder ud i det fantastiske, har der åbenbart været trang til at prøve noget nyt.

Men hvor beundringsværdigt eksperimentet end er, og hvor store panoramaer fra Monument Valley der end diskes op med, er resultatet ikke ophidsende. Hvor det tydelige forbillede Giraud som bekendt er i stand til at udfylde sine western-billeder med allehånde historiske detaljer, fine skraveringer og/eller selvfede penselstrøg, helt uden at slække læserens engagement i historien, forbliver Boucqs billeder - og i særdeleshed hans figurer - underligt statiske. Selv taleboblerne, og ordene i dem, ser ikke ud til at høre til de personer de peger på. Sådan behøver det ikke at være, jvf. Blueberry; klassicisme og dynamik er ikke uforenlige størrelser.

Som genrestykke og læseværdig tegneserie er Bouncer, med ovennævnte forbehold in mente, lige nøjagtig okay. Betragtet som pejlemærke for fransk klassisk mainstream er Bouncer mere interessant; i Frankrig udgives den af Humanoïdes Associés, som ligger lunt i førergruppen af kommercielle forlag, tilmed som en titel, der satses særligt på. Jeg har sagt det før (selv i denne artikel!) og jeg vil sige det igen: det er simpelthen ikke bæredygtigt - det er ren nostalgi, og meget snart vil disse albums have det samme outdatede skær over sig som Illustrerede Klassikere allerede havde for mange år siden; det er kedeligt, det er bagstræberisk og det er ikke tidssvarende - selv i Frankrig er det svært at forestille sig at den slags skulle kunne fastholde læserne mange år frem.

Heldigvis er der jo så den gamle dames ung-med-de-unge-badge, "Carlsen Manga". Chict ser det ud, når det vejrer majestætisk over hendes nyfabrikede mangastativ med de spejlvendte pocketbøger, det må man lade hende. Hun spiller sgu med musklerne! Medicinen virker! Måske har 128 kr.-Akira-præparatet stadig lidt svært ved at rodfæste sig, men Dragon Ball-eliksiren rykker! Og her er patientens nye fix; One Piece. Igen i pocket-format, men med den på en gang diskrete & markante prisstigning på 10 kr. i forhold til Dragon Balls kr. 39,95.

One Piece er pt. et kæmpehit i Japan, ikke mindst som spillefilm og tv-serie, men den vil givetvis udfordre danske mangafans, da den hverken er fantasy-, SF- eller specifikt samurai-relateret (ligesom den øvrige eksklusive klub af danskoversat manga, Ensom Ulv og Hvalp, Ghost in the Shell, Akira og Dragon Ball), næh, den er en sørøverskrøne!

One Piece vil fremover i et ukendt antal bind berette om drengen Monkey D. Ruffys bestræbelser på at samle et sørøvermandsskab, der vil gøre ham i stand til at finde kæmpeskatten One Piece og gøre ham til sørøverkonge. Desværre kan han ikke svømme, og så kan man ikke blive sørøver (sådan er reglerne i One Piece), men det kan man jo lære. Dobbelt-desværre for Ruffy kommer han til at spise en gum-gum-frugt, der forvandler hans kød og knogler til gummi, hvilket jvf. Mr. Fantastic og Plastic Man giver visse fordele, men også har den ulempe, at han aldrig kommer til at svømme.

Skønt Ruffy efter bind 1's første par hundrede sider ikke er kommet særligt langt i sit forehavende, har seriens ophavsmand, Eiichiro Oda, alligevel introduceret et vældigt persongalleri, af hvilke flere godt nok dør med det samme, men med løfte om endnu flere i de kommende bind. Ligeledes har Oda også kastet Ruffy og hans venner gennem den ene hårrejsende situation efter den anden.

Der er helt basalt tale om en veloplagt, energisk og fanden-i-voldsk sørøverfortælling, hvor alle actionmanga-klicheerne står i kø for at blive afviklet, på den rigtige måde. Universet er løst defineret, fortællingen foregår på ingen & alle tider; den slags vestlig kausalitets-tænkning er Oda tydeligvis komplet ligeglad med, det vigtigste er at holde historiens tempo et godt stykke over lydens hastighed. Den danske tilrettelægning fortjener absolut at blive komplimenteret; godt nok er oversættelsen baseret på den tyske udgave, men særlige Japan-kyndige har gennemgået oversættelsen for at sikre at det er de helt rigtige to-stavelses-bandeord der når i gennem... Spøg til side, selv om replikkerne ofte tangerer vulgære udbrud (her en sekvens i fire rammer: "Lort!!", "Lort!!", "Bye-bye", "Ikke en eneste gang... ramte min næve...", "Fandens også!!! ...!!!", "Ha ha ha..."), er det prisværdigt at man tager den side af sagen alvorligt. Mere iøjnefaldende, bogstaveligt talt, er den grafiske tilrettelægning, som er intet mindre end suværen. Japanske tegn (eller tyske ord?) er blevet retoucheret væk, og elegant & stilsikkert erstattet med danske lydord, samt noget, man kunne kalde 'understregningsord' (som når der står 'STIRRE' ovenpå et billede af en mand, der - stirrer - eller 'TA-DAA!', når en ny person introduceres i helfigur).

One Piece er Carlsens næste vigtige skridt i opbygningen af mangalæsermarkedet, og bind 1 indikerer at produktet i hvert fald ikke fejler noget, og Carlsen har god grund til at forvente at tegnefilm-tv-serien - ligesom i tilfældet Dragon Ball - når danske tv-skærme, og dermed vil øge salget af bøgerne. Personligt kender jeg ingen undersøgelser, men det hedder sig jo at manga-læsere ikke læser amerikanske og europæiske tegneserier, og vice versa. Der er med andre ord en mur, som forlagene skal gøre hvad de kan for at pille ned, for at få større cashflow og s'mænd også bredere tegneseriekultur med mindre konservative læsevaner.

Indtil videre er udfordringen i første omgang at etablere et decideret mangamarked, og det kræver vel lidt større mangfoldighed end de i forvejen eksisterende titler, men det er svært at forestille sig at den gamle dame ikke arbejder på sagen. Noget tyder også på at hun arbejder på at opdyrke & muligvis endda hverve mangategnere herhjemmefra, siden hun også har udgivet Akira (Dragon Ball) Toriyamas og Akira Sakumas Manga tegnekursus - Sådan bliver du mangategner!!!, en små 200 siders gakket og uforpligtigende gennemgang af såvel tegnetekniske som dramaturgiske fifs til den yngre, aspirerende mangategner. Hvis sådan en udgivelse slår igennem (sammen med de øvrige, væsensbeslægtede udgivelser fra andre forlag), bliver Kurt Dunder & Co. næppe den eneste kartoffel-mangaproducent, måske vil den japanske tegneserie-modus på sigt snige sig ind som den dominerende - der bliver jo ikke ligefrem udgivet stakkevis af håndbøger ud i vestlig tegneseriehåndværk (vi er f. eks. gået glip af Stan Lees og John Buscemas How to Make Comics the Marvel Way, og tænk om der fandtes en tilsvarende europæisk "Hvordan man laver tegneserier a la Bouncer...!").

Som selvstændig udgivelse er Manga tegnekursus sådan lidt mærkelig. Den er tydeligvis en kompilation af mindst to tegneseriekurser (Toriyamas og Sakumas), med den konsekvens at flere tekniske råd optræder to gange. Sakumas del af bogen har desuden hans egne, herhjemme ukendte figurer som omdrejningspunkt, det drejer sig om serien Dr. Slump. Oversætteren har prøvet at komme dette 'problem' til livs ved at kalde Sakumas figur Tori - en spøjs figur med jernkløer og gasmaske - for Akira Toriyama (i Toriyamas del af bogen optræder Toriyama som fotografi, og han har sgutte gasmaske eller jernkløer), hvilket selvsagt på ingen måde giver mening. Men den slags kreative 'reparationsoversættelser' er jo i dansk tegneseriehistorie en stærk & velkonsolideret konvention, så det er vel OK.

Skønt jeg ikke er totalt ubekendt med aspekter af japansk kultur, undrer jeg mig ofte over de hårdkogte konventioner i børnepopulærkulturen (især volden og bandeordene, ikke fordi jeg er snerpet eller noget, det er bare det at man tilsyneladende slipper af sted med sådan en grænseløshed?), i Manga tegnekursus er det nogle ret idiosynkratiske gags, i hvilke 'Dummi' (eleven, eller på japansk 'hetappi') griber Mester i at læse pornoblade og ser pornofilm (hvilket han overfor Dummi retfærdiggør som anatomisk research). I en dansk tegneserie ville sådan en gag fremstå som plat, vulgær & aldeles malplaceret, men her er det åbenbart et straight-forward comic relief, Oh! Disse kulturbarrierer...

Selve kurset er ret tilfældigt struktureret, men det kommer godt omkring, og der er aldrig tvivl om at det henvender sig til ganske unge & ganske uprøvede aspiranter. De mere teknisk fokuserede dele forklarer enkelt, hvordan man laver fartstreger, hvordan man placerer lydord, konstruktion af perspektiv, om hvorfor man bør overveje ikke at anvende nærbilleder for ofte og så videre, alt sammen enkelt & pædagogisk formidlet. Den mere indholdsfokuserede eller dramaturgiske del er mere spektakulær og mindst ligeså skråsikker. Her kan man lære at "en historie, som kun handler om almindelige mennesker, er totalt kedelig", at "visse tegnere lader talebobler ligge hen over to tegninger. Det skulle de tage at lade være med" (og i forlængelse: "Lad også være med at lave mere end to talebobler på hver tegning. Det gør mangaen fuldkommen ulæselig."), at "figurerne får deres karakter ved hjælp af faste udtryk" (fx. "Jeg prutter snart"), at "jo mere man bevæger sig, desto sjovere er en manga", og så videre. Med andre ord er Manga tegnekursus proppet med udsagn, som helt klart er brugbare i deres egen ret, men som uden besvær kan modsiges på et splitsekund. Men sådan er det jo med rudimentær pædagogik - forhåbningen er, at læseren af kurset får noget ud af de råd, der diskes op med, og så udvikler sig videre bagefter (helst i en hulens fart!).

En håndbog ud i konstruktioner af visuelle narrativer (for lige at anslå en anden type italesættelse) vil altid påkalde sig brok, indvendinger & lidt ængstelig had (uha, bare tænk på de blandede følelser, Scott McCloud er i stand til at fremkalde, selv om man egentlig bare har lyst til at omfavne ham!), men all'n'all er Manga tegnekursus en fornøjelig, inspirerende og aldeles brugbar bette bog. For den gamle dames vedkommende kunne man jo håbe at den måske ligefrem ville kunne være medvirkende til at opdyrke en ny generation danske tegneserieskabere, som vil blive i stand til at bringe gigantiske horder af vilde tegneserielæsere i orgiastisk trance (vi andre kunne så håbe at der så blot ville falde bare et par stykker af, som måske i længden ville tænde på noget andet end populærkulturelle japanske tegneserier...).

Diagnosen, som må føres i den gamle dames journal, er med andre ord præget af optimisme og forhåbningsfuldhed. Efter at have sunket dybt, dybt ned i tegneserielands lavkonjunkturer i 90erne, er der nu tegn på bedring. Man kan ærgre sig over at hun ikke fik øje på de nye piller lidt før; selv hendes tyske veninder kom hurtigere på den nye japanske mirakelmedicin end hende, og det kan næppe have været en rar oplevelse. Men bedre sent end aldrig, som man siger.

Jodorowsky, Alejandro & Boucq, Francois (2003). Bouncer bd. 1 & 2. København: Carlsen.

Oda, Eiichiro (2003). One Piece bd. 1. København: Carlsen.

Toriyamas, Akira & Sakuma, Akira (2003) Manga tegnekursus - Sådan bliver du mangategner!!! København: Carlsen.